Hold da nu op hvor kom der gang i kommentarfeltet i det sidste indlæg!
Fedt!!
Der er kommet mange mange skønne kommentarer, og jeg har egentlig lyst til at svare tilbage på hver og én, men det må altså lige blive en samlet “tilbagemelding”…
Først skylder jeg vist lige at fortælle, at mormor og morfar takkede pænt nej til tilbuddet om 2 faste ugentlige dage med og for børnebørnene.
De elsker deres børnebørn, og vil rigtigt gerne være sammen med dem, også hjælpe ved sygdom, ekstra arbejdspres og sådan, men ikke fast og ikke hver uge.
Mormor tænkte i et kort øjeblik, at det da var en udemærket ordning, men da hun lige fik vendt den en gang eller to i hovedet og fik kigget på morfars totalt målløse ansigt, så havde hun ikke vanskeligt ved at mærke, at det vist var i overkanten…
Jeg er tilhænger af, at vi hver især indretter os, som det nu passer bedst for os, ingen af os kan fortælle sandheden om andres liv, det kan de kun selv, og ingen af os kan vel heller fælde dom over hvad der er ret og rimeligt.
Men vi kan undres, det har vi lov til, også her.
Hvis nogen familier trives med at indrette sig med “børnebørns-vagt” 2 dage om ugen, så fred være med det, jeg vil bare ha’ lov til at undre mig over, hvad der mon ligger bag et ønske om en ordning som denne.
Jeg vil også ha’ lov at tænke “forkælet” og “sig nu nej”, men det får mig jo ikke til at dømme hverken de unge forældre eller bedsterne ude, jeg undres bare…
Det er fint og dejligt, når man i familien hjælper og støtter hinanden, det synes jeg helt bestemt og af hele mit hjerte, og jeg er sikker på, at jeg også vil tilbyde min hjælp, når mine piger bliver mødre, jeg vil hjælpe med en hel masse, men ikke på bestilling i det omfang, som var ønsket i indlægget herunder.
Tusind tak for kommentarer og tanker, jeg læser og reflekterer og summer, og glædes over, at der endelig blev lidt livlig aktivitet i kommentarsporet.
Og billedet her – samme “procedure” som sidste – ikke en pind at gøre med historien –
men det er da en fin og køn Klematis og i morgen skal der findes en plads til den i haven…
6 Kommentarer
Pudsigt indimellem hvad der kan få os op af stolen og til tasterne…hos mig var det i dag Dagmarkagen 🙂
God weekend 😀
Glad for at mormor og morfar sagde nej, det er godt for dem, men også for børnebørn og børn tror jeg…held og lykke med clematisplantningen!
Ja man kan undre sig over hvorfor den slags mennesker overhovedet har fået børn!
Min mor sagde altid ja til at passe ungerne (mine søskendes) hvis hun ikke havde andre planer. Hun aflyste intet med mindre det hele var ved at brænde på (selvfølgelig havde jeg nær sagt). Nu er hun her jo desværre ikke mere, men istedet har vi min søster som gerne passer Rasmus når det er nødvendigt. Da jeg skulle opereres i marts ringede jeg og spurgte om han måtte komme og hun sagde “ja, det regnede jeg da med at han skulle” 🙂 Også ind imellem når vi bare har brug for en kæresteaften 🙂 Men det skal planlægges i god tid, for hun har altså andet at tage sig til.
Jeg passede hendes datter en gang om ugen i lang tid, men det var mig selv der havde tilbudt det, så min søster (alenemor) kunne komme lidt ud blandt andre. Det betyder at min niece og jeg har en rigtig godt forhold nu hvor hun er voksen, men det var MIT valg at komme og ikke noget jeg var “tvunget” til.
Jeg synes at “Camilla” og “Simon” skulle skamme sig!! Og hurra for mormor og morfar der sagde fra 🙂
Jeg havde slet ikke fanget dit oprindelige indlæg, men jeg er SÅ enig! Det er OS, der har valgt at sætte børn i verden, så er det også OS, der må arrangere tingene, så det hele flasker sig. Jeg kender også forældre, der forlader sig alt, alt for meget på bedsteforældrenes gunst (jøsses, jeg har endda giftet mig ind i en familie, hvor nogen tænker sådan – og det gør så til gengæld mig jaloux på mine børns vegne, fordi de aldrig ser deres farforældre, mens mine børns nærboende fætter og kusine ser dem flere gange ugentligt), og jeg kan slet ikke forstå, at bedsteforældrene finder sig i det! Især ikke nu til dags, hvor de er meget mere aktive, ja endda på arbejdsmarkedet, hvilket dog for manges vedkommende er en forandring fra da vi selv var børn.
Ja man undres… Mine børn er efterhånden blevet 17 og 20 (hvor blev tiden af?), men jeg husker da stadig, hvordan hverdagen kunne brænde på en gang imellem. Kort efter at jeg var begyndt på arbejde efter første barselsorlov kom min mand og jeg til den konklusion, at hvis vores hverdag skulle have færre brændpunkter og vi skulle nyde alle hverdagene, så måtte vi prioritere anderledes end “før børn-tiden”.
Det betød, at jeg valgte at gå ned i tid. Ja, og i løn – men der er altså noget, som ikke kan købes for penge. Da børnene startede i skole, kunne vi roligt komme hjem til lidt eftermiddagsmad efterfulgt af evt. lektielæsning. Og når der var ryddet efter aftensmaden, var der aldrig vasketøj osv, men i stedet tid til spil, højtlæsning osv efterfulgt af et par timers voksentid uden opgaver.
Ikke alle har mulighed for at vælge sådan, men hvis det kan lade sig gøre på arbejdspladsen, så kan vi kun anbefale det.
Og bedsteforældre, ja de har da af og til trådt til fx ved sygdom, men ellers har samvær været præget af lyst og behov – stadig med dejlige og tætte forhold til følge.
Eller smørkagen, Anne 🙂
Helt personligt synes jeg også, at et nej var på sin plads her, Kirsten…
At hjælpe hinanden i familie, vennekreds og verden skal gerne være en selvfølge, Britta, men også gerne indenfor rimelighedens grænser og dem må vi så hver især definere.
Og også hver især være rimelige i vores forventninger og krav til andre, så er det lettere for alle at være til…
Ind imellem er verden bare skæv, Bettina, og den der jalouxhed du nævner, den kender jeg også, men på den anden side, så er det sgi også rigtigt rart at kunne klare ærterne selv…