Engang oplevede jeg, at der var en fornuftig og forståelig sammenhæng mellem antallet af besøgende og antallet af kommentarer her på siden.
Jeg oplevede, at der var aktivitet og ping-pong, og havde en ret god fornemmelse af, hvad det var læserene kom forbi for at få.
Det var i bloggens unge dage, dengang den stadig hed noget andet og boede et helt andet sted.
Dengang, hvor der ikke var nær så mange hits, dengang hvor man havde en fornemmelse af at vide, hvem der kom forbi, sådan da…
Sådan er det ikke længere, det ser meget anderledes ud nu, hvor sommeren 2010 banker på.
Læsertallet er gået op og op og op, og i takt med det er antallet af kommentarer gået ned og ned og ned.
Det kan man vel godt kalde divergens.
En lidt kedelig en af slagsen.
Og det får mig selvfølgelig til at gruble…
Er det min egen skyld? Skriver jeg efterhånden så kedeligt og ligegyldigt, at man bare vender forbi for at skimme og så smutter igen?
Er det fordi, at der kommer flere og flere supergode blogs, og man bare må følge med alle steder og derfor fravælger at bruge tid på at kommentere?
Er jeg selv for dårlig til at få smidt en kommentar på min vej, selvom jeg synes, at jeg prøver at fordele rimeligt og ligeligt?
Måske en blanding af det hele eller måske noget helt andet?!
Jeg ved det ikke, men det fylder og det gnaver…
Det er en stor og herlig glæde for mig, at mange, rigtigt mange, kommer forbi her hver eneste dag, jeg er taknemmelig og ydmyg overfor det, det skal i vide. Og hver eneste af de kommentarer, der lægges, er ren benzin på skrivebålet, jeg elsker dem og prøver at pleje dem og passe godt på dem.
Og der er for øvrigt slet ingen kommentar-tvang, det bestemmer man helt og aldeles selv, men det bliver lidt trist og tamt uden tilbagespark og nye vinkler.
Jeg synes selv, at jeg svarer pænt og anerkendende tilbage på de kommentarer, der kommer, jeg kunne aldrig drømme om ikke at gøre det, bliver tæt på noget der ligner pisse-forarget, når jeg hos andre læser, at de ikke har tid til at svare, end ikke som et samlet svar til et ofte stillet spørgsmål.
Fnys – tænker jeg – og Uf, for det føles lige lovligt provokerende, når der skrives Læg endelig en kommentar, det bliver skribenten glad for, og hvad var bloggen uden dem, men forvent ikke svar – overhovedet. Fnys!
Jeg har ikke lyst til at skrive taktisk for at få tilbagemeldinger, vil ikke spørge om noget, hvis der i virkeligheden ikke er noget at spørge om, vil hellere gå ud fra, at dem med noget på hjertet kommer ud af busken.
Der bliver ikke udlovet præmier eller hoplanåle, men altid et svar –
og et ordentligt ét, bilder jeg mig ind.
Måske er det bare sådan, det er, måske må jeg bare affinde mig med det, for det vil være vanskeligt for mig at “modernisere” skriveriet, for at få gang i ping-pong’et, jeg føler mig tilpas i min skriveform og tempo, med de op- og nedture og variation i mængde, der naturligt vil være.
Jeg er jo hverken fugl eller fisk, og nok heller ikke noget midt imellem, jeg er mig og holder ikke igen med det, som jeg ønsker at dele.
Stilen ændres ikke, den må være som den er, for at jeg skal kunne stå inde for det, og jeg tænker heller ikke, at jeg har brug for bloggerbootcamp, jeg er hjertensglad og inderlig lykkelig for den mængde læsere, der har lyst at komme her forbi.
Men det ville være løgn, hvis jeg skrev, at jeg var ligeglad med, at kommentarerne er stærkt nedadgående.
Det er for trist og påvirker lysten til at fortsætte.
Lidt – for helt at skrue hætten på pennen er også lidt for underlig en tanke.
Sådan – nu er det ude – det gjorde godt.
Jeg deler gerne, også det der gnaver, og det der er brug for sparring på.
Måske er jeg heldig at få det…
130 Kommentarer
Kære Anne,
længe har jeg læst med her inde hos dig:-)
Nydt stunderne med tankerne fra dit liv, blevet beriget og fået stof til eftertanke. Reflekteret og overvejet – og fundet min egen mening om dette og hint.
Det er en glæde – og jeg håber at jeg fortsat kan få lov at nyde godt af dine ord og livsglæde.
Oftest kommentere jeg ikke – ikke fordi jeg ikke mener, tænker eller syntes noget – men ganske enkelt fordi jeg oftest syntes dine ord har sagt det hele.
– og så er det bare ikke let at kommentere;o)
Alligevel forstår jeg dig godt, det er en del af drivkraften med tilbagemelding på det skrevne, det skaber energi til nye ord og tanker. Så lige nu vil jeg reflektere lidt over, om ikke jeg kan blive bedre til at kommentere på det jeg virkeligt nyder:-)
Tak for (endnu) et godt indlæg, og rigtigt god onsdag til dig og dine.
Du rammer plet, når du skriver, at tilbagemeldinger er drivkraft til nyt, Sandra, det er sådan det er.
Min verden stopper selvfølgelig ikke, fordi der ikke kommer kommentarer, men de gøder skrivelysten og jeg nyder jo også at blive klogere af de reflektioner og tanker i andre melder tilbage med.
Så tak for dine…
Eg er ein av dei som er innom titt og ofte, men eg må inrømme at eg kan verte flinkare å legge att ein kommentar. Av og til tenkjer eg at mi meining og mine ord kanskje ikkje er så viktige….. Du skriv godt og det er flott at du tør å skrive dine meiningar! Og når eg ikkje skriv kommentarar så er det vel at eg berre ville seie; ja det er eg eining i, eller ja stå på, eller kommentar som ikkje gjev nye synspunkt eller….. så er det berre det at eg ikkje har ord;o)
I min verden har alles ord og meninger ret og vægt, Solveig, men man vælger selv, om man vil dele dem.
Jeg tager i alle tilfælde gladeligt imod dem, det skal du vide…
Du har helt bestemt fat i dét, som jeg anser for en af de største glæder ved at blogge; dialogen mellem blogejer og besøgende. Ja, det lyder så formelt at kalde os sådan.
At give folk et svar på det de har brugt tid og energi på at skrive på ens blog, giver bare mig så meget, og slet ikke at reagere synes jeg faktisk er en anelse uhøfligt.
Hvis jeg skal se på mit valg af yndlingsblogge som jeg vender tilbage til igen og igen, ja så er det faktisk alle nogle hvor blogejeren har lyst til kommunikere.
Dialogen er for mig mindst lige så givende (næsten mere givende) som selve indlægget når jeg selv skriver. For det er da vel nok en gave at lære folk lidt bedre at kende, at blive inspireret af deres tankegang og handlinger. Og så bliver jeg gang på gang så positivt forundret over den velvilje, hjælpsomhed og omtanke der findes hos mange bloggere.
