indenfor

NOGET SKAL MAN JO FORDRIVE TIDEN MED…

15/01/2009

Før…

Og nu…

Mens min søde mand boltrer sig i Alperne, ja så muntrer jeg mig herhjemme med grundrens og pensel, for der er altså grænser for, hvor længe man (jeg) kan sidde i sofaneseren og nyde mit eget gode selskab.

Det går rigtigt godt med at nyde dagene som enlig mor så længe pigerne er oppe, vi sniksnakker i et væk, men når de er bloppet i søvn oppe i deres fars side af sengen, ja så skal der jo også være noget at hygge sig med.

Og hvad er mere hyggeligt, end at male, I’m loving it, både når det handler om rum men sandelig også de mindre projekter…

Jeg har kastet mig over det lille vægskab fra alrummet, skabet som rummer mine vaser, stager, tjimstjums og dillerdaller, altså noget af alt det underlige, som jeg falder for på loppemarkeder og ferier.

Det har været længe undervejs, dette maleri, og jeg har været ude i overvejelser omkring hvid, sølv, lakrød eller gul, men jeg er endt med den sikre – sort – og for dælen da, hvor bliver det godt!

Ned a’ væggen i aftes, vaske vaske med grundrens, og da det var tørt, så fik hele molevitten første gang med den store pensel.

I dag, da jeg kom fra job, var det klar til anden gang og lige så snart det overhovedet var muligt at røre ved det, ja så skulle det selvfølgelig bakses tilbage på væggen…

Da det hang fint på sin plads igen, og kun havde efterladt 7-8 sorte striber på væggen, da jeg prøvede at ramme ophængene, tog jeg et billede med min mobil og sendte til Helle, der straks sendte en besked tilbage
“Har du malet det, mens det hang på væggen??”

Det havde altså ellers været noget af et stunt, hele væggen ville så følge med ned, hvis vi nogensinde ville flytte skabet! På væggen?! Helle for filan!! Synes hun virkelig, at jeg er så tosset…

2 dage tilbage som ski-enke, mon det ikke passer ganske udemærket til at få malet de to låger, jeg tror det, det kommer til at gå som en leg, når jeg først lige har fået sat noget afdækningstape på.

Og mon ikke alt mit skrammel kan fyldes tilbage i skabet i morgen aften, så må malingen være så hærdet, at der ikke er fare for svejsning af himstregims til hylde i våd maling, jeg tror det.

Godt lille Anneprojekt, og mon ikke Torben også synes, at det er pænt…

You Might Also Like

8 Kommentarer

  • Reply Charlotte Illum Larsen 16/01/2009 at 06:56

    Jeg lærer jo nyt hver dag – og idag har jeg så lært ordet tjimstjums.. et rigtig godt ord – der dækker det det skal… og så ligger det godt i munden. Du har været så flittig – og hvor jeg kan genkende de der projekter fra dengang Bo var rejsemontør… der var sket nye ting hver gang han kom hjem

  • Reply Jane 16/01/2009 at 07:31

    Lækkert projekt – skal hylderne også males eller er du ude i noget med tapet/papir på dem? Regner med billed af ALT også de sorte streger på væggen. :-))

  • Reply Hanne 16/01/2009 at 09:05

    Måske jeg skulle kaste mig over mit overordentlig hårtd-afsyrede vitrineskab…. du smitter 🙂

  • Reply Lise (fru Kvist) 16/01/2009 at 12:46

    Anne, som altid inspirerer du. Jeg har to kommoder og et skab, der kunne trænge. Måske man skulle se at komme i gang. Jeg beundrer din energi som enlig mor, i min måned som Afghanistan-græsenke nåede jeg intet ud over yngelplejen og den daglige drift.

  • Reply Tina - omme i London 16/01/2009 at 13:06

    Fedt! Strikketoej OG hyggemaling. Det kan kun blive en god weekend. 🙂

  • Reply Elizabeth H. 16/01/2009 at 18:24

    Sikke meget du får lavet. 🙂 God weekend.

  • Reply Olines 16/01/2009 at 18:43

    Sikken en energi du har! Jeg glæder mig til, at se billedet af det færdige skab. Rigtig god weekend til dig.

  • Reply Anne 17/01/2009 at 19:02

    Nye ord kan være gode, især hvis de lige dækker noget, som man ikke rigtigt har haft et ord for før, Charlotte 🙂

    Hylderne blev malet i samme ombæring som skabet, Jane, jeg er nok ikke sådan til hyldepapir, det vil blive for uroligt med alt det blandede, der står derinde, hvis alt var hvidt, så kunne det være flot, men der er vist kun en eneste hvid ting deri.
    Du skal få billeder af streger und alles 🙂

    Kast du dig bare, Hanne, det bliver flot og lækkert…

    Mit yngel behøver ikke så meget pleje længere, Lise, de er jo store børn, men jeg har nu nok også bare altid haft lidt af en raket bagi, ikke noget med for meget stilstand 🙂

    Ja altså Tina, strikketøjet på bordet der er jo for længst strikket færdigt, billedet er fra sensommeren, men det var lige det, der var at finde med skabet på 😉
    Og hyggemaling var det, og nu er det klaret, mon jeg kan finde andet at gi’ en tur…

    Lidt for jeg lavet, Elizabth, og så drømt meget om alt det, som jeg også kunne tænke mig at kaste mig ud i.
    Også god weekend til dig…

    Der kommet et halvvejs billede lige om lidt, Olines 🙂

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.