Jeg har, som sædvanligt, brugt en stund af søndag morgen i badekarret, i dag var det gårsdagens aviser, der var lekturen.
I weekendtillæget til Midtjyllands Avis var der en dobbelt sidet artikel med overskriften “Klemt mellem småblomsterede vattæpper og urimelig krav”, jeg kunne ha’ fortalt hvem denne artikel handle om, uden at fordybe mig yderligere i teksten, det var selvfølgelig igen de stakkels mænd, der ikke får et ben til jorden i deres samliv med os hyæner…
Det er så synd for dem, for ifølge artikelen, har mændene hjemmefra lært, at de skal opføre sig ordentligt over for kvinden, og derfor yder de ikke modstand??!!??
Ligestillingen har udjævnet magten, tror de, men niks, kvinderne har taget den…
Hvorfor mon?? Kan det være fordi, at med magt følger ansvar??
Ansvar for hjemmet med de daglige oprydninger,rengøring, vasketøj, indkøb, madlavning, madpakker, lektielæsning, ansvar for børnenes læge- og tandlægebesøg, ansvar for koodinering af familiebesøg, vennekomsammen og idrætsaktiviteter, ansvar for gaveindkøb til begge sider af familien…
Et ansvar, der i langt de fleste familier overlades til Fru Mor, der lige så gerne ville være fri for den form for magt!
Jeg kender familier, hvor ansvaret er ligeligt fordelt, men de er i absolut mindretal…
En undersøgelse lavet over båndoptagelser af 18 familiers hverdagssamtaler konkluderer, at vi kvinder snakker oftest og længe, ja og….??
De eneste mænd jeg kender, der snakker lige så meget som kvinder, det er dem, vi ikke er gift med, fordi de er gift med hinanden!
Vi kommanderer og giver ordre, vi gør det ikke diplomatisk og demokratisk, nej vi bjæffer det diktatorisk! Kunne det være fordi, at sødmen i stemmen forsvinder, når man har bedt pænt 7-8 gange??
Et lille “fif” fra artiklen;
“Han skal turde banke i bordet og sige “Så stopper du, kælling”. Hun hviner af fryd, den dag han siger stop, fordi han viser, at han har selvresepkt, og så bliver hun tryg!”
Han skulle bare lige prøve…….
Hvem afgør, hvad urimelige krav er?? Et ægteskab og en fælles hverdag med forpligtelser kan til tider føles som et kæmpe krav, man drømmer sig et lille øjeblik tilbage til de frie single-dage uden afkom, men der var jo også krav…
Er det urimeligt at forvente, at man fordeler opgaverne på en “demokratisk” måde, er det urimeligt, at blive lidt “pissed”, når aftalerne brydes og man står med hele slæbet selv??
Næh, det er først urimeligt, når man forlanger, at manden også skal iklædes småblomstret!!
Artiklen handler også lidt om boligindretning, om den småblomstrede trend, jeg har ind imellem kigget boligreportager fra de smukke hvide hjem med lysekroner og sirligt arrangerede små tableauer, blomstrede hynder på stolene og shabby-chikke latte-kopper med rosenranker, det er yndigt, men hvor er mændende?? Måske er de flintrende ligeglade, eller også er det igen fordi, de hjemmefra har lært, at de skal behage kvinden og skabe ro i familien??
Min mand kommer ikke fra sådan et hjem…
Jeg har en blød plet for Nynne, der er sted i sin dagbog skriver:
Får det pludseligt dårligt v. tanken om alle de mænd, der må se fodbold i fjernsynet lænet op ad en sofapude m. blonder, pailletter og englemotiver. Og spise deres millionbøf på småblomstrede voksduge… Så er det bare jeg spørger, hvordan kan en mand ha’ et sexliv i det der. Han kan jo ikke engang få en relulær rejsning uden at hjemmets kvindelige interior decorator kommer spænende og hænger en lille kurv på med et tændt fyrfadslys. Eller én, to, tre vikler en romantisk lyskæde omkring den….
Når det nu er sagt, så indrømmer jeg gerne, at Torbens 1 km3 store højtalere fra ungkarlelivet står på hans kontor i Viborg!!
3 Kommentarer
Altså, jeg kan godt forstå mænd i dag er forvirrede over alle de “krav”, vi stiller til deres rolle – men jeg kan ikke forstå, der bliver ved med at komme den ene artikel efter den anden om emnet, hver gang lignende noget, hvor forfatteren tror, hun har set lyset.
Måske er jeg priviligeret, min mand er på mange områder typisk mand, men på lige så mange områder er han bare…sig selv, ingen typificering eller noget, men en mand, der elsker at være sammen med sine børn og sin kone, elsker at lave mad, elsker at være “Husets Herre”…og bare er MIN mand, som jeg – i store træk – vil ha’ ham.
Hvorfor er det, så mange kvinder finder en mand, der bare LIGE er, som de vil ha’ ham – og når de så har ham, vil de lave ham helt om? Hvorfor ikke begge være dem, de er, i parforholdet…
Hi hi, og her står højtalerne og pynter i stuen, og jeg må indrømme at nødig vil undvære dem, for hold kæft, hvor ka’ de da spille dejligt højt.
Sæ’fø’li’ lyder det kun godt, når det er “min” musik der spilles højt. Alt andet må spilles højt et andet sted, eller når jeg ikke er hjemme ;o)
Bettina, der stilles da ikke flere krav til mændenes roller, end der gør til vores, og artiklerne er vel bare et bevis på, at vi til stadighed optages af, at finde ud af det modsatte køn.
Jeg kan ikke ta’ sådanne artikler alvorligt, for virkeligheden er mange gange mere nuanceret,end den fremstilles i de ofte generaliserende skriverier, men både Torben og jeg kan trække på smilebåndet og nikke genkendede til nogle af de bryderier, som vi kender både fra vores eget hjem, og fra mange af vores venners.
Og Nettie, jeg er helt vild med høj musik, er den der gang på gang har sprunget følsomme dimser i højtalerne, men det går altså bare ikke med de kæmpe klodser her på matriklen ;-))