SNU SNOG…

Vores lille kulsorte Sally er en farlig jæger, hun slæber mus og andet godt til huse, ikke for selv at æde men nok mere for at suppelere husholdningen og vi lader som om, at vi er meget taknemmelige.

I dag har hun nok tænkt, at vi skulle søndagsforkæles og kom hjem og afleverede en lille snog på terrassen, hvor vi sad og brunede vores skind.

Sejrsstolt og kry lagde hun den på de solvarme brædder og gik derefter i gang med at slikke den åbenbart ildelugtende snogehørm af sig…

Snogen lå på ryggen med tungen hængende skævt ud af munden, bomstille og med stirrende døde øjne og et enkelt lille tjat af en kattepote eller et puf af en stor våd hundesnude affødte ingen reaktion overhovedet.

Stille og nærmest stendød.

I alle tilfælde lige indtil de pelsede forlod arenaen og lod Torben og jeg sidde tilbage med “slangen”.

For så skal jeg da ellers nok love for, at der komme gang i den lange krop, om på maven og op i paratstilling med hovedet og den lille hvislende tunge.

Sådan en skuespiller altså  –

ikke en pind død var den, ikke engang besvimet…

Sally vendte tilbage for en kort bemærkning og bum, så lå bæstet dødt igen, om på siden og tungen ud, imponerende optræden, jeg har aldrig set så meget stillen an for ikke at blive ædt.

Da der igen åndende fred og idyl og ingen store dyr i sigte tog snogen flugten, ud i græsset, en æresrunde om højbedet med krydderurter og så ellers ind i den svalende skygge under terrassen.

Den ligger garanteret og gnækker derinde, men måske kun lige indtil den opdager, at alle husets 3 katte ynder at slænge sig derinde i disse varme dage.

Nugga står med snuden mod brædderne og klynker, hun ville sikkert gerne ha’ haft, at den var blevet ude i lyset så hun kunne ha’ slikket lidt mere på den.

Jeg er tilfreds med, at den nu ikke længere ligger lige der, hvor jeg skulle sidde og eftermiddagschille…