Ugen op til jul bød på en afrundede samtale hos de kloge læger, der havde samlet sammen på alle de undersøgelser mit trætte hjerte har været igennem i løbet af de sidste måneder.
ALT er tjekket og vurderet, der er scannet, målt, røntgenfotograferet, kikkertkigget og medicineret og konklusionen er blevet, at jeg har en småkarssygdom, syndrom x, og at dette er årsagen til de mange hjertesmerter og den øgede træthed jeg har mærket igennem den sidste lange lange tid.
Jeg er ikke færdig med at fordøje denne besked, ved ikke om jeg skal være lettet eller ked, det kommer til at tage en tid at få rystet fjerene og få det placeret der, hvor det skal være…
Vi er lettede over, at det som sådan ikke er farligt, meget lettede og lykkelige, men jeg kommer til at bruge en del energi på at skulle finde en anden måde at være Anne på, for dagene med fuld fart frem i højeste gear og kun få timers søvn skal arbejdes over i den historiske skuffe “Dengang før Anne…” og så skal jeg lære at være i verden på en mere afslappet og knap så Duracell-agtig måde, det bliver ikke let.
Jeg ved, at jeg kommer til at føre lange samtaler med mig selv, og bruge en kæmpe portion overbevisningsevne til at få mig selv til at tro på, at der er andre måder, og at jeg ikke er en ringere Anne, bare en anden, og at det er okay at sige nej, at melde pas på noget af alt det, som jeg før har grebet af mig selv uden ret megen opfordring…
Det bliver ikke let, men det bliver, også selvom vejen derhen bliver bumlet og med rigtigt mange sving, det er ikke så ligetil at skulle aflære et godt lejret mønster, der er surret sammen med en evig summen i hovedet af “Jeg burde – de regner med – jeg plejer – bliver de mon utilfredse”.
Jeg skal ha’ lidt tid til at øve!
Og når jeg går lidt i panik, for det gør jeg, så må jeg klamre mig til det lille vedhæng, der dasker mod mit hjerte, en gave fra Liselotte, der mente, at det måtte passe til mig lige her og nu.
Bevar roen, fortsæt og alt bliver godt – bare på en ny måde…
28 Kommentarer
Hvor er det godt at, det ikke er noget meget alvorligt. Jeg kan godt forstå at det er svært at skulle vænne sig til nye vaner, men som vedhænget siger er det bare om at: keep calm and carry on;-) Det er jeg sikker på at du også bliver god til engang.
Det kommer til at tage tid, og du skal give dig selv lov til at bruge al den tid på det, som du har behov for.
Held og lykke med det og store varme krus her fra Roskilde.
altså ..sikke noget!
Vished om noget, som du så skal lære at tackle! Du må give dig god tid Anne
Selvfølgelig er det dejligt, at det ikke direkte er noget farligt.. Sikke en lettelse! Men en livsforandring er det jo da og den slags tager tid og den tid må du tage dig.
Den søde gave fra Liselotte er meget passende lige nu.. Keep calm and carry on..
Heisann!
Til lykke med den nye Anne!! 🙂 Det kan jo bli spennende! 🙂
Kære Anne!
Jeg er virkelig glad på dine vegne over at du – og din familie – nu har vished, og ved hvordan du skal forholde dig :0)
Jeg kender godt rejsen du nu skal ud på nu – blot baseret på andre fysiske årsager. Og de mange samtaler og kampe med sig selv om at livet fører i en anden retning end forventet….pyha, den allersværeste at argumentere med er sig selv, synes jeg!
Men jeg ved, at det med tiden ender ud i fornuftige ting, og at livet også ser rigtig dejligt ud fra det langsomme spor (selvom jeg sulme ofte har lyst til at suse ud i overhalingsbanen som førhen!!)
Jeg sætter en ære i at lave og finde mine egne nye spor og veje i livet – øver mig i det hver dag. Sætter dem i stedet for dé der måske ikke er farbare for mig mere…og hvor har jeg kunnet tage meget skønt med mig.
Jeg er sikker på, at du kan skabe den smukkeste infrastruktur og navnegive utallige fantastiske “Anne veje” :0))
KH
Ulla
Pyha. Og æv. Så må du lære at skynde dig langsomt 🙂 Og mærke efter. Og sætte dig selv i første række. Det er noget af en lektie, men det skal du nok klare. Det er dejligt at du får det godt, når du lærer at leve med det og efter det. Det skal nok blive godt igen! 🙂
Puha 🙁 Godt at du fik en grund, og at det ikke er livsfarligt (hvad jeg kan læse ud fra dit link). Men jeg forstår godt din angst og bekymring. Godt du har din familie og gode venner 🙂
Du ved hvor du er på vej hen, og det altid godt at vide. Også selvom det ikke bliver let og der er mange bump på vejen, så når du det helt sikkert i dit eget tempo, og det tror jeg er vigtigt 🙂
Du tager din tid, du øver dig, og opdager, at du kan. Tro mig.