Jeg kan godt forstå, at du savner ord fra flere folk, når nu du kan se at de alligevel er her. Bare lidt fra de fleste en gang imellem…så dynamikken forbliver intakt.
Jeg har altid værdsat det højt at kunne vende tilbage til en kommentar jeg har lagt på din blog, og sidenhen finde et svar, en kommentar, noget sjovt eller hjertevarmende. For du formår at skabe en ganske særlig stemning her i dit helt eget forum. Jeg bilder mig ind at jeg kender dig en smule. 🙂
Og så er det bare så befriende du altid er ærlig – og aldrig ligeglad…
God solskins onsdag. 🙂
Dialog er livgivende, Ulla, og den dynamik der spiller mellem “ejer” og gæst, den er guld værd og ville være skrækkelig at undvære.
Og vel kender du mig da, for jeg er jo rigtigt meget den, som jeg er her på siden, og så lidt andet 🙂
Kære Anne
Jeg er måske også for dårlig til at lægge en kommentar når du har rørt mig, jeg følger dig, og nyder dine indsigter, og er evigt imponeret over dit dejlige lyse livssyn, selv når du møder modgang. Det giver mig inspiration til at se lyst på det hele, selvom det også er min livsfilosofi, så er der stadig perioder det er svært, men du giver mig kampgejst til at forsætte med det lyse i mørke perioder.
Men jeg kan godt følge din frustration over at vi er så mange der bare læser uden at sige noget, for at være ærlig så bliver jeg ofte overvældet over de mange kommentarer du får og det stopper mig fra at skrive, for der er sikkert nogen der allerede har skrevet lige nøjagtig min indsigt. Men dine ord taget til efterretning så jeg skal jeg nok lade være med at lade antallet skræmme mig, og give min feedback, når den er der.
Jeg håber du bliver her i blogland, og gør mine dage lysere og inspirerer mig med strik, tanker, billeder og dagligdag. :o)
Ukrudt forgår ikke så let, Kristina, så jeg forsvinder ingen steder hen lige foreløbigt, men tak for den gødning, som dine ord her og måske senere kommentarer er for mig…
som Sandra skriver så er nok en del af forklaringen at du plejer jo at ramme plet, og dine ord at sige det hele, så er der vel ikke så meget at tilföje. og så er vi nok også meget forskelligt gode til at formulere vores tanker. jeg læser med, altid, og vil nödigt undvære dig og din blog, men erkender gerne at jeg godt kunne være bedre til at skrive en lille hilsen.
kh.fra Island
Frida
Der er masser mere at sige, Frida, men man behøver ikke 🙂
Jeg kunne bare mærke, at jeg havde brug for at spørge Hvorfor…
Hej Anne
For mig er det nok, som du skriver “fordi, at der kommer flere og flere supergode blogs, og man bare må følge med alle steder og derfor fravælger at bruge tid på at kommentere”. Det er selvfølgelig en lidt dårlig undskyldning – så jeg må hanke op i kommenteringen! 🙂
Birgitte
Vi har travlt og suser rundt, Birgitte, det gør jeg også selv, for der er så meget at læse og se og ingen bryder sig vel om at “gå glip”.
Men det er rart at mærke, at nogen forholder sig, så tak fordi du gør…
Hej Anne,
Har læst med hos dig gennem flere år. Du skriver på en let og inspirerende måde. Jeg nyder at læse med hos dig. Tilgengæld er jeg ikke særlig god til at skrive en kommentar. Som nyslået blog-ejer kan jeg følge din tank omkring kommentar eller ej. De fleste af os der blogger ønsker vel på et eller andet plan at få en bemærkning med på vejen. Personligt bliver jeg glad når nogen giver sig tid til en skriver en kommentar på min blog.
Og hvor er det så lige jeg vil hen??? Aner det ikke Anne, men god dag herfra – nyd solen.
Smil fra Heidi
Mon ikke din hilsen her får nogle af os til at slå vejen forbi dig, det vil jeg tro, og jeg håber, at det bliver med en kommentar eller to, så du også kan føle at der er liv 🙂
Vi tager os tid…
Tjaa, hvorfor kommenterer vi (eller jeg) ikke så meget…
Jeg kan mærke på mig selv, at jeg har fået de små klaps over snuden*, som jeg skulle have ved at kommentere og så vælger jeg i stedet at trække mig og tie stille nogle steder i blogland. Det er en smule ærgerligt, men det er et bevidst valg jeg har taget for at passe på mig selv.
* underforstået svar på tiltale, som måske ikke var tiltænkt at skulle ridse i huden, men som alligevel endte op med at gøre det
Men derudover tænker jeg, at vi måske efterhånden bruger bloglandet til at koble fra med, efter en hektisk hverdag. Det gør jeg ihvertfald og møder jeg så noget særligt, som jeg ikke kan sidde overhørig, eller noget der skal jubles med på, så taster jeg glad og fro.
Hav en god onsdag 🙂
“Svar på tiltale” kan vel tolkes som et svar, der er givet ud fra, hvordan din tiltale er opfattet.
Klaps-klaps, frem og tilbage, hvad kom først, hønen eller ægget.
Jeg smiler lidt, Anita, for du er rap i replikken, har snudeskaftet fremme, ligesom jeg selv, og så får vi altså en over trynen engang imellem.
Men føles det som sådan et svirp, at man trækker sig hjem på egen boldbane, så har det måske været for hårdt og det er synd og skam men også det, der kan ske.
De store offentlige afklapsninger oplever jeg nu bestemt ikke er foregået her hos mig, tværtom, jeg synes altid, at folk optræder respektfuldt og anerkendende, inkl mig selv – sagde hunden…
DIn blog er en av de få jeg bare “må” innom hver dag, så jeg håper inderlig at motivasjonen til å fortsette fortsatt er der. Jeg hadde savnet dine innlegg om smått og stort dersom jeg ikke fikk en liten dose “fugl eller fisk” jevnlig 😉
Særlig strikk/håndarbeide og kokerier er favoritt-tema..
Kan ikke si at jeg har vært av de flittigste til å legge igjen kommentarer, jeg blir nok litt “sjenert” og føler at det er de med blogger selv som driver med det, -ingen kjenner lille meg..
Nå skal jeg ta utfordringen og legg igjen litt mer spor, litt på samme måte som jeg handler lokalt for å sikre fortsatt drift for nærbutikken/spesialbutikkene rundt meg.
Ha en strålende dag!
Sikke en vidunderlige parallel, Elin, den fik mig til at smile stort 🙂
Specialbutik, uhmmmm…
Jeg tror noget af dynamikken er røget siden blogging er blevet hvermandseje. Jeg har det personligt sådan at jeg bliver glad for kommentarer (som jeg i det store hele altid besvarer, hvis det er relevant), men jeg forventer igen. Jeg er ganske enkelt kommet til den konklussion at jeg skriver for min egen skyld og jeg kan se på statistikken at det også er for andres skyld. Jeg gider ikke skrive strategisk, jeg stiller sjældent strategiske spørgsmål for at provokere en kommentar og sparringen tror jeg vi får ude i det virkelige liv.
