Dengang, I køkkenet, Lækkerier, Opskrifter

MILKY FOR BÅDE STORE OG SMÅ

08/02/2021

1980’erne. Man kunne være disc’ker, flipper og bz’er. Og bondejokker.

Man kunne rejse til USA og gå på highschool og man kunne tage i kibbutz i Israel.

Og så kunne man selvfølgelig være og gøre en hel masse andet.

Jeg tog til Israel. Blev brun, forelsket og chubby. Af avocadoer i bjerge og Milky i strømme.

Jeg tog hjem igen, forblev brun, afforelsket og skinny. I et par årtier i alle tilfælde.

Vi spiste rigtigt godt i den kibbutz, jeg var i. Grønt og varieret og et kæmpe udvalg til alle måltider, det var ikke svært at spise sundt, men det var også ret let ikke at gøre det. Jeg havde tjans i kibbutzens turistkiosk, hvor der var stakke af bløde nybagte pitabrød og fedtet falaffel, hummus hummus baba ganoush baba ganoush og is is is is is. Jeg blev blød og rund.

Ind imellem var der en rigtig god børne dessert i spisesalen efter det kolde aftenmåltid. Blød chokoladecreme, en mellemting mellem Nutella og budding og i en skål ved siden af stod der creme fraiche 50 %, som jeg faktisk aldrig havde smagt før. En stor skefuld chokoladecreme og en stor skefuld af 50’eren – lige ned i løgneren og ud på sidebenene.

Jeg har tit tænkt på, hvordan man mon lavede den dessert, blød som Nutella men med meget mere smag af ægte chokolade. Jeg har tænkt og så ikke fået gjort mere ved det. Indtil nu. For jeg fik endelig spurgt i the holy land og idet jeg fik svaret: Det kunne måske være Milky?! så huskede jeg selvfølgelig navnet.

Der findes masser af forskellige opskrifter på Milky, herunder er min, lavet med udgangspunkt i et par andre men tilpasset mine lidt mere voksne smagsløg.

Til 5 små portion af 1 dl:

60 g meget mørk chokolade

3 dl letmælk

1.5 spsk maizena

1 dl sukker

1 nip flagesalt

1 tsk vanillepasta

1 spsk kokosolie (neutral) alternativt 1 spsk smør

Hæld 2/3 af mælken og sukkeret i en lille tykbundet kasserolle og kog det op. Rør maizenaen ud i resten af mælken og pisk det i den kogende mælk. Kog det godt igennem i et par minutter.

Tag kasserollen af varmen og pisk den finthakkede chokolade, kokosolie/smør, vanille og salt i og pisk til chokoladen er smeltet. Hæld den varme creme op i små portionsglas og sæt dem på køl.

Ved servering pyntes med creme fraiche. Du kan nemt få fat på 38% øko i Rema eller måske endda Arla Unikas Double Fraiche til en ekstra festlig lejlighed. Lidt frisk mynte på er godt, synes jeg, et lille bær og lidt revet choko på toppen er også godt.

Det er en lille og meget intens dessert, eftermiddagssnack, fredagsslik eller hvad man nu vælger som tidspunkt for fortæring. Jeg synes, at en enkelt dl er passende. Og ellers kan man jo snuppe et glas mere.

Sde Boker 1983. Silkeborg 2021. Milky rocks…

Bagværk, Familieliv, Hjemme

SØNDAG MORGENSTUND I SLO’MO’

07/02/2021

Kold klar morgen med lyserød himmel, da solen begyndte at stige. Fuglekvidder i træerne, da jeg trådte ud med deres morgenmåltid, puffede solsorte, der ventede på æbler, og mejser, der ventede på nødder.

Indenfor blus i brændeovnen, dej til hævning og spindende katte. Landlig idyl. Ro og fred.

Søndagen byder på stille hjemmeliv med rugbrødsbagning, strik, vasketøj og klargøring af mandagsmiddagen. En gåtur ned i ådalen med hundi og så lidt arbejde ved computeren.

Alt sammen aktiviteter, der hurtigt kan afbrydes, hvis en baby melder sin ankomst. Termin var sidste fredag og der er endnu ingen tegn i sol eller måne. Men pludselig så er det nu og så er jeg klar til udrykning og pasning af den livlige trio, der allerede er her.

Jeg har ikke pakket hospitalstaske men en strikke/nattøjstaske, så jeg er klar, når der bliver kaldt.

Kaffe i koppen, en friskbagt havregrødsbolle on the side og så 2 x 91 masker slået op med Judy’ magic cast on, det tog lidt mere end bare et enkelt forsøg at få dem på pindene, men nu er starten til en Zipper Sweater gået, så Laura snart kan føje endnu en mammastrik til hendes samling.

Måske skulle jeg finde en god serie at se til de 22 cm drejet rib, det kan godt være et stykke strik, der tager lidt længere tid end jeg normalt ville kunne ræse igennem sådan et stykke. Drejet ret OG drejet vrang – jøsses.