Kære Anne. Glædelig jul og gode ønsker for dig i forhold til at skulle lære at tackle din diagnose. Jeg er glad for at høre at du ikke skal vente længere på besked. Der findes vel næsten ikke noget værre end at vente og være bekymret samtidig.
2008 er snart gået, og i det forløbne års tid har jeg ofte været inde og nyde din verden her på siden 🙂 Her er så smukt. Og det der sjal du er ved at ordne dunter til – hold da op! Sikke et arbejde. Hvordan kommer det mon til at se ud på bagsiden? Jeg vil glæde mig til at se det og andre fantastiske sager fra dine hænder – men endelig i dit eget tempo som skal følge din egen lyst! Pas på dig selv!
Mange hilsner fra Ingeberg – som venter på vintergækker, og så lige at der aldrig mere er halsbetændelse eller krig i hele verden……
Kære Anne
Glædelig jul ! Og godt at det ikke var så alvorligt som du frygtede.
Jeg kender dig kun her fra bloggen og fra en enkelt sammenkomst i Skægkær, men fornemmer at du er en dame med krudt i en vis legemsdel 🙂 Og jeg vil ikke foregøgle dig noget- vores liv kan nok ikke sammenlignes, men…. Jeg fik først brystkræft og lærte, selv om det var svært, at leve med det. Nu har jeg så recidiv brystkræft og skal lære at leve så godt og så længe, som jeg kan. Absolut ikke let, når man gerne vil så frygtelig meget som jeg, and there is so little time ,men heller ikke noget at græde over, for mig er det bare derudad – jeg elsker mit liv, men er nødt til at være selektiv. Du er så vidt jeg kan læse og se en smuk dame med masser af power og potentiale, så derudad i dit tempo og på den måde du vil , vælg at få et liv der præcis passer på Anne ! Det har jeg læst nok hos dig til at vide, at du kan !
Kærlig hilsen Irene
Kære Anne.
Det her er da både en ØV, og en OK besked…. :-/
– Øv, fordi det jo alt andet lige vil påvirke den måde du kan leve dit liv på .-( , – og OK, fordi der også står de meget vigtige ord, – “på ingen måde farlig eller livstruende…” !! 🙂
Som andre også har skrevet her, er jeg sikker på, at du kan og vil få det bedste ud af det ! – Og du har jo allerede skrivet det jo selv “… alt bliver godt – bare på en ny måde…”. 😉
– Pas på dig, og go´vind fremover ! 🙂
Kæreste Anne… jeg ønsker dig god tur ud i det ukendte nye Anne-land.. det bliver spændende, hårdt, udviklende, grænseoverskridende.. du vil mærke den dårlige samvittighed prikke til dig mere end en gang – du vil høre tankeløse bemærkninger fra folk med små hjerner, hjerter og sko der må klemme…
Bagefter håber jeg for dig at du vil nyde den nye Anne – hun bliver nemlig ikke dårligere – og egentlig heller ikke så meget anderledes..
Hilsner fra en der selv har været der på grund af en stressrelateret depression…
Så kom der endelig en diagnose på….jeg kan godt forstå, at du er rystet, og at der er en masse kameler, der skal sluges, MEN du er ikke i fare for at miste dit dyrebare liv, og det er fandeme en god nyhed!
Kærlig hilsen
Julie
Puha, så kom der dog en afklaring og en årsag til det hele. jeg kan godt forestille mig at det må være en hård nyser at skulle sluge og kaperere (er selv gift med en hjerte-patient). På den anden side står du nu foran en ny vej, at finde en ny måde at være Anne på og have det godt i alt hvad du gør. Det bliver sikkert hårdt at skulle huske at sige nej til fristende ting en gang i mellem, men vælg med omhu og nyd hvert sekund at det du gør. Held og lykke med den nye vej – og rigtig Godt Nytår.. Kh tanni
Hej Anne.
Først glædelig bagjul, er det ikke sådan man siger :-))
Det bliver en svær tid, for det er svært at skulle “lave om” på sig selv og sit billede af hvem man er og hvad man kan.
I mine værste stunder tænker jeg tit på noget en af mine veninder engang sagde til mig, “at det heldigvis ikke var noget man kunne dø af”. Og det må også her være det positive i din diagnose.
Husk på at du kan alt det du kunne før men bare i et andet tempo.
En masse knus til dig
Hilsen Susan
Kæreste Anne!!
Hvor er det rart med en diagnose og dermed lidt vejledning til dit liv fremover. Selvfølgelig bliver det svært – men med dit fantastiske livsklogskab er jeg sikker på at rejsen i det nye Anne-land også bliver fantastisk.