Jeg er altid glad for at læse her hos dig og gør det glad og gerne. Jeg holder af dine små smukke hverdagsvinduer, som du lader mig kikke ind ad. Tak for dem!
Jeg skriver ikke kun for mig, Irene, det gør jeg også, men bestemt også for dem, der lægger vejen forbi og deres ord og oplevelser er vigtige for min lyst til at blive ved.
Ellers ville jeg bare holde mig til kinabogen ved natbordet…
Som du gider jeg heller ikke strategisk skriblen, vil ikke fiske, så hellere sige det lige ud og provokationer i der så rigeligt af ude i verden, så dem lader jeg også hvile her.
Men sparringen på bloggeriet kan fint foregå her, og sparringen på andet ligger så i derude i “virkeligheden”.
Jeg vil sørge for at holde vinduerne rene, så du fortsat har lyst til at kigge med…
Kære Anne
Jeg er også forbi din blog – og en håndfuld andre – dagligt. På kommentarerne der kommer nu er det tydeligt at vi alle er lidt ramt 😉 forhåbentlig på den godt måde. Jeg kommenterer sjældent, mest fordi jeg synes at der er kommenteret og dem der har gjort det, allerede har skrevet det jeg også havde på hjertet.
Jeg har en anden lille “ting” der indimellem får mig til at lade være… måske er det helt ved siden af, men du er hudløst ærlig, så er jeg det også – altså, jeg er ikke selv indehaver af en blog – overvejer det – men er altså ikke blogger og har nogen gange den tanke at det er et fællesskab, man ikke er heeelt med i når man ikke selv bidrager med noget… ikke at jeg ikke har følt mig velkommen hos dig – TVÆRTOM – hmm, se nu ser det sgi allerede så speget ud at jeg har mest lyst til at slette det igen ;-)… Anne jeg nyder din blog – billederne, tankerne, stemningerne, opskrifterne, inspirationen, frustrationerne og kommentarerne når de er der 😉
Knus Anette
Du og alle andre, der ikke har blogge, er FULDSTÆNDIG lige så meget med, jeg forsøger at lære jer at kende igennem de kommentarer i lægger her, men bliver da også nysgerrig på, hvad der mere gemmer sig bag jeres navne og småkommentarer 🙂
Alle er lige velkomne, blog eller ej, og selvfølgelig behøver man ikke lægge en kommentar der siger ditto eller sådan, jeg var bare kommet til at gå og gruble over, hvad der mon kunne ligge bag “faldet”.
Så tak for din tilbagemelding, den er jeg glad for…
Hej Anne
Jeg elsker din blog – og er nødt til at skal forbi den op til flere gange om dagen. SÅ blive endlig ved ;o)
Jeg skal gøre mit bedste, Maria 🙂
Min dårlige samvittighed!! Er blevet så dårlig til, lige at smide en kommentar, når jeg læser rundt omkring.
Og jeg ved jo hvor glad man bliver, når nogen gider kommentere det man skriver. så meget kan jeg da huske fra jeg selv havde blog.
Hvor er jeg egentlig glad for, du skriver om emnet. Det får da i hvert fald mig til lige at tænke igen og – måske – blive bedre til at kommentere rundt omkring.
Du skal bestemt ikke få dårlig samvittighed, Joan, jeg trængte bare lige til at spørge, inden jeg blev muggen over det 😉
Det er min erfaring at masser af mennesker læser blogs uden nogensinde at kommentere.
Jeg kommenterer, hvis jeg simpelthen ikke kan lade være – og rigtig tit læser jeg indlæg meget hurtigt, hverdagen er travl, og man vil jo stadig gerne følge med! Det er lidt ligesom at se TV-avis mens man ordner vasketøj o.l., der skal jo være plads til det hele 🙂
Du har en skøn blog med mange lækre billeder, så jeg håber da ikke du bliver demotiveret af manglen på kommentarer 🙂
Alt skal være i balance, SIgne, og vi finder hver især bedst ud af, hvordan vi opnår det.
Sådan skal det være…
Hmmmm, stof til eftertanke.
Jeg er selv blogger – men en af de der små, som måske kun har en håndfuld læsere, og som stort set aldrighar nogen kommentarer. Jeg er inde flere gang om dagen og checke min egen blog, i håb om, at der skulle være kommet en gæst forbi og have lagt en kommentar. Men sjældent sker det – og det har ofte fået mig til at overveje, om jeg ikke skulle droppe det her bloggeri.
Derfor giver det mig også stof til eftertanke – for jeg er dagligt kommet forbi din side i mere end et år – og nogle andre få udvalgte sider – og jeg lægger meget sjældent en kommentar – og hvorfor gør jeg så ikke det – jeg ved det ikke – har nok trykket mig lidt i hjørnet og tænkt, at i kender så mange, der skriver til jer, så i er nok ligeglade med min lille mening (altså jer, som jeg kalder storbloggere 🙂 )
Men jeg kan jo godt se, at det er lidt fjollet – uanset om man er er “lilleblogger” eller “storblogger”, vil man jo nok gerne have nogle kommentarer.
Nå – nu fik du i hvert fald mig ud af busken – i´ll be back 🙂
Jeg er aldrig ligeglad med meninger af nogen som helst art, Gitte, jeg læser alle, store som små kommentarer, og forsøger at forholde mig aktivt til hver eneste af dem. Jeg tænker over, hvad der kan ligge bag en kommentar, hvilket et menneske, der har skrevet og tænkt…
Hej Anne !
Jeg er en af de personer der læser med her hos dig, og har gjort det en del måneder, men uden nogensinde at have kommenteret på dine indlæg.
Jeg har ikke haft øje for betydningen af, at det selvfølgelig må være rart at få lidt tilbagemelding. Det er jo en del af dig selv og din hverdag, du deler med mig når du skriver her. Jeg har ikke selv nogen blog, og har derimod troet, at det ville være besværligt for dig at forholde dig til, og evt. kommentere på de små tilbagemeldinger jeg ville kunne returnere til dig.
Men…jeg følger din blog + 2 andre, – nogle gange er jeg lige inde og tjekke om der er nye indlæg flere gange om dagen. Jeg har været så imponeret af din kreativitet, blandt andet mht. strik og mad, din indstilling til livet og ikke mindst hvad du formår at nå at få fra hånden. For mig fremstår du som lidt af en “superwoman”, og du er til stor inspiration for mig. Tak for det.
Jeg fortsætter med at læse med her hos dig, og vil fremover kommentere dine indlæg lidt mere.
Hilsen Sanne
Det er ikke besværligt, Sanne, det er skønt!
Jeg kan slet ikke lade være med at forholde mig.
