Søndag aften var vi til den hyggeligste middag hos Hanne og hendes familie, vi var 4 voksne omkring de 40, og så vores tilsammen 5 døtre, der med hver deres personlighed, spøjs og mere spøjs, satte lidt ekstra kulør på samværet.
Vi fik serveret skøn mad, dejlig vin og den gode snak flød om bordet og senere i de bløde sofaer.
Hvordan vi nåede til den gyselige historie, om et narkoman-forældre-par, der havde efterladt deres baby i en hoppegynge i en udrangeret lejlighed på Lupinvej i Silkeborg, det husker jeg ikke længere, men vi havde i alle tilfælde to meget forskellige tilgange til historien om det døde barn i hoppegyngen…
Vi har i vores familie dyrket vandrehistorierne, læst højt for hinanden, og flere gange oplevet helt det samme, som vi gjorde i søndags hos Hanne og Co., nemlig at folk reagerer meget kraftigt på det, fordi lige netop den historie, man nu er kommet til, ja den er altså sand, for det er enten kusines mands mosters svigermors gamle nabo eller studiekammeratens gamle folkeskolelærers tidligere kærestes faster, der har set det med egne øjne!
Hanne var sikker, bombesikker, på, at det var sandhed, 100 %, helt og aldeles, for hun havde hørt historien af en politi-mand, han havde selv været der i lejligheden med den døde baby, jeg var knap så sikker, faktisk det stik modsatte!
For jeg kan huske historien helt fra jeg var barn, hvor jeg hørte, at nogle forældre var rejst på charterferie, og at barnet så sad indtørret og stendødt i en hoppegynge, da de vendte hjem, fordi bedstemoderen, der skulle passe barn, var blevet dræbt i en ulykke på vej til babyen.
Siden har jeg også fået den fortalt i flere andre versioner, og endda læst et par, der tydeligt udsprang af samme kilde.
Hanne gav sig ikke uden kamp, og det skal man heller ikke, men latteren var høj, da jeg viste hende denne bog på nettet!
Hun vil nu for en sikkerheds skyld lige ha’ fat i politimanden, og vride armen rundt på ham, for har han nu bare gjort sig selv til hovedperson i en historie, der er gået på omgang mellem politistationerne, og rundt i resten af verden for den sags skyld, eller??
Jeg venter i spænding!
Vi har bogen og også en mere i samme genre, det er vist på tide, at de findes frem og læses igennem igen, det er altid godt at kunne fortælle en god historie, specielt en af den slags, hvor der med det samme er en der siger, at den der, den er altså god nok…
6 Kommentarer
Ja, jeg får fat på ham i morgen og så kan det være der kommer en ny bog, som hedder “politimanden, som aldrig mere turde fortælle historier”
Jeg skal i bogbussen i aften og se, om jeg ellers er blevet snøret, eller om den med julemanden også er løgn 🙂
Sikke da nogle geniale bøger.. Elsker en god gammel vandrehistorie! Også et oplagt bud på en mandelgave bog!!
Jeg kender godt den vandrehistorie – og mange andre. Det der er ret morsomt med de vandrehistorier er (som du selv påpeger) altid – og det slår aldrig fejl – at det altid er en venindes bekendt eller en anden der kender en som kender en der selv har oplevet det..
hm…i dagens avis er der en ikke-vandrehistorie om en belgisk mor, der glemmer at aflevere 5 mdr gammel baby i vuggestuen og først 8 timer senere, da hun vil hente det igen, opdager at det sidder fastspændt på bagsædet. Normalt svælger vi ikke i den slags historier herhjemme, men i al vores glæde og lykke undrer vi os… hvordan kan man glemme…… hvordan kan nogen gå forbi en bil med et grædende spædbarn og ikke blande sig…hvordan går livet videre når man har taget livet af sin baby? Bare fordi man havde travlt.
Vi kysser lige hans tæer en gang til og lover hinanden ikke at have for travlt.
kh Linda
Hvis man er frisk på at bevæge sig uden for danmarks grænser så findes der også Snopes.com, hvor de prøver at be- eller afkræfte forskellige ‘urban legends’. Det er nok ikke alle man kender, men der er da nogle sjove historier, f.eks. under cokelore og disney.
I Norge er en av disse bøkene oversatt og heter Den stjålne svigermor og andre vandrehistorier (Råttan i pizzaen). Historien om det døde barnet er faktisk også gjengitt i en (selvbiografisk) roman fra rusmiljø, – men jeg husker bare ikke tittelen akkurat nå. Når vi har om folkeeventyr og sagn med våre elever i 8. klasse, så avslutter vi alltid med å fortelle de mest hårreisende vandrehistoriene.