Engang oplevede jeg, at der var en fornuftig og forståelig sammenhæng mellem antallet af besøgende og antallet af kommentarer her på siden.
Jeg oplevede, at der var aktivitet og ping-pong, og havde en ret god fornemmelse af, hvad det var læserene kom forbi for at få.
Det var i bloggens unge dage, dengang den stadig hed noget andet og boede et helt andet sted.
Dengang, hvor der ikke var nær så mange hits, dengang hvor man havde en fornemmelse af at vide, hvem der kom forbi, sådan da…
Sådan er det ikke længere, det ser meget anderledes ud nu, hvor sommeren 2010 banker på.
Læsertallet er gået op og op og op, og i takt med det er antallet af kommentarer gået ned og ned og ned.
Det kan man vel godt kalde divergens.
En lidt kedelig en af slagsen.
Og det får mig selvfølgelig til at gruble…
Er det min egen skyld? Skriver jeg efterhånden så kedeligt og ligegyldigt, at man bare vender forbi for at skimme og så smutter igen?
Er det fordi, at der kommer flere og flere supergode blogs, og man bare må følge med alle steder og derfor fravælger at bruge tid på at kommentere?
Er jeg selv for dårlig til at få smidt en kommentar på min vej, selvom jeg synes, at jeg prøver at fordele rimeligt og ligeligt?
Måske en blanding af det hele eller måske noget helt andet?!
Jeg ved det ikke, men det fylder og det gnaver…
Det er en stor og herlig glæde for mig, at mange, rigtigt mange, kommer forbi her hver eneste dag, jeg er taknemmelig og ydmyg overfor det, det skal i vide. Og hver eneste af de kommentarer, der lægges, er ren benzin på skrivebålet, jeg elsker dem og prøver at pleje dem og passe godt på dem.
Og der er for øvrigt slet ingen kommentar-tvang, det bestemmer man helt og aldeles selv, men det bliver lidt trist og tamt uden tilbagespark og nye vinkler.
Jeg synes selv, at jeg svarer pænt og anerkendende tilbage på de kommentarer, der kommer, jeg kunne aldrig drømme om ikke at gøre det, bliver tæt på noget der ligner pisse-forarget, når jeg hos andre læser, at de ikke har tid til at svare, end ikke som et samlet svar til et ofte stillet spørgsmål.
Fnys – tænker jeg – og Uf, for det føles lige lovligt provokerende, når der skrives Læg endelig en kommentar, det bliver skribenten glad for, og hvad var bloggen uden dem, men forvent ikke svar – overhovedet. Fnys!
Jeg har ikke lyst til at skrive taktisk for at få tilbagemeldinger, vil ikke spørge om noget, hvis der i virkeligheden ikke er noget at spørge om, vil hellere gå ud fra, at dem med noget på hjertet kommer ud af busken.
Der bliver ikke udlovet præmier eller hoplanåle, men altid et svar –
og et ordentligt ét, bilder jeg mig ind.
Måske er det bare sådan, det er, måske må jeg bare affinde mig med det, for det vil være vanskeligt for mig at “modernisere” skriveriet, for at få gang i ping-pong’et, jeg føler mig tilpas i min skriveform og tempo, med de op- og nedture og variation i mængde, der naturligt vil være.
Jeg er jo hverken fugl eller fisk, og nok heller ikke noget midt imellem, jeg er mig og holder ikke igen med det, som jeg ønsker at dele.
Stilen ændres ikke, den må være som den er, for at jeg skal kunne stå inde for det, og jeg tænker heller ikke, at jeg har brug for bloggerbootcamp, jeg er hjertensglad og inderlig lykkelig for den mængde læsere, der har lyst at komme her forbi.
Men det ville være løgn, hvis jeg skrev, at jeg var ligeglad med, at kommentarerne er stærkt nedadgående.
Det er for trist og påvirker lysten til at fortsætte.
Lidt – for helt at skrue hætten på pennen er også lidt for underlig en tanke.
Sådan – nu er det ude – det gjorde godt.
Jeg deler gerne, også det der gnaver, og det der er brug for sparring på.
Måske er jeg heldig at få det…
130 Kommentarer
Hej Anne!
Jeg laeser med hver dag, syns din blog er inspirerende og tankevaekkende. Dog er jeg ikke den der kommenterer meget, mest fordi at jeg syns andre siger det jeg selv har taenkt. Men du har ret, det kan vaere rart at få en tilbakemelding.
Fortsaet endlig med at skrive, jeg tror at du får masser af kommentarer fra nu af!