Hilsen mig, som ikke er i nærheden af være noget som helst, der kunne minde om superwoman, men tak for tilliden 😉
Jeg har det nogen gange sådan lidt ambivalent med kommentarer. Fordi jeg nogle steder oplever utroligt meget intetsigende rygklapperi. Jeg har tilmed oplevet at modtage kommentarer med identisk ordlyd fra den samme læser til adskillige indlæg – sådan lidt copy-paste-agtigt, hvor jeg ikke kan lade være med at tænke, at læseren måske slet ikke har læst, hvad jeg skriver, men blot lægger en kommentar som en slags “nogetfornoget-betaling” fordi jeg lige har lagt en kommentar på vedkommendes egen blog. Den slags regnskab bryder jeg mig ikke særlig meget om.
Når kommentarsporet lever og virkelig har sin berettigelse, så er det fyldt med kommentarer der bidrager (med noget nyt) og som viser, at læseren rent faktisk har læst de ord, man har skrevet. Tænker jeg.
Ovre hos mig er antallet af kommentarer også svundet ind. Noget af årsagen skal findes i, at jeg har meget mindre tid til at blogge nu end for nogle år siden og når der så endelig er tid, bliver det til indlæg i stedet for kommentarsvar. Og det er IKKE med min gode vilje. En anden årsag tror jeg, skal findes i, at de ting jeg skriver om måske er svære at kommentere på. Fordi min blog i meget høj grad er en form for digital hukommelsesprotese for mig.
Men jeg holder jo frygtelig meget af kommentarer også, og jeg kan også nikke genkendende til den divergens du skriver om – jeg ved bare ikke, om der er så meget at gøre ved det. Personligt lægger jeg færre kommentarer, fordi jeg prioriterer at følge med flere steder. Jeg læser rigtig mange udenlandske blogs (primært om sejlads) og det tager ofte længere tid for mig at formulere et svar på engelsk, så her kommenterer jeg virkelig sjældent.
I en ideel blogverden har vi tid til at svare på samtlige kommentarer og vi har en levende dialog læsere og bloggere imellem – jeg ved bare ikke, hvad der skal til for at vi når derhen.
Måske er der ikke så meget at gøre, Lotte, måske er det bare den vej, at det er gået, men jeg havde brug for at tænke højt om det og hvad det betyder for mig.
Jeg ville elske den ideelle blogverden, som du beskriver den, men det er nok bare en drøm, men en god én, ikk’…
Jeg oplever det samme. Jeg får flere og flere hits, og efter 5 år på adressen, ser det godt nok noget anderledes ud end i starten.
Nogle gange når jeg skriver et indlæg, tænker jeg “dette kommer til at skabe debat” men så er der måske ingen kommentarer, andre gange får jeg 15 kommentarer på et indlæg jeg aldrig havde troet….man kan ikk rigtig regne med det….
Som Lotte er inde på, vil jeg samtidig hellere modtage en kommentar som man kan svare på, som indeholder noget mere end bare et rygklap. Eller en kommentar som kommer som “betaling” for at man lige har været inde på vedkommendes blog….
Jeg glæder mig over de kommentarer jeg får, og over dem jeg ikke får 🙂
Ja ha ha, Therese, det er aldrig til at vide, hvad folk “tænder” på, vi kan tro og så opleve det stik modsatte 🙂
I forhold til det du kan opleve som betaling, så tænker jeg, at det også kan være, at man faktisk er kommet ud af vanen med at kigge på en bestemt blog, og når der så kommer en kommentar derfra, så husker man pludselig og med glæde, at åh ja, der var jo også lige hende der!
Sådan er det i alle tilfælde for mig engang imellem, og det er bestemt ikke betaling men bingo fordi jeg kom i tanke om noget 😉
Jamen, det er egentlig også det, der giver glæden ved at have en blog. At jeg er i dialog med mennesker, der vil mig noget, der ikke bare roser og mener det samme, men som forholder sig og gider vise det. Jeg ser et tydeligt mønster: på hverdage er der ikke så mange hilsener som i weekenden og ferier. Når jeg viser noget krea, er der mange hilsener. Når jeg skriver om depression er der også mange hilsener. Andre indlæg er der knap så meget på…
Men, jeg prøver at huske mig selv på, hvorfor jeg startede med at blogge. Det var for at have en ventil i mit hverdags liv, der er præget af depression og angst. Og bloggen giver mig lige det, der skal til for at jeg får formuleret mig om dagene, så jeg ikke er et “jammerhoved”, men får reflekteret over, hvad jeg egentlig vil skrive og dele.
For mig er min blog også blevet det sted, hvor jeg prøver at nedbryde tabu om psykiske lidelse, men sørme også vise, at man kan leve et almindeligt liv med de glæder og sorger, der hører sig til. At vise et billede af en smuk syren, at dele en glæde over de små ting.
Jeg synes dit indlæg her er med til at give mig mulighed for lige at reflektere over, hvorfor jeg blogger og hvorfor jeg finder glæden ved at læse andres blogs, så tak for det 🙂
God solskinsdag til dig.
mette
Jeg har ikke tænkt så meget over mønsteret som du, Mette, men jeg kan se, at du er meget på rette spor i dine iagttagelser.
Især det med krea, det kan udløse seerstorm 🙂
Glæder og sorger hånd i hånd, det er sådan jeg bedst kan lide det…
Hmm, jeg er af og til inde omkring din blog og smider da en kommentar ind i mellem, når jeg lige synes det er noget jeg vil kommentere på…og ja kommentarerne er noget af det der driver værket…
Jamen det er du da, Kirsten, og det er jeg glad for…
Kære Anne!!
Jeg læser med stor glæde din blog, hver dag.Har gjort det i flere år.
Jeg har ingen blok, er ikke så skrivende, men dette indlæg kan alligevel lokke mig ud af busken.Du må endelig holde den stil der er din, det er så inspirerende at læse med her.Nye strikke opskrifter bliver prøvet og når vi kører sur i den daglige aftensmad, må vi lige omkring Anne, så får vi dejlig mad.Du har så inspirerende vinkler på livet.
Jeg vil forsøge at være lidt mere aktiv,kan godt se at envejs kommunikation, kan blive lidt kedeligt. Hilsen Anne
Jeg kan vist ikke andet end dette her, Anne, det er ret meget autentisk mig, tænker jeg og det trives jeg rigtigt godt med.
Og det er altid en glæde at læse, at jeg kan være til nogen som helst hjælp med mad og strik 🙂
jeg har fået google reader, uha en smart ting, så kan man rigtigt se hvor man ikke kan følge med….. feks står der nu 43 ulæste indlæg hos havemanden… så ved jeg jo godt, at jeg skal slette den blog… hos dig står der sommetider 2, fordi jeg ikke altid når at læse blogs hver dag. Ulempen ved google reader er at alt kan læses indenfor google, men jeg kan ikke kommentere. Så skal jeg åbne din blog, og sommetider tager det lidt tid og så slås ungerne eller maduret ringer…. og når tiden igen bliver til det, har jeg glemt hvad jeg var igang med og havde jeg egentligt noget fornuftigt at sige, øh…
jeg kigger sommetider kun billeder, hvis jeg kan fornemme at det ikke er et “dybt” indlæg, men bare et stemningsmoment.
tid tid tid….
kh Linda
Nemlig, Linda, tid –
der er alt for lidt.
Men jeg tænker, at du bruger din godt!