Cyber-kram fra,
Britt
Det var godt du endelig fikk vite hva det var. Og godt at det ikke var av den skumle alvorlige sorten. Men alvorlig nok da det innebærer at du nå må gjøre endringer i livet og passe veldig godt på deg selv. Jeg er sikker på at du klarer det med litt øvelse og jeg er sikker på at du vil fortsette å være et vakkert og skapende menneske som jeg vet at du er selv om jeg bare “kjenner” deg fra bloggen her! 🙂
På den ene side er det rart at få afvide der er noget galt og det ikke er noget man bilder sig ind. På den anden siden er det en grim besked.
Fik selv besked om en hjerte fejl for 2 år siden, skulle lige sluge den, er ikke sunket helt inu. Skal lige vænne sig til man er hurtigere træt og får et rap over fingerne når man ikke lyttede til kroppen. Det sværeste er nok, at det ikke er en synlig sygdom, folk har svært ved at forstå man ” lige ” pludseligt ikke kan,må det samme.
Husk du er den eneste der kan passe på dig selv 😉
Ting tager tid, også at vænne sig til tanken om man har en hjerte fejl.
Yt.
godt der er sat navn på, i min erfaring er det et stort skridt hen ad vejen. det bliver hårdt, og det ved jeg du er klar over, og det vil tage tid, det ved jeg også du er klar over, men jeg er også sikker på at du mestrer opgaven ligeså godt som alt andet du gör. der vil komme dage når du selv ikke er så overbevist som jeg er, men derefter kommer der atter en dag hvor du selv ved at du kan klare den. al held og lykke!
knus, Frida (Island)
Nu ved du hvad det er Anne – så bliver det måske meget nemmere at se fremad, på et tidspunkt. Men jeg forstår dig godt, det må være svært og jeg tror ikke at det er noget der lige pludselig sker. Men det skal ske, for din skyld og jeg vil heppe på dig – “kom så Anne, kom så Anne”.
Alle de bedste tanker til dig fra mig.
Pyha Anne, det er da noget af en kamel at skulle sluge, men det må være dejligt endelig at vide, hvad der er galt.
Det er lidt ironisk at netop du, med så stort et hjerte, har fået en hjertesygdom.
Jeg er sikker på du snilt klarer at blive en ny Anne, ikke en dårligere Anne, bare en anden Anne 🙂
Knus Jane
Tusind tak for alle jeres søde og opmuntrende kommentarer, dem er jeg rigtig glad for, og i har jo så ganske ret, vigtigst af alt er, at det ikke er farligt, jeg skal bare lige vænne mig 🙂
Om en tid er det sikkert kun et lille aber-dabei i min hverdag, som snart er tilbage i nogenlunde vanlig gænge, bare i et lidt roligere tempo.
Jeg forsøger at tage det ovenfra og ned, og det meste af tiden går det rigtigt godt, jeg synes selv, at jeg er god til at komme tilbage på sporet, når jeg slingrer, men jeg skal altså lige lære at køre denne her nye livs-cykel…
Sikke en “mundfuld”, der skal fordøjes…. og du er eller bliver absolut ikke en ringere Anne, fordi det hele skal gå langsommere og visse ting må vælges fra.. Brug den tid, der skal til 🙂
Det er altid godt at få vished, selv om beskeden ikke altid er den rareste. Jeg er dog sikker på, at du nok skal klare både bump og sving, i dit helt eget gear.
besynderlig kommentar, de har fået smidt ind der midt i: “syndrom X er en diagnose der stilles, når alle andre muligheder er udelukket”. Det kommer til at lyde lidt “hysterisk X syndrom” agtigt, og ud fra symptom beskrivelsen er der da ingen tvivl om at det er en seriøst angstprovokerende og smertefuld lidelse. Til gengæld er det så ikke en dødelig sygdom, pyha Anne, den sætning var jeg rigtig glad for! Det skal lige fordøjes, det kan jeg forstå. Et er at få diagnosen stillet, et andet er at acceptere den. Og til sidst lære at leve med den. Det bliver ikke let at tæmme ilden i rumpetten…..
Nej, det er jeg nok ikke, Jette, ringere altså, men det skal jeg lige ha’ overbevist mig selv om 😉
Det er bare lidt svært, Johanna, når man nu kun har højt gear, skal se om jeg kan finde de andre, men det kommer til at tage tid…
Lige præcis sådan havde jeg det også, Linda, som om, at det var noget man greb, når man ikke gad at høre mere på kællingen, men jeg vil sige, at det bestemt ikka var den måde, jeg fik det serveret på. Det var seriøst og meget anerkendende, og bestemt med alvorlige miner.
Jeg fortæller mig selv mange gange om dagen, at det ikke er farligt og at jeg kommer til at leve så fint med det, men det er sgu en anelse svært, når ens hjerte bare gør så ondtondtondt…