VEL ER VI DA EJ…

Sara har sagt til mig, at vi nok er ved at være trætte af at se på hendes Minimega kort, hun er da ikke rask, vi er slet slet ikke færdige med at kigge på, glædes over, skrive på eller pynte med hendes pusseløjerlige fugle og elefanter, hendes vuggende babushkaer eller bløde blomster, vel er vi da ej!

Jeg er i alle tilfælde ikke, tvært imod, så er jeg da stadig godt og grundigt forelsket i hendes designs, og jeg nyder hvert eneste kort, som jeg sender afsted herfra med Minimega tryk på.

Egentlig burde jeg finde mig en brun kuglepen at skrive nogle af dem med, det ville stå godt til…

De langbenede fugle er på påskebud og de ankom hertil i går fra Norges land, fint indpakket i knitrende silkepapir og med et par buttede skriggule kyllinger på toppen.

Nugga skyndte sig at æde kyllingerne, den slags er ikke til at stå for, synes hun, og da hun er ekspert i at tiltuske sig ting i absolut stilhed, ja så opdagede jeg ikke de gules endeligt, før jeg fandt en sølle rest oppe i Lauras seng.

Ja, jeg går da ud fra, at det er hundebassen, der har været i aktion, for Laura plejer nu nok at ta’ sig et stykke rugbrød, hvis sulten gnaver…

Det første kort fra pakken er skrevet og sendt afsted, jeg har sat mig selv under antielektronisk pres, flere håndskrevne breve og færre emails og sms’er, jeg vil finde tilbage til den glæde det altid har givet mig at skrive til veninder og slægtninge, jeg vil generobre den ro, som falder på mig, når jeg sidder ved bordet med papir og pen og en god kop te.

Mindst ét brev om ugen, mindst, og indtil videre bliver det med de langbenede kulørte på.

Og imens jeg skriver, kan jeg jo så vente spændt på, hvad Sara mon finder på, for hvis hun er træt af kortene, så tegner hun vel nogle nye, eller?!

Og dem skal jeg da selvfølgelig nok købe, selv om jeg ikke er træt at fugle, elefanter og tykke damer…