Det er for øvrigt længe siden at du har sendt en rødvinsmail, de er altså så hyggeligt 🙂
Anne, ALT er sagt – såhh….. JEG læser også, flere gange pr. dag 🙂 🙂 😉
God dag til dig ( trods migræne ) og dine herfra 😉
Jeg kender din signatur, WW, og glædes over alle de glade smil du altid sender i min retning 🙂
Hej Anne !
Jeg kigger forbi hver dag, nogle gange flere gange for at se om der er kommet nyt. Jeg må indrømme, at jeg ikke svarer tit – og det sker ikke fordi jeg ikke vil, men mere fordi jeg er usikker om jeg nu svarer godt eller rigtigt. Der findes jo bare ikke rigtigt eller forkert – vi er som vi er – med alle vores følelser, tanker, oplevelser, måde at se ting på.
Da jeg startede med at følge med i den store verden i bloggland var jeg næsten helt overvældet. Jeg var så heldig at finde en stol hos en anden meget sød blogger og der talte vi netop om dette emne – og jeg vil gerne gentage mit svar fra dengang.
For mig personligt har den mulighed at kunne følge andres hverdag med alle dens udfordringer været en meget stor gave. På dette tidspunkt havde jeg det rigtig dårligt og for mig var det en daglig livssnor – det var SÅ stor en hjælp.
Jeg kommer her, fordi jeg elsker at læse med her, men har stadig svært ved at give svar – er nok enig med Anette B – da jeg selv ikke har en blog holder jeg mig tilbage.
Stor beundring går til dig, da jeg synes at du skriver så ærligt og med hjertet.
Tak for en dejlig blogg !!!
Kh Nicole
Der fiskes ikke efter rigtige svar her på kanalen, Nicole, man må mener og skrive lige det man vil, så længe man er ordentlig og det er langt langt de fleste heldigvis.
Og at du ikke selv har en blog, det gør så absolut ingenting, skriv du bare 🙂
Nogen gange sidder jeg bare og nyder dine indlæg, og nikker anerkendende til det du skriver og tænker, “Ja, det kender jeg også” eller “Hvor har du ret Anne” – men det er ikke lige altid jeg synes jeg kan byde ind med nogen “guldkorn” Jeg følger din blog hver dag og nyder den måde du skriver på. jeg sidder tit med et smil på læben når jeg læser dine indlæg.
Smil tilbage til dig, Sonnie 🙂
Hej Anne;
Jamen jeg er nok en af de tavse vidner 🙂 Har efterhånden en del dejlige blogs i min favoritliste som jeg nyder at smutte forbi næsten dagligt. Det bliver bare til et hurtigt kig, der er altid en lille tekst, et stykke håndarbejde at beundre eller en hund, en blomst, et barn som kan få en til at trække på smilebåndet.
Da jeg ike selv har en blog, så har jeg nok tænkt at det er ikke interessant at få en kommentar fra en ‘ikke-blogger’ – da jeg også kan fornemme at I har et godt sammenhold og netværk, som er svært at deltage i uden selv at blogge.
Men du skal vide at jeg elsker at komme fordi din dejlig blog – desværre har jeg ikke selv tid til at blogge. Men sætter stor pris på jer som gavmildt deler ud daglig.
Mange hilsner Betina, Fredensborg
Jeg deler gerne, Betina, næsten alt.
Du har ret i, at der opstår et fællesskab og et netværk, men jeg oplever ikke, at det ikke er åbent for ikke-bloggere. Man får blot et hurtigere billede af, hvem “den anden” er, når man har mulighed for at følge tekst og billeder fra personens blog, men jeg synes nu også, at jeg med tiden får et ret godt kendskab til de, der ind imellem lægger en kommentar her uden at jeg har et sted at kigge efter dem…
Hej Anne!
Jeg er en af de “anonyme”. Har fulgt din blog siden “garn og gas”-dagene, men aldrig lagt en kommentar. Og hvorfor så ikke det? tjah, det ved jeg vel knap nok. Men du skal vide at jeg finder stor inspiration i det du skriver, både når det gælder strik, mad og oplevelser/betragtninger om mangt og meget. Dine rosmarinsmåkager er blevet et must her i huset, så du er da tit i mine tanker.
hilsen Hanne
Uha Hanne, tak fordi du lige huskede mig på de småkager, dem elsker jeg men havde da helt glemt dem.
Og velkommen igen en anden dag 🙂
Kære Anne.
Jeg elsker din blog og holder meget af at lægge kommentarer til dig og få dine søde svar tilbage. Er altid spændt på hvad du byder ind med når jeg kan se at du har opdateret.
Du har fuldstændig ret mht. det med kommentarerne. Det handler for mig om at det jo helst ikke skal være énvejs kommunikation, men gerne en dialog. Alligevel må jeg sige at jeg selv er blevet dårligere til at lægge kommentarer. Ved ikke rigtig hvorfor, måske manglende overskud (vi flytter, har en lille sart pige som tager vores opmærksomhed for tiden + alle de andre almindeligheder som fylder vores dag). Jeg vil tage mig sammen og være bedre til at få skrevet, ikke bare her men også på de andre blogge som jeg følger. Vi skal jo nødig have at du og andre skønne mennesker mister lysten til at dele deres tanker med os andre.
Knus fra
Marie-Louise, som er ved at drukne i flytterod
Håber, at du holder næsen oven vande, Marie-Louise, jeg vil nødigt undvære dine søde kommentarer her og på Flickr.
Held og lykke med jeres nye sted…
Jeg tror man skal gøre mig meget klart, hvorfor man blogger. Er det for at få denne ping-pong? For at få en masse kommentarer? Eller blogger man lige så meget for ens egen skyld?
Personligt får jeg MEGET få kommentarer på min blog. Det er ok, selv om jeg elsker at få kommentarer. Jeg ved at flere læser den, end der kommer kommentarer. Savner jeg kommentarer af og til? JA. Men da jeg blogger primært for at fastfryse øjeblikke og oplevelser eller tanker, er det ikke kommentarerne der er afgørende for om jeg gider at blogge eller ej.
Nogle dage kommenterer jeg alle de blogs jeg læser, andre dage kommenterer jeg ingen. Det afhænger selvfølgelig om jeg synes jeg gider at involvere mig i det skrevne eller om jeg ikke føler jeg har tid, og nogle gange så er humøret kun til at læse, og ikke til at kommentere.
Jeg kan lide at læse din blog, og besøger den jævnligt, men kommenterer den ikke jævnligt og sådan vil det nok blive ved med at være. Men det betyder ikke at jeg ikke synes at det er interessant det du skriver.
Allerførst Solrun:
Det er IKKE for at få en masse kommentarer at jeg blogger, men det er heller ikke kun for min egen skyld.
Men også for det fællesskab, der er opstået omkring bloggen og de rigtigt gode venskaber, både i cyber og i “virkeligheden”, som det har ført til.
Det er et fællesskab, som jeg fortsat gerne vil føde og nære med mine betragtninger og øjebliksbilleder, og jeg nyder, når nogen giver sig tid til at føde mig med nye inputs og vinkler.
