BÅK, BÅK, BÅÅÅÅK…

Sådan siger mine piger, at det lød i går i alrummet, hønsegård siger de, men med et glimt i øjet, for de nød nu også besøget nordfra, specielt Amanda, der holdt os med selskab det meste af tiden.

Vi havde det selvfølgelig skønt, varmt og hyggeligt, sjovt og umiddelbart, inderligt og nært, vi er godt selskab for hinanden.
Vi fik ordnet stort og småt, og der var selvfølgelig også en masse vi slet ikke fik nået, men sådan er det, og heldigvis kommer der andre dage, hvor vi så kan gøre det.

Der blev bællet kaffe og cola og indhaleret sukkerstads i rå mængder, der blev kigget strik, hus og have, alt sammen fordi det var det, vi havde lyst til…Og der blev også indlagt en lille spontan udflugt til den anden side af søen, for damerne sukkede efter duftgeranier, og jeg kender det allerbedste sted at forarme sig i sådan nogen.
Der blev pillet, kigget og duftet så inderligt på så meget forskelligt, at jeg til sidst måtte melde pas, det blev for meget med alle de parfumerede blade helt oppe i bihulerne.

Jeg fik kun et par stykker, andre fik en hel masse…

Det var den dejligste dag, var det, og det blev halvsent før den lille turkise bil futtede af igen.
Men den vender tilbage inden længe, ved jeg, og det glæder vi os til!

Amanda havde også hygget sig med Ella og Liselotte, og da hun lå med sit søde lille hoved på puden i aftes, sukkede hun inderligt og sagde:

Det var bare en hyggeligt dag, hva’ mor, men for hulan da, hvor Liselotte bander, det er faktisk værre end dig!!

Så det er ikke kun på håndskrift, lommebogsnotater, dippedut-trang og cola-hang vi ligner hinanden, det er den-onde-lyne-mig også på sømandsgloserne…