SMUKT OG RIGTIGT…

En lille hurtig om dagen i går, der forløb på smukkeste vis, når det nu var sådan det skulle være.
Vi har, på min fars side, en sort sort humor, og pakker ikke tingene ind, de kommer råt og usødet, men ikke uden takt; den måde at være sammen på kom også til at præge Sus’ bisættelse!

Vi græd, når vi trængte, og grinede når der var noget at grine af, og det var der heldigvis; gamle historie, Ibs skæve betragtninger af hans nye liv uden Sus og andet, der holdt os fast i, at livet og hverdagen fortsætter.

Vi mistede alle sammen pusten og blev grebet om hjertet, da min gamle farmor i sin kørstol blev rullet op til kisten, hun sørgede højlydt og hjerteskærende, vi kan vel alle forestille os, sådan da, hvordan det er, for 2.gang, at begrave et barn.
Farmor blev placeret helt oppe ved kisten, og lagde mange gange sin gamle hånd med den sprøde hud over på kisten og aede den, jeg havde hentet en stol i koret, og sad med hendes anden hånd i min, det var så svært at være i, men fyldte mig også med en stille fred.
Præsten var formidabel, talte så rigtigt om Sus, og sang med den smukkeste stemme sammen med koret.

Vi kom igennem det, på en måde, der ikke var så ringe endda…