Mon det skal være Matador? Det kunne det faktisk godt! Familien Varnæs og Skjern passer faktisk perfekt til sådan en slo’mo’ søndag.

Ha’ en god en af slagsen med det i fylder i den. Tempo underordnet..

Dengang, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Årets gang

VINTERDAGE

06/02/2021

Jeg ved ikke noget bedre end sne og frost. Sådan skal vinteren gerne være. Kold kold kold og med alt det bruge dækket af hvidt.

Jeg elsker lyset og de dæmpede lyde og jeg elsker den kolde klare luft om næsen, for min skyld måtte det gerne være sådan fra starten af november til engang sidst i marts. Men der bliver mindre og mindre af den slags her på vores breddegrader, det er trist og skræmmende.

Når det hvide kolde vejr så endelig landet, så sørger jeg for at nyde det ekstra meget, sørger for at være ude og mærke det og sørger for at glæde mig over det ekstra lys det tilfører de mørke vinterdage, hvor lyset ikke er her i ret mange timer. Jeg bekymrer mig aldrig om, at det tager tid af af-ise bilen eller at det kan være lidt (for) spændende at køre på de glatte veje, det tager jeg gerne med, hvis bare der er sne.

Vi bor på et koldt sted midt i landet og sneen ligger ofte lidt længere herude. Ingen trafik, ingen varme fra fjernevarmen, der løber under fortovene i byen, ingen store huse, der står tæt på hinanden og smider varme ud. Her er bare koldt og stille.

I denne omgang har vi på ingen måde fået så meget sne, som andre dele af landet, jeg indrømmer gerne, at jeg bliver barnligt misundelig, og snart er her ikke rigtigt mere tilbage, det forsvinder lige så stille, selv om her er så isnende koldt. Jeg kigger hver dag på mine vejr apps og håber at se snefnug på skærmen. Men indtil videre intet held med det.

Da jeg var barn, boede vi midt i Haderslev med udsigt til domkirken og det ene torv i byen. Jeg elskede at sidde og kigge ned på gaden og over på Torvet og se sneflokkene vrimle omkring de mennesker, der gik hurtigt afsted, foroverbøjede med huerne godt trukket ned, de ville hjem i varmen. Jeg husker de dæmpede lyde, der steg op fra gaden, lydene af bilerne, der sneglede sig afsted og de mumlende stemmer fra dem, der måtte ud i vejret.

Jeg husker så tydeligt min mormors stemme, når hun vækkede mig om morgenen og sagde: Se ud af vinduet, Anne! Der var kun én grund til, at hun startede min dag på den måde, og jeg vidste allerede før, jeg trak gardinet til side, at jeg ville kigge ud på hvidt.

Jeg husker kælketure i Damparken, ind imellem med vores Buster spændt foran den lille trækælk, han forstod ikke, at han skulle starte stille op og røg bare afsted i boxer-fart, når min morfar løb foran og kaldte på ham, jeg lå mere i sneen end jeg sad på kælken, sendt bagud i raketfart, når hunden sprang frem.

Min mormor var en frossenpind, kuldskær og ikke så glad for vinterlivet, hun blev helst inde, men min morfar gad det hele, kælketure, snebolde, huler, når der var sne nok til det. Vi kunne være ude i timevis.

Jeg husker lugten af de våde vanter og elefanthuer på radiatoren, støvlerne, der blev stoppet med avispapir for at tørre så hurtigt som muligt, og jeg husker med særlig glæde de magiske aftener, hvor vi kunne nå ned og lege i sneen efter aftensmaden. Lege i mørket, der blev lyst op af de hvide bunker og af min morfars militærlygter, der kunne skifte farve mellem klar, grøn og rød ved at skubbe små ekstra farvede glas op og ned foran pæren. Vi fik varm cacao fra små feltrationsposer, det smagte ikke så godt, mest lidt af vand, men det hørte med og så kunne vi jo altid få en kop varm te, når vi kom ind.

Jeg elskede de vinterdage, jeg elsker dem stadigvæk, og nu slipper jeg heldigvis for de vasketure, som barndommens snedage i skolegården bød på, Keld, Erik og store Klaus var nogle børster, der kunne holde en så fast, at man ikke havde en chance, og de var ikke for fine til at samle sne der, hvor de også kunne få fat i lidt frossen jord. Kan i huske, hvor ondt det gjorde, når sådan en lille frossen jordklump blev gnedet rundt på den kolde kolde bløde kind? Jeg kan!

Heldigvis fyldte deres lede vasketure meget mindre end alle de andre skønne vinterlege. I alle tilfælde når jeg sidder her og tænker tilbage. Jeg elskede vinter og sne.

Og det gør jeg stadig. Det er heldigvis en af de ting, som jeg ikke voksede fra.

Så send gerne mere sne. Meget mere sne…