Så er de to sorte lømler, Lakrids og Panter, flyttet over til naboerne og Simba, som her får den sidste kæle-tur af Amanda, er rykket hjem til Lerke i Silkeborg.
Bestanden af mylinger er halveret og i dag kommer Ella og Co. og henter Malou, så er der bare 2 tilbage, og de må afsted i morgen.
Det er hårdt for os, vi har alle en lille klump i maven, men det er spillereglerne, og da vi ikke vil undvære det årlige kuld, så må vi også ta’ afskedsseancerne med…
Jeg glæder mig rigtigt meget til at møde Ella i dag, synes jo sådan set, at jeg kender hende, men det gør jeg egentlig ikke, eller??!!
I aftes fik jeg lige for en kort bemærkning en smule stress over, at der skulle komme sådan helt nye gæster i dag, jeg gik rundt og kigge på alt det, som jeg synes, der burde ha’ været ordnet:
De 150 meter hæk, der godt kunne trænge til en kærlige luge-hånd!
De billeder, der ikke er blevet hængt op!
Stauderne og Dahlia’erne der skulle være studset!
Ja, og så lige alle de der små andre ting, som jeg da godt kunne ha’ fået styr på!
Jeg er blevet meget bedre med tiden, bedre til ikke at gå helt i selvsving over gæster, jeg prøver at slappe af og bare glæde mig, jeg ER blevet bedre, meeeeeen…
Heldigvis er Ella jo en dejlig kvinde, der lige forstår at komme med den helt rigtige bemærkning:
“Jeg inspicerer ikke, jeg besøger!!”
Vi glæder os til hun kommer på besøg…
5 Kommentarer
Tak for snakken i telefonen Anne og øv, at vi må udsætte 🙁
Ja, at du kan nænne det over for det stakkels kattebarn!
Den lille myling står og hyler i en papkasse her udenfor hoveddøren, du havde jo sagt i dag, så vi fodrer ikke på hende én dag mere 😉
Hold da op, med det selvsving burde jeg aldrig have gæster…. Kan f.eks. ikke huske hvornår (=hvilket år…), vinduerne sidst blev pudset. k.h. Mette (P.S. Har ikke glemt at jeg skylder dig en mail!)
Jeg er altså blevet MEGET bedre, Mette, nu får jeg ikke høj puls mere, går måske bare lidt hurtigere rundt 😉
Jeg er hårdt skolet, og det tager åbenbart mange år at lægge fra sig, i mir barndomshjem blev der blæst alarm og alle på banen, når der skulle komme gæster, det var lige før, at jeg blev spritet af og bundet fast, så jeg ikke kunne ugle krøllerne…
Det er jeg glad for, Anne. At jeg så godt kunne tænke mig, at mine vinduer var nypudsede ind i mellem, men det er ikke det vigtigste. God ferie i det svenske – bare det var mig! k.h. Mette