Og så er jeg for øvrigt sikker på, at jeg også skriver en hel masse, der ikke er særligt interessant, men som bare er
🙂
Hej Anne
Jeg fik helt tilfældigt forvildet mig ind på din blog for ikke så forfærdeligt længe siden, og blev straks grebet af dine daglige input. Jeg sidder ofte og klukler over dine humoristiske formuleringer og dine små hverdagsbeskrivelser. Er selv en pige på lidt over 40 med to teenagebørn, så nogle ting kan man jo nikke genkendende til.
Jeg nyder at sidde og surfe rundt i dit univers, beundre alle de skønne billeder du
tager og læse dine betragtninger af både sjove og alvorlige emner.
Hilsen Inge
Ja mon ikke der er ting, som ligner hinanden på vores adresser, Inge, jeg synes i alle tilfælde at opleve, at mange teenage-finurligheder er universelle 🙂
Hej Anne!
Jeg har læst med på din blok de sidste par år og elsker den.Jeg har aldrig lagt en kommentar. Jeg har gået og troet at mit lille pip her ovre fra sjælland bare ville forstyrre. Jeg har ikke selv nogen blok, det er måske derfor jeg har gået og haft den tanke. Så var det jo godt at du bragte mig ud af den vildfarelse. Du gav mig da noget at tænke over mens jeg lavede aftensmad. Frem over vil jeg ikke kun tænke kommentaren inde i mit hoved men få den ned på tasterne.
Kærlig Hilsen Charlotte
Du forstyrrer bestemt ikke, Charlotte, ikke på en irriterende måde i alle tilfælde, jeg tror på, at vi alle har godt af at blive forstyrret i vores tankemønstre for på den måde at se verden fra andre steder, end det sted, hvor vi selv står.
Så velkommen her…
Indrømmet. Jeg er dårlig dårlig dårlig til at kommenterer.
Jeg ville ønske at jeg selv havde en så fin blog som dig, hvor jeg kunne dele ud af lidt af hvert. Både ofte og forhåbentligt også interessant læsestof. Og så kedeligt som det end lyder, så har jeg ikke sådan en blog fordi jeg ikke synes jeg har tid.
Og ja, man har jo altid tid til det man prioriterer. Så i stedet for prioriterer jeg at læse med her på din fine blog. Jeg prioriterer så desværre ikke at kommenterer. Men denne gang vil jeg bare lige prioriterer at bruge tid på at fortælle dig, at du har en skøn blog der er et dejligt “fri-rum” at følge med i.
Monstro der ikke er andre “passive” bloglæsere derude som mig? :o)
Tak for din prioritering, Pernille Maria, og din søde kommentar 🙂
Tak for opsangen! Du har helt ret. Man må også som læser give noget, når man nu selv får så meget. Du skal vide, at du er min absolutte favorit blandt blogs! Jeg skøjter hen over flere andre, men hos dig læser jeg hvert eneste ord!
Det var nu ikke ment som en opsang, Birgitte, og jeg går ud fra, at du bruger ordet lidt for sjov, men jeg havde brug for at tænke højt, og også lidt brug for en tilbagemelding på, om jeg mon var på vej ud af en forkert skrivetangent.
Jeg vælger nu at tro, at jeg stadig er på rette vej…
Jeg har faktisk mange ganger – også før dette innlegget ditt i dag- hatt dårlig samvittighet for at jeg ikke kommenterer oftere. Saken er nemlig den at din blogg ligger helt der oppe på den aller øverste hyllen over yndlingsblogger som jeg har fulgt i mange år. Det er fordi du tar så vakre bilder og skriver så godt om små og store ting i livet – og fordi jeg kjenner meg så igjen i dine anskuelser, interesser, preferanser. Det burde vært mange flere kommentarer til deg- både fordi du fortjener det, men ikke minst også fordi du er så hyggelig å interagere med – du har alltid gode ord tilbake. Jeg håper inderlig du fortsetter å blogge!
Dårlig samvittighed skal man ikke ha’, Karen, det kan man ikke bruge til en skid, men du må rigtigt gerne lægge en kommentar ind imellem, jeg synes, at vi har fulgt hinanden længe.
Og jeg dropper altså ikke bloggeriet foreløbigt, det giver det alt for mange glæder til at gøre…
Hej Anne.
Jeg kom tilfældigt forbi din blog, for første gang, tror jeg, men jeg vender tilbage igen. Her er rat og hyggeligt og vedkommende kommentarer, fine billeder, noget at komme efter.
Der kommer jo flere og flere blogs, og det tager ærlig talt megen tid, hvis man skal følge med hele vejen rundt, og kommentere og lave indlæg. Men vi skal huske at holde liv i det, som vi alle sammen er her for,- det er nok forskelligt rundt omkring, men alle kan vel lide at få en hilsen, hvis der er noget, der rører.
God aften.
Det er rigtigt at det hele tager tid, Eva, og jeg selv kommer også videre og videre omkring, men jeg forsøger at hale mig selv hjem igen og være mere opmærksom på de blogs, som jeg virkelig er “knyttet til”, hvis man kan sige det sådan…
Jeg oplever akkurat det samme, Anne, men jeg prøver at finde en forklaring hos mig selv, for jeg er nemlig alt, alt for dårlig til at lægge kommentarer. Måske er min forklaring også andres forklaring? Jeg ved det ikke, men…
Jeg har afmålt tid at bruge på bloggeriet, fordi jeg gerne vil være der for de allernærmeste. Jeg vil gerne ud i verden, til foredrag, være sammen med vennerne, hygge mig med at tage ud eller hente hjem o.s.v. Jeg har tusinde ting, jeg gerne vil og med nyt arbejdsfelt er kræfterne bare ikke, som de var engang og der må prioriteres benhårdt.
Jeg elsker at skrive på min blog. Jeg elsker at dele stort og småt. Jeg kan lide at vedligeholde min opslagstavle og smide nye lapper op på den med jævne mellemrum og her kommer tiden ind som afgørende faktor og som det er for øjeblikket, bliver det til alt for få kommentarer til gengæld for stadig at have en levende blog. Jeg kan simpelthen ikke overskue begge dele.
Jeg håber, at underskud ændrer sig til overskud, for ligesom dig er jeg meget, meget glad for hver eneste kommentar, jeg får. Der er ikke millimeterdemokrati i Blogand, men jeg synes alligevel gerne, at jeg ville lægge mange flere kommentarer rundt omkring, fordi jeg ved, hvor meget de betyder for mig. Snart, håber jeg… 🙂
Jeg prøver at gøre mig umage for at få lagt kommentarer rundt omkring på de sider, hvor jeg ofte kommer, Liselotte, men kunne da sagtens blive bedre. Jeg er i proces omkring det 😉
Uha – godt at du siger det lige ud, men du må ikke stoppe med din blog. Det er så befriende at læse den, du har så mange gode ideer, vinkler og det er så FEDT!!!!!!!! Tak for verdens bedste blog – jeg mener det!! Tak, Anne,
Kh
Tanni
Jeg er ikke god til at pakke ind, Tanni, desværre vil nogen nok sige.
