Når det kan lade sig gøre for mine jobaftaler kører pigerne til og fra Ikast sammen med mig, de elsker ikke skolebussen, vil hellere slappe af og småsove i mutti’s beskedne Panda.
Jeg nyder at have dem der i den lille sardindåse, at høre om lektier, klassekammerater, orienteringsløb og nye musiknumre, om lærere med smasker med deres tyggegummi og om de kære nuttede 5 årige i keystage 1.
Vi får mange gode snakke i bilen og jeg strækker mig langt for at få den daglige tur til at passe i programmet…
I går eftermiddags var der filmclub på skolen og jeg havde familiesamtaler til 17.15, så der passede det perfekt med et lift hjem, hjem til aftensmad og besøg hos Sophie.
Pigerne stod klar ved bilen, da jeg kom ud fra kontoret, lidt matte og kuldskære efter en lang skoledag, og Laura kigger på mig med de allerstørste plageøjne og spørger
“Kan vi måske stoppe ved tanken og købe en kop kaffe?”
“Kaffe?? Til jer to?? Tænker i på latte eller??”
Og jo tak, det var lige det, som kunne rette oppe på energiniveauet og den indre varme.
Så gang i Panda’en, vroum vroum, afsted mod tanken, op foran den automatiske dør og ud af bilen springer mutti…
Ind i butikken, hen til den store italienske kaffemaskine, og tryk tryk på stor latte.
1 tsk rørsukker i hver, røre røre og på med plasticlåget og op til kassen.
34 kroner, tak!
Kling klang ned i mønttælleren.
Og så pludselig!
BANG!!
Mutti blev ramt midt i ansigtet af den der skovl, der viste hende hvor stor en spade hun var, hvor nem og servicerende og tanketom hun springer afsted.
For ude i bilen, der sad de jo, de to yndige prinsesser, der trængte til kaffe, de sad der og ventede på, at den blev bragt, duftende, hed og sødet, og de sad såmænd lige så stille og smilede. Til hinanden og til deres mor, der kom fejende ud af døren og ind i bilen med de store papkrus…
Hvad skete der lige for den mor?
Glemte hun, at hendes piger begge var født med 2 ganske udemærkede ben hver?
Holddanuligeop – hvor den mor lige pludselig så sig selv udefra. Ikke kønt syn!!
Så fra d.d. henter man selv sin kaffe – og alt det andet som pludseligt kan være livsnødvendigt – man gør det bare. Man skal ikke selv betalte, det gør den voksne stadig gerne, men man letter sin stramme lille popo og så kommer man bare afsted.
Jeg vil lige skynde mig at sige – og det er meget vigtigt – at pigerne på ingen måde tvang mig til at springe efter kaffen, de bad mig ikke, og det var der heller ingen grund til, for jeg løb jo afsted efter den, nærmest inden at de havde nået at udtale ønske og behov.
Jeg må hellere lige få arbejdet lidt med det.
Mit eget overudviklede nu-skal-mor-lige-ordne-gen.
Det skal på pension.
Lige nu…
46 Kommentarer
ha ha, nej hvor jeg kender det. Ser mig selv springe op af stolen mindst 10 gange under middagen, for liiiiiige at hente noget i køleskabet, for liiiiige at hente en ske til dem osv. Men du har ret, de har faktisk 2 ben at stå/gå på, men hvorfor skal de det når mor gør det for dem? 😉
Vil også gøre noget ved det, lige NU.
Lad os endelig øve os, Lene, vi vil nok fortsætte springeriet alligevel, men måske bare lidt mindre…
🙂 – hvor sjovt, og spørg lige om jeg sidder og får røde kinder.
Jeg kan heldigvis sagtens grine af mig selv, Sonnie, for det var altså en komisk situation, den og mange mange andre, hvor jeg bimler rundt for at servicere…
hmmm, dette var kjent….. eg vil og vil prøve dette. Det tek nok litt tid å snu om både for meg og mine søte prinsesser, men om litt……;o)
Vi øver os bare, Solveig 🙂
Hahaha! Mon ikke vi er en del mødre, der er med i den klub? Jeg prøver også at lade tøserne gøre det hele selv, men tager også mig selv i gang på gang at servicere… Et skråplan er det, for de skal jo også lære at klare sig selv.
Og jo mere vi servicerer, jo mere prinsessede opfører de sig 🙁
Jeg oplever, at jeg gør det i perioder, hvor jeg selv er træt, mens jeg med overskud kan få dem til at klare sig selv.
God gør-det-selv dag til dine piger og en fantastisk smuk dag til dig 🙂
Mine er 7-9-13 ikke divaer, der forventer eller forlange, at jeg springer!
