Måske har jeg været uopmærksom de seneste dage, når jeg har været på min eftermiddagstur med Nugga, måske jeg kigget uden at se, for pludselig opdagede jeg i dag, at hylden blomstre!
Jeg elsker hyld, og kan heldigvis finde mange træer lige i krattet omkring os; for mig er hyldens hvide blomsterende skærme midsommer, lange lyse nætter, skoleferie og SAFT…Hver eneste år ved denne tid brygger vi i litervis af hyldeblomst-saft, men drikker altid først det første glas på Sophies fødselsdag d.6.7.
I dag plukkede jeg bare tre skærme til at dufte til på turen hjem, for til vores hylde-traditioner hører også, at pigerne og jeg plukker sammen en tidlig morgen, slæber hjem og sætter bryggen i gang, og så spiser vi friske franskbrødsmadder med danske jordbær…
Vi køber ind, så vi er klar på lørdag!
FAMILIENS HYLDEBLOMST-SAFT
50 hyldeblomstskærme
Saft og tynd skal af 5 citroner
2 kg. rørsukker
2 l. kogende vand
2 små breve citronsyre
Ingredienserne lægges i en stor skål ell. balje, og det kogende vand hældes over.
Trækker køligt i 4-5 dage, og hældes så på skoldede flasker.
HYLDEBLOMSTSIRUP
1 l. færdig hyldeblomstsaft koges ind med yderligere 200 g. sukker.
Siruppen kan bruges over ell. i is, i kager eller måske til en kølig sommerdrink med Asti eller kold hvidvin.
3 Kommentarer
Hvor lyder det hyggeligt med jeres tradition omkring saften Anne. Jeg skal også på rov i weekenden, men skal lige have afsøgt lokaliteterne ude omkring, når jeg kører på landevejene, for her omkring er der ingen hyld at “låne” af
Hyldeblomstsirup har jeg alligevel aldrig lavet, men det skal bestemt prøves denne gang – tak for opskriften
Velbekomme, Liselotte, jeg er da glad for at kunne gøre gengæld for alle de gange, jeg har fundet opskrifter hos dig
[…] var lige før en af de årligt tilbagevendende begivenheder glippede for os denne sommer, det havde ikke været godt, en enkelt af pigerne mener, at det ville […]