Jeg fortsætter, KIm, lige så længe at det er sjovt og det er det heldigvis langt den overvejende del af tiden…
Jeg tror heller aldrig jeg har lagt en ordenltig kommentar på den blog, men jeg er også en af de daglige læsere. Jeg bliver så inspireret af din strik og håber jeg engang bliver lige så dygtig – og så er der noget beroligende over dit liv som på trods af fart over feltet og børn stadig giver dig plads til at nyde dine egne interesser både med og uden familie. Det giver håb for en småbørns mor der nogen gange ikke kan få enderne til at mødes uden skrig og skrål.
Tak for alle de inspirende ord, hvis du stoppede med at skrive ville jeg ikke vide hvad jeg skulle lave når jeg surfede rundt :o)
Skrig og skrål hænger nok meget sammen med småbørnslivet, Ea, det er sgu hektisk også selvom man prøver at indrette sig, så der kan skabes rolige lommer med tid til at trække vejret helt i bund.
Så hvis jeg kan være med til at gøde og puste luft ind i dine lommer, så er det mig en glæde…
Kære Anne
Jeg vil gerne melde mig i koret af hyppige besøgende/læsere, som aldrig kommenterer. For mig handler det om noget så simpelt som generthed. Jeg har læst med på forskellige blogs i et års tid og tænker på at få oprettet min egen. Selv om I alle jævnligt skriver at I bliver glade for kommentarer giver det mig alligevel lidt følelsen af at bryde ind i en samtale mellem mennekser jeg ikke kender. Det virker til at I bloggere kender hinanden på kryds og tværs og kommenterer hos hinanden. Det kan godt bringe mig i tvivl om hvorvidt jeg har noget nyt at byde ind med. Jeg vil dog forsøge at komme ind i kampen fremover …
Tak for din dejlige blog som jeg nyder at følge.
Mvh
Laura
Selvfølgelig har du noget at byde ind med, Laura, du er i liv og tænker og handler, og det er der tæller.
Som skrevet til andre så er det ikke en lukket fest, men nærmest en af dem, hvor man bare gatecrasher og så bliver taget imod med alt det, man nu har at byde på…
Jeg har læst med længe og kommenterer en gang imellem.
Der er mange blogs og jeg kan ikke nå både at skrive min egen blog, læse andres og kommentere – og slet ikke hver dag.
Nu har jeg indset, at mit liv kommer i første række og læser ikke mere hver dag, kun engang imellem – hos alle. 🙂
Jeg tror altså, at nedgang i kommentarer skyldes – at der er så mange blogs at følge, og at vi alle finder flere og flere. 🙂
Det er sådan det er, Helle, dagene er fyldte.
Og ja, de der gode blogs, de popper bare op, det er hæsblæsende at følge med 😉
Jeg læser ofte og gerne her hos dig. Synes du skriver godt. Bruger tit dine opskrifter 😉 Er ikke så god til, at lægge kommentarer, synes vist bare tit, det jeg vil “sige” er gentagelser af hvad andre har sagt 🙂
Ha’ en dejlig dag !
Gentagelser kan såmænd sagtens være gode, Helle 🙂
Åhhh, en kommentarstorm! <3
Jeg læser også med her med stor fornøjelse, og jeg vil øve mig på at kommentere lidt oftere. 🙂
Det er helt vildt, jeg læser og læser og læser og glædes over alt det der er tænkt og skrevet…
Hej Anne,
Du er mit næsten-daglige pusterum fra et intenst liv med to krævende baby-tvillinger. Noget i stil med “nu er Hr Knold og Fru Tot lagt i seng – skal lige læse Anne-bloggen”.
Du inspirerer mig og giver kvalificeret input og indspark om et liv med overskud og er mit cyber-forbillede mht. prioritering af familie, job og egentid. Bliv endelig ved!
Jeg kommer nok ikke til at kommentere igen foreløbig, men jeg vender tilbage når mit eget liv bliver mere overskueligt (og er det så lige når de bliver 1, 2, eller 3 år???)
Bølge fra Trine
God kamp med småbørnslivet, Trine, og elsk hver eneste dage, også de der monster-nogen, for tiden løber og pludselig ser alt anderledes ud.
Gid jeg bare lige for 2 minutter kunne trylle mine store frække teens små igen.