Jeg stopper ikke, men stoppede bare lige op for at tage pulsen på mig selv og kommentarfeltet.
Og tak og velbekomme, Tanni, du er en hjertevarmer 🙂
Kære Anne
Du er med på min “top 3”, dvs blandt de 3 blogs jeg dagligt læser. Og nyder.
Jeg ser mig jo blot som én blandt mange læsere, og mine til tider manglende kommentarer skyldes uvidenhed! Jeg anede ikke hvilken forskel en kommentar fra lille mig (jeg har ikke engang egen matrikel i blogland, jeg er blot på rundrejse), gør for dig.
Og så tænker jeg nok lidt, at hvis jeg ikke kommenterer, så skal du ikke have ulejlighed med at svare. For det gør du jo altid, svarer, os alle så dejligt personligt.
Fra min side kan de manglende kommentarer opsummeres til noget så enkelt som “misforstået hensyn”
Tak fordi du er 😀
Den ulejlighed, som jo slet ikke er det, tager jeg mig gerne, Tante T!
Og så i lige måde, dit søde postive væsen…
Hej Anne,
Jeg kigger forbi, da du er tilføjet min google reader. Kan ikke huske i hvilken forbindelse jeg stødte på din blog, men den skildrer så fint livets små finurligheder, de dejlige stille stunder, de lidt mere kaotiske, med mand, børn og madlavning.
Hvorfor jeg ikke kommenterer; jamen jeg har vel ikke så meget at sige, i det jeg jo slet ikke kender dig, og derfor finder det lidt svært! 🙂 Som oftest er din blog bare et dejligt pust i min hverdag, som husker mig på de små nære ting, solen, den blå himmel, en kop the, en gåtur, fred og ro en lørdag morgen og at vi skal værdsætte hvad vi har 🙂
De bedste hilsner fra endnu en Anne
Det pust giver jeg dig gerne, Anne, og der er som skrevet mange gange slet ingen kommentartvang, men jeg nyder hver eneste der kommer og glæder mig meget over dem…
Hej Anne
Også jeg er en af dem, som dagligt er forbi din spændende blog, uden at lægge en kommentar. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke har syntes at jeg havde noget relevant at byde ind med … Men måske jeg alligevel bare skulle have givet dig en ‘hilsen’ i ny og næ, så du kan fornemme at jeg faktisk er her, og synes om det du skriver. Det vil jeg gøre fra nu af.
De bedste hilsner fra Lisbeth
Tak, Lisbeth, engang imellem er såmænd også rigtigt dejligt, det er bare rart at vide, at her er nogen og at de får noget ud af at komme forbi…
jeg må indrømme, at når jeg skal kommentere som nummer xxx, så tror jeg ikke på at jeg har noget nyt at sige, og bliver en smule mundlam. Men jeg læser skam med 🙂
SÅdan kan jeg også selv få det, Hanne, når jeg lægger en kommentar et andet sted, men jeg gør det bare alligevel, for helt mundlam er man vel ikke 😉
Kære Anne
Jeg er en af dine “nye” læsere. Jeg har læst med i ca. 1 måned. Jeg er relativ ny læser i blogland og er ikke selv blogmutter så jeg har ikke tænkt på at kommentarer fra mig har den betydning for dig som blogmutter som du nu har delt med os. Indrømmet at dette er min første kommentar.
Din blog er blevet en af dem jeg vender tilbage til da jeg stornyder at læse dine indlæg da jeg oplever jeg får noget at reflektere over. Jeg har haft min barn- og ungdom i Silkeborg området og når du skriver om Hede Rytmer – lørdags ture på torvet osv så tager jeg lige på en nostaligisk rejse til gode gamle dage….
Liselottes (slagtenhelligko) er også en af de blogs jeg er blevet fast læser af og min gode ungdomsveninde boede i Ålborg så hun sender mig også på nostalgi ture når hun skriver om Kaiser Sko,
Din og Liselottes glæde ved at strikke har også skubbet til at jeg igen har fået gang i strikkepindene :-))))))
Jeg vil prøve at huske på hvad min kommentar betyder for jer og at den kan være med til at give mig mere “åndelig føde”
TAK for en dejlig livsklog livsglad nærværende og vedkommende BLOG
Mange Hilsener Anette
Jamen så tak for din første kommetar, Anette, og velkommen hertil.
Og hurra for dit genvundne strikkeri, må det bringe dig mange herlige stunder 🙂
Hej Anne
jeg er forholdsvis ny blogger men læser gerne med på din side. Jeg øver mig stadig i at kommentere og skal lige “vænne” mig til at kunne kommentere andres indlæg – men jeg lærer og synes det er hyggeligt, at det er “meningen” at skulle “snakke” med. Så fortsæt endelig ….. :o) så øver jeg mig på flere kommentarer.
Hilsen Pia
Øvelse gør mester, Pia 🙂
Det ser da ud til at du fik kommentar dennegang.
Jeg kigger forbi stort set hver dag og glædes når du deler nyt ud..
Men kommentar skriver jeg ikke hver dag, kun når jeg virkelig synes jeg kan bidrage med noget værdifuldt..
-men andre gange føler jeg lidt at jeg er blevet inviteret ind i et smukt univers, hvor folk deler ud af deres hverdag på godt og ondt, og hvor jeg istedenfor at skrive kommentar ender med en klump i halsen, en glædeståre i øjet eller en modbydelig kvalme over hvor små mennesker kan være og så er det jeg bare ikke kan sætte tekst på det jeg føler, fordi tænk nu hvis jeg utilsigtet kommer til at såre.. Tak endnu engang fordi jeg må være med ombord..
God aften til dig og dine.
Ja det tror jeg da nok, Britta, og hvor er det dejligt at læse folks tanker om kommentarer eller ej.
Følelser er ikke altid lette at beskrive, og jeg genkender sagtens din frygt for at kunne komme til at såre, og det kommer man nok også til engang imellem, når kommunikationen foregår over skrift og skærm, men oftest vil ens budskab nok gå igennem, som det er ment.
Så velkommen om bord 🙂
Boing – boing, som en fjeder, for vi i blækhuset og kommenterede på dit indlæg. Jeg har fulgt din blog igennem længere tid, og NYDT at kunne læse dine causerier om livets små finurligheder, på godt og ondt. Fortsæt det gode arbejde, og vær ikke i tvivl om at din blog glæder og beriger.
Hvis det er tilladt at sende dig et kram, har du hermed modtaget et stort et 🙂
Ja boing-boing for pokker da, Mona, men hvor er det vidunderligt 🙂
Og tak for kram…
Hej Anne,
Drøninteressant indlæg!