Men måske er det bare fordi, at jeg når at gøre det inden, Mette 😉
ja her sidder man så med genkendelsens smil og tænker, ja de gør det igen og igen de unger, snører os og de blir sørme ved.
Men mon vi kan sætte det der “det klarer mor lige”-gen på pension ???
Vi må sørme da give det et alvorligt forsøg, held og lykke med det til alle os mødre
Lad os bare forsøge, Trine, jeg tænker dog, at jeg dumper fælt.
Jeg nyder jo faktisk at gøre en masse af disse små gode ting for pigerne…
Uh, hvor jeg kender det!
Er dog blevet bedre til at sige til den unge mand at han selv må lette måsen. Især hvis han bare siger “jeg er tørstig”. Han kan i det mindste spørge pænt om jeg gider hente en tår vand til ham. Det er vel ikke for meget forlangt?
Ja ja, Britta, det er en klassiker! Jeg har ofte hørt den i forbindelse med mit job, men mine piger har faktisk aldrig slynget lige den bemærkning ud.
Jeg tror, at de lige præcis ved, hvad min respons ville være.
“Er du tørstig? Det er da træls at sidde der og være, du må hellere smutte ud og finde noget at drikke!”
Men nu er det jo i virkeligheden nok sådan, at jeg når at bringe vandet, inden de opdager deres tørst 🙂
Jeg forstår pointen, men der skal også være tider, hvor man glæder hinanden ved at gøre sådanne ting.
Ha’ en dejlig dag!
Mange hilsner
Mette
Velkommen her, Mette.
Nu ved jeg jo ikke noget om, hvor længe at du har læst med, men hvis det er mere end bare et par dage, så ved du vel, at jeg faktisk gør en hel del for at glæde både pigerne og mange andre, de tider er der nok allerflest af.
Situationen i går var bare urkomisk – men måske skulle man ha’ været der selv…
Du er indbegrebet af at gøre alle os andre tilpas, Anne. Det ligger dybt i dig. De mennesker, som omfattes af din kærlighed, er heldige. Meget heldige. Jeg er én af dem og jeg skønner på det, men jeg genkender også sagtens den med at overgøre det.
Hold nu op, som man kan komme til at grine af sig selv, når man pludselig bliver bevidst om det. Oline er også forkælet og overøst med omsorg og kærlighed. Det er ikke skidt, men ind imellem for meget – så tag du bare en ordentlig pause 😉
TAK for det, Liselotte 🙂
Og lad os så bare overgøre det meste af tiden, øse med kærlighed, og så engang imellem sige “Gør det selv, pommes frites!!”
Hold op, hvor er du bare en sød mor, men du er også en klog mor, for du får øje på dig selv udefra. Hvor er de heldige de piger!
Iøvrigt kender jeg udemærket det der. Jeg får jævnligt øje på mig selv og bliver især forskrækket, når jeg ser enten en lidt for servicerende mor eller… gyyyyys… min egen mor i min krop!
Jeg er en sød mor, Erika, ind imellem, andre dage er jeg en streng og skrap mor.
Og ja vildt gyyyyys over det med den egne mor! Det er helt slemt – min kommer nogen gange ud af min mund, aarrgghhh…
Hahaha… Hvor præcist du liiiige rammer den “nu skal mor nok”… Vi gør det i kærlighed, men nok med hovedet under armen. Nok bare fordi tiden flyver afsted, men pludselig er ungerne altså store. De kan gå, tale, betale selv, gå i byen osv….
Og så må jeg da så indrømme at jeg er i gang med samme stunt. Den store på 20, mente han havde brug for en måned i ødegården i Sverige med en kammerat. Til hygge, musik, fred og samtaler… I 1 måned, blev der sagt. Der går præcist 13 dage: Mor kan du komme og hente os, vi vil gerne hjem? Ja, da. Mor kommer i weekenden.
Og nu, hvad skete lige?? Kan de ikke selv finde hjem???
Han får en chok når jeg præsenterer regningen for færge+benzin. Fordi, jeg har besluttet, at det var DERES eventyr. Og det bliver min weekend som ryger. 20 år, så må man lære at klare sig selv, betale ved kasse et… Ellers tror jeg bare at jeg gør ham en bjørnetjeneste….
Så tak for påmindelsen… Det virker.
Haha Sidsel –
lad os lige høre resten af historien, når du har serveret regningen for ungersvenden, der har fået nok af ødegårdslivet…
Tak for grintet Anne…vi er vist mange der kan genkende situationen :D…du kan om nogen beskrive den …endnu engang tak…sidder her og smiler fra øre til øre.
