Jeg har gang i lidt forskelligt strik for tiden, det fine tørklæde fra forleden, en top til Laura, en Kumulus til Laura, færdiggørelse af Amandas egenstrikkede cardigan, som hun har brug for lidt assistance til monteringen af og vel også et par projekter til de små i familien. Alle projekter er vigtige og kan nogen hver især og i den anden ende af dem står der et par utålmodige sjæle og venter.
Men i dag er de alle sparket til hjørnet for en vest.
LUX vesten fra Sanne Fjalland, en lækker enkel vest med fine detaljer ved hals og ærmegab. Strikket i lammeuld og silk mohair.
Jeg ser mig faktisk allerede trække den over en af mine utallige hvide eller lyseblå skjorter og tilsætte et par jeans og et par støvler her til vinter. Det bliver jo så lækkert. Forestiller jeg mig i alle tilfælde, reelt ser jeg det jo først, når jeg er i mål med strikkeriet, men forestillingen og især vesten, som jeg har prøvet oppe hos Sanne, er fino fino…
Jeg har været på lageret og hente garn til den; stort set alt strik på mine pinde i 2019 er klaret med lagergarn og jeg overvejer at fortsætte i samme spor i 20, for der ligger uendeligt meget dejligt garn oppe i kasserne og det skal bruges, skal det.
Jeg fandt en spole med noget gråbrunt og let meleret lammeuld og kunne ved hjælp af den lille mærkat inde i papspolen regne mig frem til en løbelængde på ca 220 pr 50 gram og med en strikkeprøve i hus så ved jeg, at strikkefastheden passer. Jeg har en fornemmelse af, at garnet er tilbage fra de dage, hvor Garnudsalg lå hjemme i længen hos Liselotte og Kenneth.
Jeg fik viklet garnet af og vejet. 159 g gram og der er noteret et garnforbrug på 200 g til en str l, som er det der passer til mit brystmål.
Str xl har samme forbrug så jeg ved, at l ikke helt bruger de 200, men jeg tænker nu alligevel ikke, at jeg helt kan undvære 40 gram garn. Så jeg kiggede i resterne efter mulige garner til kanter ved ærmegab og hals og har hevet to forskellige farver Madeleine Tosh med ned en gråbrunrosa og en lys lys brun. Begge er gode og passer på hver deres måde til lammeulden, men jeg ender nu nok med at gå med den brune for at kunne bruge så mange forskellige farver skjorte som muligt under vesten.
Jeg satser på, at jeg når i mål på den måde. Måske er jeg heldig at det rækker. Og gør jeg ikke, så må ribben forleden trævles op og garnet bruges foroven og så må jeg lede efter et alternativ garn til ribben…
Den slags strikke-sudoku kan jeg faktisk godt li’. At få noget til at passe. Nogle rester med lidt forskellige strikkefastheder, der forvandler sig til et lækkert stykke brugbart beklædning, også når der ikke er helt nok af det garn, som ville ha’ været det allerbedste.
Jeg er ikke bange for at ende op med noget ubrugeligt, for jeg har ikke noget garn, som jeg ikke har lyst til at bruge, og jeg er vel efter snart 50 års strikkeri drevet nok til undervejs at opdage, hvis det ikke fungerer.
Og så skal det lager bare nedbringes, alt andet ville være tosset, der er så meget lækkert garn deroppe, garn til mange gode projekter i både børne- og voksen størrelse og for hver gang jeg får hentet noget ned deroppe fra og får det forvandlet til et stykke godt strik, ja så smiler jeg faktisk lidt lidt bredere.
“Brug hvad du har” passer mig godt. Både i strikkekurven, garderoben og i køkken- og køleskabet.
Det er også en slags LUX…