Vi ses –
på den anden side på den anden side
af babytvillingerne…
Kære Anne
Jeg følger med – ikke hver dag, men ofte, og når jeg læser din dejlig blog, læser jeg de indlæg som er kommet, siden jeg sidst besøgte din side. Jeg er vild med din stil og dine beskrivelser af alt muligt, som inspirerer mig rigtig meget. Kommentarer er jeg ikke god til at efterlade, – ved egentlig ikke hvorfor? Egentlig er det nok fordi jeg synes at jeg ikke kan tilføre dialogen så meget.
Mon ikke du kan, Anette, det tror jeg bestemt.
Men du er også rigtigt velkommen uden…
Hej Anne.
Som man råber i skoven får man sandelig svar 😉
Jeg er forholdsvis ny udi læsning af blogs (dvs. andet end de rent faglige) og i blogskrivning. Det er en ny verden, med uskrevne ‘regler’, så du skal have stor tak for at du tog emnet op. Nu ved jeg at sociale bloggere forventer at man kommenterer, forventer svar på sine kommentarer osv. (jeg kan nu også godt se, at det kan blive vældig omfattende, hvis man læser mange blogs).
Jeg kan kun tilslutte mig Lauras kommentar, her ovenfor. Det er præcis sådan jeg også har følt; at jeg træder ind i et fællesskab og trænger mig på. Men vi må bare kaste os ud i det – så bliver vi formentlig en del af det hele 😀
PS: Også jeg synes du har en rigtig dejlig blog, som jeg rå-nyder at læse. Jeg har svært ved ‘småsnak’, men jeg skal nok kommentere, hvis jeg har lidt vægtigt at bidrage med.
Mange varme hilsner fra Ditte
Her er masser af plads, Ditte, så kom bare indenfor 🙂
Hej Anne
Jeg er endnu én, der læser med hver dag, gemmen flere år, men aldrig lægger en kommentar.
Jeg nyder din blog i form af dine billeder, de får mig til at huske at se alle livets små fine ting, som blomsterne der holder så kortvarigt, eller den knald gule kop der også vil frem i Verden.
Kan man sige at du sætter farve på min hverdag, der via mit arbejde er alt for fyldt med hvidt tøj og tragiske skæbner.
Selvfølgelig læser jeg også teksten, men det er de knald gode farverige billeder der gør forskellen for mig, i at læse din blog frem for andres…
Det forhindrer mig selvfølgelig ikke i at lægge en kommentar, og måske skal jeg bare øve mig i at blive bedre til det.. 🙂
MVH Line
Jeg glædes over at vide, at jeg kan være med til at skabe balance, Line, måske give lidt lethed til det tunge, der fylder dit arbejdsliv.
Og så må jeg pudse linsen på mit Nikon og komme ud og fange farver…
Jeg er en af dem der bare kigger med… Og det er med største fornøjelse hver eneste dag. Har nogle gange tænkt at det må være overvældende og til tider uoverskueligt med en masse kommentare og endda en masse ens kommentare. Men har måske nu fået øjnene op for at det er det der kan motivere ‘skriveren’ til at dele ud af sine tanker og hverdag – og den vil jeg gerne følge med i, meget gerne endda. Så hermed er mit mål at smide en kommentar lidt oftere end normalt. Ha’ fantastisk aften! Pernille
Uoverskueligt er det ikke, Pernille, det er en stor glæde og meget energigivende.
Men lige denne her post, den grænser nok til det der kunne ligne overvældende 🙂
Der er heldigvis tid at tage af, og jeg har fået mægtigt meget ud af at sidde og læse jeres kommentarer og svare på dem, så tak…
Gosh, Anne. Ser først denne i dag og må lige give mit besyv med også. Jeg er en af de gamle, der har fulgt dig i mange år – også på den gamle blog. Og jeg kommenterer nok mindre nu end jeg gjorde før. Årsagerne til det er mange, tror jeg….det er ikke så bevidst, men når jeg tænker over det falder følgende mig ind:
Bloglines ser ikke din blog mere og derfor opdager jeg det ikke altid, når der er nyt på din kanal. Jeg bruger bloglines til at holde mig orienteret, da jeg ikke har tid til at klikke rundt og se om der er nyt – og mærkeligt nok fanger den ikke dine updates.
Tid! Du blogger simpelthen så ofte at jeg bare ikke kan følge med….og så er det lidt som at give op på forhånd. Og når jeg så endelig opdager dit indlæg, så er der en gazillion andre, der har skrevet det, jeg ville have skrevet.
Relationen er 2-vejs – du skriver at det er fedt at få kommentarer og det er det. Det synes vi andre også, så det er ofte en balance mellem at pleje sin egen blog og at huske at kommentere andre steder også – især de steder, hvor man gerne vil pleje relationen. Det er slet ikke noget-for-noget pjat eller gengælds-fis, men good old-fashioned relationspleje.