Velbekomme, Anne, jeg glædes da over at kunne servere et smil…
arhh…træk lige en t fra i grintet 😀
Jeg lod bare være med at læse det ekstra t 😉
Hej Anne.
Må en udenforstående bede om hjælp?
Jeg har fulgt din og mange andres strikkeblog i nogle år, men lægger ikke kommentarer, selv om jeg ved, at du på et tidspunkt sukkede for at få nogle.
Når man læser mange blogs er det svært at vælge hvem og hvad man skal kommentere.
Men tilbage til ønsket om hjælp. Jeg har hos en “strikkepige” set en henvisning til You Tube, om hvordan man klipper en trøje op. Det var noget med at hækle i en maske.
Kender du linket til den video, og hvis ja, vil du skrive den her eller på en mail til mig.
Jeg har en bekendt i USA so gerne vil have “syn for sagen”.
Tusind tak hvis du kan hjælpe mig.
Jeg har naturligvis selv været på You Tube og lede, men kunne ikke finde det.
Med venlig hilsen
Hende på Heden (Hanne Vestergaard)
Selvfølgelig må man da spørge! Og hvornår er man egentlig udenforstående??
Om jeg “har sukket for at få kommentarer” må stå for din regning, det er ikke sådan, at jeg oplever eller har tænkt det, jeg har måske reflekteret over, hvad der skal til, før folk får lyst til at deltage aktivt.
Jeg synes faktisk, at jeg er vældigt forkælet med mange vidunderlige læsere og kommentarer, og det prøver jeg ofte at give udtryk for.
Så jeg forstår nok ikke helt hvad du mener.
Men skidt med det –
jeg har taget en tur på You Tube og har skrevet lidt forskelligt i søgefeltet, og tror måske, at der er bid.
Jeg skrev “crochet before cutting” og fandt efter 2 klik denne video:
http://www.youtube.com/watch?v=gf07-3cJzxQ
Mon ikke den kan bruges?
God fornøjelse med den…
Det kunne jeg da aaaaldrig have fundet på…. (hold da op, hvor maven klukker af grin. jeg SKAL altså have tabt mig, fnis).
På min skole har vi plakater med overskriften “Get moving pattebarn” og et stort billede af en doven teenager, der bliver fragtet i klapvogn/kørestol af sin trætte mor.
Narj narj, Eva, det kunne du da ikke, aldrig nogensiden, vel?!!
Og den reklame kender jeg godt, heldigvis er der langt mellem de pattebørn og så mine faktisk aktive piger, der bare ikke altid når at gøre noget, før mor er løbet afsted 😉
Det er skisme godt at aben oppe på skulderen er skarp og klartseende indimellem.
Min får tit øje på den mest utrolige mor-adfærd:))))
Det var en meget meget morsom oplevelse, Hanne, godt at aben havde pudset brillerne i går og gav mig et lille los over skinnebenet…
GRINER……. længe og grundigt……
Hvor er det dog en malende beskrivelse du der kom med…. følte næsten jeg også var der… og det har jeg jo været….. og er stadig når de kigger forbi….
Mon nogen mor kan sige sig fri for at have dumpet i en gang imellem…. Det er jo fordi vi elsker dem, og ikke ved det gode vi skal gøre for dem…. men godt at vågne op til dåd indimellem… så kan man jo altid falde i en anden gang igen
Vi elsker dem nemlig, Ulla, helt vildt!!
Men et wake up call i ny og næ, det er sgu okay…
Uf, ja …jeg må stadigvæk tage mig i det når mine piger der begge er flyttet hjemmefra, er hjemme…Jeg er skisme stadigvæk medlem af serviceklubben… tak for påmindelsen!
Jeg tror faktisk, at det medlemskab er livsvarigt, Kirsten 😉
Service-, helikopter-, curling-mødre kært barn har mange navne og mange af os har en rem af huden, – nogen mere end andre 😉 Jeg tror først det bliver usundt (for os såvel som for vores fantastiske unger) når/hvis vi ikke kan se, at vores serviceniveau (nogle gange) er for højt.
og så siger vi ikke noget om, at jeg står op 1 time før jeg egentlig skal i morgen tidlig bare for at ringe og vække min 21-årige, der i øjeblikket har lidt svært ved at komme op om morgenen. (og derfor selv har bedt om hjælp)… shhyyyy
Jeg siger ikke noget, Pia, intet overhovedet.
