Vi fejrer Laura i dag.
19 skønne sjove år har vi haft fornøjelsen af at ha’ hende her i flokken.
Det har været og er stadig en fest.
Intet er kedeligt sammen med Laura, alt udleves under skrig, skrål, store armbevægelser og drama, både godt og skidt brøles ud og man er sjældent i tvivl om, hvordan prinsessen har det.
Det er en fest – og ind imellem også en af den slags, som giver tømmermænd og ondt i hovedet.
Men lige så store dramaer lige så stor er kærligheden.
Jeg knuselsker det barn og tænker, når jeg ser hende i action, at jeg der tydeligt ser mit spejlbillede.
På godt og ondt…
I dag er der ingen dramaer, bare masser af hygge og lllårrrvvve.
Fælles morgenmad med flag og gaver og kys.
Skoledag med medbragte kager – Red Velvets som du kan finde her – og fejring af kammeraterne.
Og nu flydes der bare hjemme i sofaen med søstre og kæreste og et bjerg af gode gaver.
Søndag har hun inviteret til kaffemik, jeg er blevet briefet om, at vi er ude i noget med mange slags kager af den hjemmegjorte slags.
Jeg er klar på hvad som helst.
Når altså først jeg lige er færdig med at fejre, kramme, kysse og pusle om hende Laura, der jo er stor og på samme tid også bare er min lille elskede pige…
De her hverdage har det da med at røve døgnets timer.
Jeg slår øjnene op og inden jeg når at blinke 5 gange, ja så er det aften igen og tid til at lukke dagen ned.
Jeg får arbejdet og jeg får passet mit hjem, min have, mine piger og min hund.
Og så ikke ret meget mere.
Starter dagen før solen for alvor er oppe og går i seng en times tid før midnat og jeg synes, at jeg er i gang det meste af tiden.
I gang og travl, ikke for travl, bare travl og med ikke så meget tid til bare at være…
Men sådan ser det vel ud for de fleste af os.
En evig balanceren mellem pligter og pleje, mellem aktivitet og hvile på både det fysiske og mentale plan.
Afsted afsted.
Heldigvis er jeg blevet så meget bedre til at skabe lommer med ro i løbet af de travle dage.
5 minutter ved mit skrivebord på jobbet, 5 minutter med lukkede ører mod kontorets summen, med en frisk kop te og en tanke om ingenting.
5 minutter i haven med lukkede øjne og dybe åndedrag, 5 minutter hvor hunden kan grave og spurte uden min indblanding.
Små lommer i køkkenet med blikket rettet mod aftenhimmelen, små lommer i mit eget stille selskab.
Bare 5 minutter og så er der tanket op til et par timer mere med gøremål og åbne ører for pigernes tanker, ønsker og reflektioner.
Ud og hjem, frem og tilbage mellem job og familie, tanker om alt og intet og en hel masse at gøre.
Hverdagen er god og tryg og meningsfyldt men også en tidsrøver…
Èn skrev om kringler og Madeleines.
Andre om medaljer og jordbærkager.
Ingen af dem sad her og gjorde det, men deres ord på FB gjorde mig lige så lækkersulten, som havde de flydt her i rummene.
Trangen til kage begyndte at boble.
Sød søndagskage til en god kop kaffe og lidt sid-ned i sofaen.
Billedet af en luftig eclair fløj forbi på nethinden og der var ikke langt fra tanke til handling.
Alle ingredienserne på nær hvedemel var i hus og efter en hurtig tur i bløde bukser til nabo var den også klaret.
Ganske kort tid i køkkenet resultede i at kagetrangen nu er stillet og alle er tilfredse og tilbagelænede.
8 fine store eclairs kom der ud af portionen herunder, de er bortset fra en enkelt overlevende forsvundet ned i de søde maver…
8 MOCCA ÈCLAIRS
Choko-mocca-fyld:
2 dl fløde
75 g chokolade
3 små tsk nescafe
Kog fløden op med nescafe og træk den så af blusset.
Rør den grøfthakkede chokolade ud i den meget varme fløde, rør til chokoladen er smeltet.
Hæld choko-fløden i en skål og stil det hurtigt på køl.
I dag havde jeg noget ingefær-chokolade i skabet og brugte den, det gav en fin skarp smag af ingefær i cremen og lettede lidt på den bombastiske følelse, som sådan en creme godt kan gi’.
Dej:
1.5 dl vand
75 g smør
1 nip salt
1.5 tsk sukker
1.5 dl mel
3 æg (str m)
Kog vand og smør op sammen i en tykbundet gryde, tilsæt mel, sukker, salt og rør dejen grundigt igennem, mens den stadig er på blusset.
Rør af alle kræfter i halvandet minut eller til dejen er samlet og glat.
Tag gryden af blusset og rør derefter æggene i, ét af gangen, og rør meget godt mellem hver.
Dejen skal være helt ensartet og blank, inden den kommes i en sprøjtepose.
Sprøjt 8 ca 10 cm lange kager ud på bagepapir og bag dem ved 200 grader i ca 20 min.
Åbn IKKE ovnen undervejs.
Når tiden er gået, så tag forsigtigt en enkelt kage ud af ovnen. Luk ovndøren stille i.
Holder kagen faconen, så tag også resten ud, falder den sammen, så lad de andre bage lidt længere.
Men 20 min plejer at passe til kager af denne størrelse…
Når choko-fløde-blandingen er helt kold, piskes den hurtigt op med håndmixer.
Pisker du for længe vil cremen skille.
Så kort og hårdt med mixeren.
Skær de afkølede kager op i den ene side og sprøjt cremen ind.
Pynt med smeltet afkølet chokolade eller chokoladeglasur.
Hvis du ikke har en sprøjtepose, så kan du bare klatte dejen på med et par skeer.
MEN –
man må jo ha’ en sprøjtepose og jeg vil rigtigt gerne anbefale éngangs-poser!
Dem er jeg fan af, de er mere hygiejniske og lette at bruge.
Man kan bl.a. købe dem hos Kunst og Køkkentøj, på forskellige bage-sites og vist også hos de store isenkræmmere.
Prøv dem…