Storblogger-forskrækkelse tror jeg også kan ramme en blog som din. “Uha, den er jo sååå fin og sååå populær…..jeg er nok ikke fin nok til at kommentere med her/ikke nok i inderkreds”, kan nogle nok tænke. Ikke mig, for jeg kender dig/din blog fra længe før – men jeg må også sige at bagsiden af medaljen er at bloggen på trods af din ærlighed er blevet mindre intim – man får tanken at det er knap så vigtigt at jeg som individ kommenterer – for der er jo så mange andre.
Og endelig kan der godt nogle gange (og det er bestemt ikke kun her hos dig – jeg tror det er en konsekvens af relationsdelen) gå lidt “vi-mener-alle-sammen-det-samme” tenderende til rygklapperi i en kommentarliste….og så er det ikke altid man gider være Rasmus Modsat og så bliver der ikke smidt en kommentar den dag.
Men når alt det er sagt, så holder jeg stadigt uendeligt meget af at følge med her hos dig!
Og jeg ved at du kan tage min ærlighed…og jeg ved at du ved at jeg mener det ultra-konstruktivt!
KH Britt
Gosh er vist et meget passende udtryk, Britt 😉
Jeg kan sagtens klare ærlighed, har det allerbedst med den, og har læst din kommentar med glade øjne, ingen problemer i det.
Og så synes jeg da faktisk, at jeg er okay udemærket til relationspleje, jeg lægger kommentarer rundt omkring hver eneste dag, men med spredt hånd og derfor kan der selvfølgelig gå tid imellem.
Som mange har skrevet –
så mange blogs så begrænset tid.
Men jeg plejer og nurser, det gør jeg altså 🙂
Jeg leser mange blogger, men kommenterer sjelden etter hvert. Stort sett leser jeg gjennom Google Reader. Tiden strekker ikke til.
Har selv blogget i ca fem år, men sluttet i fjor. Det var mange grunner til det. En av grunnene var at jeg hadde mange lesere, men færre og færre kommentarer. Jeg ønsket at bloggingen skulle være en samtale med leserne, og det har det blitt mindre av på mange blogger rundt omkring. Det har nok noe å gjøre med at det er så mange gode blogger etter hvert, så folk prioriterer å lese, og kanskje skrive selv, heller enn å legge igjen kommentarer.
Samtalene har for en stol del flyttet seg til andre steder, som Flickr, Twitter, nettfora, Ravelry (nettsted for strikkere, heklere og spinnere) m.m.
Jeg har lest bloggen din i flere år, og er en fan. 🙂
Det er rigtigt, strikkelise, at der er kommet så mange flere platforme at networke fra, og det tager selvfølgelig lidt af livet andre steder fra.
Men for mig er bloggen stadig “hovedbanegården” for min cyberkommunikation og derfor er det dejligt at mærke, at der kommer passagerer med ind, der har lyst til at forholde sig til mine indlæg.
Og så Ravelry, jamen uha altså, det er nok den største tidsrøver 😉
Hej Anne
Lige en lille kommentar til ovennævnte for at afmystificere mit kiggeri på din blog. Jeg går ind for at blive inspireret af dine opskrifter – at du så også skriver i et rigtig godt sprog er jo bare en dejlig ekstra gevinst.
Mange hilsner fra Birgitte
Kig du bare alt det du vil, Birgitte, og så håber jeg, at jeg snart får lidt mere gang i gryderne her på kanalen, så der er noget inspiration til jer, der samler…
Kære Anne!
Der er 3 blogs, jeg VIL følge med i: Din, Lise-Lottes og Ellas. I er alle 3 gæve kvinder, som man kan få forstand og gode ideer af uanset alder. Strik, mad og kloge betragtninger, som jeg har stor glæde af og over, og det hele er ledsaget af dejlige billeder.
Bliv ENDELIG ved med at skrive, Anne!! Please!!
VH
K-V
Kære Anne,
puha sikke et knokle-arbejde det må have været for dig at svare på alle vores kommentarer til dit indlæg om 2-vejskommunikationen på din blog. Det var sødt af dig at atge dig tid til at svare os alle, men et eller andet sted synes jeg også at det må have været lidt hårdt og at du ikke havde behøvet det. Jeg siger atk alligevel og glædes over at du er her og at man kan følge med i stort og småt, løst og fast og hverken fugl eller fisk – for sådan er livet jo som oftest!
Kh Tanni