Jeg er tyndhudet i disse dage, og der skal ikke meget til, før underlæben vender den forkerte vej og øjenkrogene er fyldte, jeg er prikken og letantændelig, og både børn, mand og husdyr har måtte stå model til lynende øjne og hvæsen ud gennem tænderne.
Det er ikke i orden, og jeg prøver at tøjle det, men jeg har temperament som en italiener og er ind imellem i mine følelsers vold…
Jeg prøver at finde årsager, men kan ikke sætte fingeren på noget bestemt, men turen til Ålborg i tirsdags gjorde noget ved mig.
Det var en smuk og fredfyldt oplevelse, men også hjerteskærende; der var larmende stilhed, men også glade og hjertelige grin, det hele var så fint.
Men det sætter ligesom tingene i perspektiv, og giver for alvor stof til eftertanke…
Jeg kan mærke, at jeg bliver flov, når jeg står i alrummet og irriteres over, at jeg ikke har noget sted at sætte den nye yndlings-jule-dims, eller når jeg kigger på Amandas uorganiserede værelse og hører mig selv sige: “Er det for pokker så vanskeligt at smide det tøj på en stol i stedet for på gulvet, hva’??!!”.
Det er dumt og ligegyldigt, petitesser, spild af stunder, der kunne være glade og fyldt med latter!
Vi oplever alle ind imellem ting, der får os til at stoppe op, og tænke mere taknemmeligt på det vi har og er; der kan være så mange årsager til det, død, skilsmisse, sygdom, arbejdsløshed, uvenskaber, der giver os et wakeup-call.
Men hurtigt kommer hverdagen igen, vi glemmer, vi kommer over, kommer videre, og irriteres så igen over den efterladte avis på bordet, de rodede værelser, køen i supermarkedet.
Bare jeg kunne holde fast i taknemmeligheden lidt længere, ikke lade mig overmande af irritation over ligegyldigheder, huske at påskønne det smukke i en blå himmel og nabobarnets glade grin, men jeg er jo også bare et menneske…
7 Kommentarer
Træk vejret ned i maven og sig pyt 10 gange. Du kan tro jeg kender dine følelser. Tirsdagen har også gjort et dybt indtryk på mig.
et knus fra mig til dig, Anne.
Frida
man får jo tårer i øjnene når man læser dit indlæg. Hvor er du altså go til at beskrive hvordan du har det. Håber du snart får det bedre, så dine børn får sin glade mor igen.
Knus fra Jane
Lad vær at pines over det, du er ihvertfald ikke alene. Jeg kæmper til stadighed med at huske nok på alt jeg har, på alle de stunder hvor lykken kigger forbi. Det er bare ikke altid lige nemt at være sådan et helt almindelig menneske. Jeg vælger dog at tror på at det gør en forskel i sig selv at være bevidst om hvad man kan gøre anderledes:)
Der fik du mig alligevel til at undres, Ella, jeg læste det som “spyt 10 gange”, men det kunne da måske også hjælpe 😉
Det er ikke sådan at jeg er helt nede og bide i gulvtæppet, slet ikke, men sådan argh-agtig, og jeg er glad det meste af tiden, bare lidt “ømskindet”.
Og så tak for knuset, Firda, de er nu altid så rare!
Heldigvis er vi bare mennesker, Anne – derfor må vi “fejle” ind imellem og evig taknemmelighed ville altså også være en tand for kedeligt, ikke 😉
Sådan er det, Liselotte, men vi kan da prøve at bilde os ind, at vi er mennesker af den gode slags 😉
Velkommen hjem, det er dejligt du er her igen!