Ja, undskyld mig, men jeg er edderspændt rasende forsmået hak-i-stoltheden sur-agtig, er lige blevet ringet op, og fik serveret en træls én:
“Ja, Anne, jeg ringer for at fortælle dig, at vi har valgt at ansætte den anden, vi droppede anden samtale-runde, for nu måtte vi hellere ta’ en beslutning!”
Bla-bla-bla, snakken frem og tilbage om fordele og ulemper, hvad der gjorde udfaldet o.s.v., bla-bla-bla….
Ham, som jeg jo håbede på skulle være min nye chef, er en psykolog, som jeg kender ret godt igennem samarbejde omk. en vanskelig familie, og vores kendskab til hinanden, fik ham nok til at åbne posen lidt mere, end godt var, for egentlig kom han til at udlevere nogle af sine medarbejdere en smule, men jeg ved, at han gjorde det for at glatte lidt ud og for at gi’ mig lidt opbakning.
Han forklarede, at der var lidt problemer i gruppen af pædagoger, og at de altså var lidt følsomme, så de var nervøse for, om der nu kom en “brølabe” ind i samarbejdet, en for selvsikker én, der ville gøre dem mere usikre.
Den tygger jeg så lidt på, og bruger den lige til at stive mig selv af, for jow, hellere brølabe, end i et med tapetet, og nu vil jeg lige gå mig en tudetur med hunden, jeg hader at blive nummer 2…
5 Kommentarer
Mange tanker til sig, Anne – der er helt sikkert en dybere mening med det i det længere løb.
(og velkommen hjem, i øvrigt! Har ligget underdrejet…)
Ikke et specielt professionelt afslag. Måske er det slet ikke en arbejdsplads for dig – men det er træls at blive stillet noget i udsigt og så blive spist af med noget forvrøvlet sludder 🙁
Det rigtige job er derude et sted og det venter på dig Anne
Huff, det er ikke kjekt å bli nummer to. Det var en skikkelig kjib måte du ble avvist på, så det var sikkert ikke en hyggelig arbeidsplas likevel.
Trøsteklem!
Øv – øv – øv.
Det er da altid noget, at han ringede og ikke bare skrev et eller andet ligegyldigt. Men surt under alle omstændigheder. Gad vide om en meddelelse om nr. 2 overhovedet kan blive andet end surt show.
Håber, du ikke synes, det bliver for træls at være på det gamle arbejde nu.
Fat mod!
Hej Anne,
Jamen, klap dig selv på skulderen, for du har netop “undgået” en ansættelse med skrøbelige kollegaer, der ikke kan “tåle” at være sammen med én, der ikke liiige netop deres holdning!
Næ, du skal da have et job med nogle sprælske kolleger, så god jagt 😉
KH Julie