FANGE NUMMER 75151…

Forleden eftermiddag faldt jeg i et Oprah Show, der siden har spøgt inden i, en udsendelse, der har fået mig til at græde tunge salte tårer, for én, der har spillet en betydelig rolle i mit liv, og for en masse mennesker, jeg aldrig har mødt.

Oprah besøgte Auschwitz sammen med Elie Wiesel, der overlevede sit ophold i dødslejren; stemningen, billederne og fortællingerne bragte minder frem i mig, minder om min morfar, Måff, der sad over 2 år i kz-lejr, og som resten af sit liv var dybt mærket af sine oplevelser der.

Jeg er født i 1965, 20 år efter at min Måff, som en af de sidste, kom hjem i de hvide busser, men jeg tror, at rædslerne levede lige så stærkt i ham på det tidspunkt, som de gjorde i de første år…

Jeg voksede op hos ham og min mormor, sov i deres soveværelse de første mange år, og er ofte vågnet op til hans mareridts-skrig, der hev os alle ud af søvnen med hjertet i halsen.
Jeg husker hvordan mormor kaldte på ham, når han sad i sengen med stirrende øjne, der så noget, som vi andre forhåbentlig aldrig vil komme til at se, “Poul, du er hjemme, der sker ikke noget!”.

Jeg så hvordan, han kunne våge over sin tallerken og komme til at skovle ind, til trods for at der var rigelige portioner i vores hjem; jeg så ham blive tom i blikket, når fortidens spøgelser gled forbi i en stille stund, og så ham dvæle ved nogle af de ting, han havde bragt med sig hjem, bl.a. en mandsfigur, groft snittet i træ, siddende på hug med armene strakt ud foran sig, sådan som de havde siddet i timer i regn og kulde.

Jeg så, hvordan rædslerne vendte tilbage for fuld styrke, da Måff som 60 årig lå døende af kræft hjemme i Apotekergade, han skreg og slog om sig, omtumlet af den morfin, der lettede ham for én slags smerter, men hensatte ham i nogle andre…

Historierne fra Måffs tid i Tyskland er mange og grusomme, jeg bærer dem videre inden i, og fortæller dem i bidder til pigerne, efterhånden som de bliver store nok til at forstå og bære det.

Mange oplevede Måff som brysk og streng, det var han aldrig overfor mig, han var blevet blidere og mere nærværende, end da hans egne børn var små, han nød at være morfar og syntes, at det var en stor luksus at ha’ mig hos sig hver eneste dag.
Han tog sig tid, legede og pjattede, og jeg blev kildet og tumlet, når jeg kaldte ham P. Andersen-Løve, fordi hans stemme buldrede og var lidt for høj, fordi han selv var blevet lidt tunghør i Tyskland.

Han var en smuk mand, med intense stål-grå øjne, et markeret ansigt og en rank og stolt holdning, han havde et varmt hjerte og en smittende og rungende latter, han var min Måff.
Han lærte mig medmenneskelighed og respekt, men fortalte mig også, hvordan angst og fornedrelse kan afstumpe og gøre folk til skygger eller onde afarter af deres oprindelige selv.

De overlevende fra koncentrationslejrene er en uddøende race, de er gamle og trætte, og løfter ikke deres røster så voldsomt mere, rædslerne fra dengang går i glemmebogen, det er uhyrligt, intet så grusomt må blive glemt.
Man lovede hinanden, at ingen ville glemme, at det aldrig ville ske igen, men hva’ med Jugoslavien, hva’ med Rwanda, hva’ med Sudan…

Elie Weisel fik Nobels Fredspris i 86, han sagde dengang:

“Handling er det eneste middel mod ligegyldighed!”

Jeg føler mig magtesløs og handlingslammet, når jeg hører historierne og ser billederne fra Dafur i Sudan, disse dages Holocaust, og kan ikke se, hvordan jeg kan gøre en forskel i det billede.

Men jeg vælger at tro, at den medmenneskelighed Måff gjorde til en del af mig, den bliver også til en del af mine piger, måske endda også til en del af de børn, jeg hver dag arbejder med, og hvis det er deri, vi tager vores udgangspunkt i vores møde med andre mennekser, så flytter vi måske en anelse på den ondskab, der får verden til at gå i sort…