Sshhhyyyy…
Vi gør det jo af et godt hjerte, men måske er det en bjørnetjeneste. Mine “små” er nu 18 og 21 år, og jeg arbejder på at nedsætte serviceniveauet betragteligt, så de ikke går helt i chok når de inden længe flytter hjemmefra.
Men… når man nu i så mange år har været vant til at hjælpe til eller servicere, så er der nærmest tale om en livsstilomlægning! Helt i tidens trend?
Morsom fortælling og hvor er den velkendt.
Nu har jeg jo prøvet at sende en afsted ud i egen bolig, Gitte, og hun overlevede, også selvom hun havde været meget forkælet hjemme.
De finder ud af at rydde op og få lavet noget mad, når de ligger afkræftede og magre i de meterhøje bunker af rod og vasketøj 🙂
ja ja- man starter det første år med at løbe hurtigst muligt hen til barnevognen ved det mindste kny (det kan der jo læses meget om at man skal i de papirer der uddeles af læge og jordemor under graviditeten ) for at sikre at barnet ikke kommer får “skader” grundet for lidt og for langsom omsorg og reaktion, og fordi vi er programmerede til at reagere på lige netop vores børn.
Derefter kommer det vist til at tage mange år at trappe ned…. : Josefine på godt 2 år inde i badeværelset imorges: “Jeg er sulten” – mig irriteret i bruseren: “Jamen så gå ud til bordet og spis- din mad står klar, og du har selv ben…..” (hun havde 5 minutter før siddet ved bordet og skubbet tallerkenen væk…) Dennis grinte af det med benene…. og jeg kunne høre ekkoet fra min far i min barndom når vi bad om et eller andet- hans svar var altid at vi selv kunne hente det ene eller andet- for vi ville aldrig få yngre ben end vi havde på det tidspkt- og jeg tror han som landmand menete at han rendte nok rundt i forvejen…. men huha hvor bliver man nemt en service-, forsøg på overblik-, forudseende mortype- mon det er fordi vi altid bare gerne vil have styr på det hele- det er vist ikke særlig trendy i 2010’erne ikke have have styr på noget…
nå tilbage til jobbet- dit indlæg fik da lige sat en tankerække igang 🙂
Solskinshilsen fra det indre KBH….
Vi skal da ha’ styr, Ellen, over-styr, det har jeg også, arbejder bare på at få lidt mere styr på at læne mig tilbage engang imellem.
Aftenmørke hilsner tilbage til dig her fra heden…
I sidste weekend hørte jeg om en 26-årig mand (!) som stadig får vasket sine fødder af sin mor. Han påstår, at han ikke selv kan fordi det kilder!!!!
Yrk!!
De eneste fødder, som jeg har lyst til at vaske, er små buttede tumlingefødder, der er sorte af leg i en sommervarm have, Stina 🙂
*griner*
Det er nogle dejlige piger du har:-)
Det er det faktisk, Trine, jeg elsker dem også selv om de sidder lige lovligt meget ned…
Jeg ved godt at mødre nogle gange overservicerer deres børn, og det skal de selvfølgelig ikke. Mindre børn skal lære at gøre tingene for ikke at blive alt for “handicappede” og større børn skal lære af deres egne erfaringer og fejltrin….MEN MEN MEN….. hvis ikke MOR skulle forkæle engang imellem…. Hvem skal så??? Det gælder vel bare om at finde balancen, for det er da også en vigtig del af moderskabet at vise omsorg og hjælpsomhed.
Jeg har ikke selv børn endnu, men jeg arbejder med børn og jeg ved godt at de til tider er ganske snu, men jeg oplever også at de bliver glade og taknemlige når man gør noget uventet. Forleden sagde jeg til én af mine 2.klasse-piger at hun bare skulle sætte sig så skulle jeg nok lige være hendes tjener og lave en kop te, da hun kom stivfrossen ind fra legepladsen. Den lille tøs strålede som en sol og var overstrømmende taknemlig – men det var nok også fordi det ikke er forventet….som det måske bliver når det er MOR der er tale om. ;o)
Charlotte
Jeg nøjes ikke med engang imellem, Charlotte, jeg forkæler nærmest hele tiden.
Spørg bare pigerne, de siger det selv, også uden at jeg har vredet armen om på ryggen af dem.
De morer sig meget med at pjatteskændes om, hvem af dem, der er mest forkælet, Amanda og Laura mener helt bestemt, at Sophie er RØVMEGET mere forkælet end de er.
Men der skal vel også være fordele ved at være den første, der bliver skubbet ud over redekanten.
Glæd du dig bare til det bliver din tur, det er dejligt nok, især når vi tænker os om undervejs…