Jeg følger med her dagligt, og kommenterer også jævnligt. Jeg tror at det der betyder noget for om jeg kommenterer eller ej, er om jeg bliver rørt. Ikke nødvendigvis til tårer eller noget i den dur, men om noget i dit indlæg vækker genklang inden i mig. Det kan være at jeg bliver betaget af et billede eller en ordlyd, genkender en følelse eller en situation, kommer til at tænke på noget der har relevans, morer mig, har en mening om emnet, aldrig har tænkt som du men finder det interessant, har lyst til at takke eks. for en god opskrift, eller lyst til at rose dit flotte håndarbejde. Det kan være mange ting, men jeg skal føle mig motiveret til at skrive før jeg gør det.
Til gengæld læser jeg kun med på blogs, som motiverer mig til netop dette. De blogs hvor jeg aldrig har lyst til at kommentere, bliver hurtige siet fra igen. Så er de ikke, for mig, relevante at bruge tid på.
Der kan dog være et par grunde til at jeg ikke kommenterer selvom jeg har lyst: hvis jeg f.eks. har været på ferie og et indlæg er ved at være “gammelt” (så forestiller jeg mig at det er ved at være outdated for I andre) eller hvis en blog har et for sindrigt system af koder, accounts osv. man skal have styr på inden kommentaren bliver godkendt. Det er heldigvis intet problem her hos dig.
Tak for din dejlige blog med alt hvad du deler og inspirerer med og ikke mindst tak for de dejlige svar på kommentarer. De varmer ligeså meget i lilletåen på mig, som jeg kunne forestille mig at dine læseres kommentarer gør. (Det er vel noget med at blive mødt?! Ikke set, men mødt…)
Motivation er altid en god drivkraft, Karin.
Og du har helt ret i forhold til det med at blive mødt, jeg fisker ikke efter kommentarer for at kunne flashe høje tal, OVERHOVEDET IKKE OG ALDRIG, men lige præcis fordi, at det er herligt at mærke, at nogen forstår og fornemmer, hvad der ligger bag skriverierne…
Kommentarer.. et emne jeg selv tænker en del over til tider.
Da jeg lagde ud med at blogge, mente jeg ikke kommentarer var vigtige, jeg mente ikke jeg havde brug for dem. Men jeg tog fejl, for selvom kommentarene ikke er et mål i sig selv er det rart med respons, rart med tilbagemeldinger og viden om at andre læser mine ord.
Jeg får ikke mange selv og tanken om hvorfor melder sig med jævne mellemrum. I min egen version mangler jeg måske at melde mig på banen derude i kommentarsporet. og selvom jeg gerne vil skrive en kommentar, gør jeg det ikke så tit.
Jeg føler mig tit anmasende eller uden noget rigtigt på hjertet. Det holder mig tilbage, ikke kun her men mange steder. Det er vigtigt for mig at have noget fornuftigt at sige, hvis jeg skal skrive en kommentar, og det betyder at jeg i mange tilfælde ender med at nyde og opleve, uden at fortælle jeg var med.
I virkeligheden lidt uhøfligt, og derfor også noget jeg til tider tænker en del over.
Om det er uhøfligt, Pernille, det ved jeg såmænd ikke, eller jo det ved jeg godt, og det er ikke uhøfligt, det er helt forståeligt, at man ikke kommenterer på alt overalt, det er jo en umulig opgave.
Men et lille ord eller en lille opmuntring undervejs på turen rundt i blogland, det bringer livfuldhed og glæde…
Jævnligt besøger jeg dig blog – af og til prøver jeg dine opskrifter af. Og jeg nyder begge dele vældig meget. Jeg har, tror jeg ikke, aldrig skrevet en kommentar til dig, og sådan forholder det sig med mange af de blogs, jeg læser.
Dit indlæg har fået mig til at reflektere lidt over, hvad der afgør, om jeg lægger en kommentar eller ej. Mange bloggere hænger sammen i små eller store grupperinger, og så kan jeg få fornemmelsen af, at jeg bryder ind i et lukket selskab. Det kan afholde mig fra at kommentere.
Det kan også være, at jeg tænker, at der er så mange andre, der har kommenteret, og hvorfor skal jeg skrive min holdning til dette eller hint, hvis den ligner de andres? Modsat kan jeg også undlade at kommentere, hvis jeg fornemmer, at min kommentar vil skabe dårlig stemning.
Men Anne … jeg nyder at læse din blog, og jeg føler lidt, at jeg kender dig, hvilket i sig selv også er en smule absurd omend det er en del af bloggeriets natur.
Min egen blog opdateres ikke hver dag, og derfor har jeg heller ikke et stort publikum – og kun meget få kommentarer. Men jeg skriver fortsat, når jeg har noget på hjertet. Bloggen er min ventil – kommentarer eller ej.
Fremover vil jeg tænke mere over det med at lægge en kommentar, når der er noget, jeg læser.
Her er der ikke et lukket selskab, Monica, alle er velkomne og jeg sætter lige stor pris på kommentarer for kendte som ukendte.
Jeg sætter pris på, at folk forholder sig og skaber liv og reflektion.
Det med den dårlige stemning kan jeg godt følge dig i, men det er også godt med et kritisk indspark, hvis det bliver leveret på en sober og konstruktiv måde.
SÅ velkommen til dem også, men mere velkommen til de rare kommentarer 😉
Hejsa – jeg er en der ALTID kikker forbi – jeg checker din blog HVER dag, men indrømmer at jeg stort set aldrig lægger en kommentar. Ved ikke helt hvorfor jeg ikke gør det, eftersom jeg er slagsen der også synes det bliver lidt tamt at blogge når ingen kommenterer. Kan godt se at jeg må strenge mig lidt an – yde for muligvis også at nyde :o)
Grunden til jeg er rigtig vild med din blog – har rigtig meget med dine billeder at gøre. Jeg elsker den stemning der er i dem, farverne og så kan jeg jo se at du har rigtig mange af de ting jeg sidder og savler over her på nettet :o) Du inspirerer også, og det sker at ting du viser frem, ender på min ønskeseddel :o) Synes det er hyggeligt at følge med i din hverdag og familie, men tænker måske nok lidt, at du har så mange der følger dig/din blog og kommenterer (ja det synes jeg jo der er – nok fordi min egen blog er i sin spæde start og hverken faste læsere eller kommentarer er overvældende, men det er ok – det kommer vel), at et lille pip fra mig nok ikke fylder så meget. Kan dog ved nærmere eftertanke godt se, at jeg jo selv bliver glad for små pip – så hvorfor skulle I andre ikke også blive det.
Dit indlæg har fået mig til at indse at jeg nok skal komme lidt frem fra busken – og give mine små tilkendegivelser med på vejen ….
Ha’ en skøn dag – og fortsæt endelig din skønne blog – jeg følger trofast med :o)
KH Lotte xx (som du nok skal høre lidt mere til) ;o)
Pippip, Lotte, og jo mere du pipper rundt i blogland, jo flere vil der finde vej til din side, og så bliver det det rene pip 🙂
FNIS – jeg har haft nøjagtig samme overvejelser, som du Anne – så jeg har læst de øvrige svar med stor interesse 🙂
De øvrige og rigtigt mange svar kan gøre os klogere, Hanne, jeg har læst hver eneste med iver og interesse, det er helt fantastisk…