SURVIVAL-KIT…

Jeg sidder her og gaber kæberne af led, mens jeg gen-læser morgendagens lektie, ikke den jeg skal bruge sammen med børnene i skolen, men den vi alle har fået for til vores pædagogiske døgn, “Konflikter i skolen” af Laila Jensen, som også er den, der skal guide os igennem forløbet.

Jeg er nødt til at stive mig af med et survival-kit, en “mumset” muffin og en skoldhed kop Latte, burde måske undlade mælken og snuppe en trippel espresso, så pulsen kunne komme op i feltet markeret med “liv”…

Jeg er træt som bare fa…., men jeg vil altså lige snuppe det tynde, men koncentrerede, hæfte en gang mere, læste det nærmest for mindst 100 år siden, og jeg ved, at eftermiddagen bliver livligere og mere udbytterig, hvis jeg er a-jour!

I hæftet er en lille figur: De 3 p’er, som jeg er ret vild med, måske er det genkendelsens glæde, for det er noget, jeg har brugt rigtigt meget krudt på, både under mit studie og min specialeskrivning, men også i mit arbejde siden hen.

De 3 p’er beskriver 3 dele af vores person, den professionelle, den personlige og den private; når man arbejder med mennesker, som jeg, bruger man sig selv som redskab, og med den type unger jeg arbejder bruger jeg lige så meget, hvis ikke mere, den personlige, som den professionelle del af mig selv.

Den professionelle del er selvfølgelig min faglighed, teorierne jeg bygger min praksis på, den viden jeg gjorde til min under mit studie.
Den personlige del er min fremtræden, mit temperament, måden jeg agerer på, og hvis der ikke er overensstemmelse mellem det og så det, der kommer ud af min mund, så kan jeg lige så godt kaste håndklædet i ringen.
Disse meget skadede børn er verdensmestre i at se ind under facaden, de ved før end du selv, når du vakler, og så bliver angrebet sat ind, big time!
Hvis jeg udelukkende handler med hovedet, så kan jeg glemme alt om at nå dem, det er relationen der tæller og rykker noget, og relationen skal være personlig, hjertevarm og rummelig…

Mit private jeg, det er kun for de få; her kommer kun de ind, der bliver inviteret af mig, men det er her inde, at jeg ind imellem græder for de børn, der kun møder voksne, der yder professionel omsorg, dem der handler med hjernen, og lader hjertet blive hjemme.
Det går bare ikke….

Jeg ved godt, at nogen vil være uenige, og sige, at den måde at arbejde på er den direkte vej til udbrændthed, måske, men jeg hopper af toget på perronen inden, og så skal den ellers bare ha’ alt hvad den kan trække indtil da!!