Lang og doven morgenstund ved spisebordet i den lyse stue.
Radiounderholdning af forskellig art og den der rare følelse inden i, når man ved, at man absolut intet behøver at foretage sig andet end lige præcis det man gider.
Jeg gad at strikke, bage, læse, komme Hama på plade og drikke en Caffé Uova, som lyder lidt mere delikat en ægge-latte gør.
Jeg gad at traske en tur i haven i natbukser og sweater og hænge lidt nyvasket tøj på snoren.
Jeg gad at tumle med HUxi og ae Sigga og ta’ den overnattende opvask.
Jeg gad egentlig meget.
Men i roligt roligt tempo og uden den mindste snert af NU skal jeg også…
Jeg har ferie helt indtil næste tirsdag, det er vidunderligt, jeg trænger til et break fra hverdagen og glæder mig sådan over, at de første dage af ferien er helt uden planer.
Senere er der gæstebud her og der og det bliver også herligt, men lige nu er der bare ro og rigeligt med tid.
Det er mere end OK med mig…