Tusind tak for alle jeres gode søde forstående kommentarer til indlægget herunder.
Jeg har selvfølgelig læst hver eneste af dem, glædet mig over, at i har taget jer tid til at prøve at berolige mig, at opmuntre og dele jeres egne erfaringer om rejser ud i livet uden mor i hånden.
Laura er blevet opfordret til at læse det hele igennem, for jeg synes, at hun selv skal mærke al den varme, som jeg synes, at der ligger i jeres ord til mig og hende.
I er gode kloge kvinder, der ved en masse om det at være mor – og barn – jeg sætter stor pris på alle jeres indspark og betragtninger og også gode råd.
Tak for det hele…
Alt det, som jeg beskriver i indlægget herunder, handler om det jeg føler –
i mit hjerte, i hver en fiber af min krop, i hver eneste sitrende celle –
en overvældende og uendelig kærlighed, hengivenhed, beskyttertrang og forbundethed.
Det var fra hjertet at følelserne og ordene flød, fra kernen af den mor, som elsker Laura til døden og tilbage igen.
Følelser…
For mit intellekt og sunde fornuft kigger på udrejsen med helt andre og meget mere klare øjne.
Jeg ved jo godt, at det bliver et fantastisk år for Laura, og dem, som kender mig, ved også at jeg under hende alle oplevelserne, øjenåbnerne, glæderne, udfordringerne og rystelserne. Hun skal det selvfølgelig.
Jeg ved jo godt, at gammeldags knitrende halvgennemsigtige luftpostbreve er afløst af lynhurtige mails, af Skype og af tekstbesked. Hun kan være på min skærm med billede og stemme lige når hun vil og lige så længe hun vil.
Jeg ved jo godt, at hun bare er til låns i min hverdag, at livet er hendes og at hun får det bedste ud af det, der bliver givet hende. Det ved jeg.
Og regn bare med, at jeg er en mor, der opfordrer og arbejder med, når der tages beslutninger, der måske ikke lige er dem, som er allerlettest for moderskabets overvældende kærlighed. Jeg kunne aldrig drømme om at lade min dagsorden stå over pigernes, never ever…
Vi har gjort en dyd ud af at opdrage vores 3 piger til selvstændighed, til at gå efter det, der giver mening, til at udfordre de vante og trygge rammer.
Og faktisk synes vi selv, at det er lykkedes ret godt.
Vi jubler med dem, når de tager nye skridt ud i ukendt land og ikke vælter, vi lader dem få buler og blå mærker til husbehov, både fysisk og mentalt, men vi har indtil nu været lige indenfor rækkevidde, når det alligevel blev for meget, for uhyggeligt, for anderledes, for grumt, og det kan vi af gode grunde ikke være, når adressen for Laura til august hedder La Crosse, Wisconsin.
Det er såmænd “bare” det, der gør ondt i mit hjerte lige nu, men jeg kommer igennem det og finder en god måde at være i det på.
Jeg skal bare lige ha’ lov til at være skræmt fra vid og sans i fem minutter endnu…
Laura tog et kvantespring i sin udvikling og frigørelse, da hun startede på den internationale skole for halvandet år siden, hun kastede sig ud i det med åbne øjne, åbent sind og hjerte, og hun er på mange måder en meget moden og afbalanceret 15-årig.
Hun har så meget power og så meget mod, at jeg ved, at hun vil kunne klare næsten hvad som helst, men jeg ved også, hvor svært det kan være for hende – lige som det er for mig – at dele det, der er op ad bakke, og søge trøst, når der er brug for det. Det kan være ensomt og besværligt. Jeg plejer at være der til at spotte det med min mor-radar, og handle på det, men måske fungerer radaren ikke så godt, når den skal række over Atlanten.
Det skræmmer.
Og smerter – selv om det jo er at tage sorgerne vældigt meget på forskud.
Jeg har bare lige brug for at gøre det.
Det går over…
Jeg ved det jo godt –
at alt bliver godt!
At jeg får samling på mig selv og også overlever 11 måneder uden at kunne stikke min opstoppernæse ned i Lauras store krøllede hår og dufte til hende helt særlige duft.
At hun får det så fantastisk og vender hjem med et uvurderligt skatkammer af oplevelser og erfaringer.
At hun er min for evigt og altid lige meget hvor i verden hun er.
Jeg klarer det – det ved jeg jo godt.
Jeg skal bare lige ha’ lov at være overvældet og til at tude.
Jeg vender stærkt tilbage – det ved jeg, for det gør jeg altid…
23 Kommentarer
Jeg læser først dit indlæg nu, og genoplever så lige de måneder op til min egen søn rejste til det sorte Afrika i 6 måneder. Det var forfærdeligt.
Han havde fantastiske oplevelser og kom hel hjem igen, og jeg klarede det. Det gør du selvfølgelig også, og det ved jeg , at du ved.
Men vi har lov at være kede af det. Og bekymrede.
Heldigvis tager de unge afsted alligevel og sådan skal det være. Snøft.
Det har vi nemlig, lov til at snøfte, lige så meget, som de har lov til at rejse…
Åh hvor jeg føler med dig, det er det der med at give slip og lade flyve der er en af de store “morkunster”, og alle de tossede bekymringer, man har på forhånd, men det er dem der gør dig klar til at give slip, og selvfølgelig skal I nok klare det.
Da jeg var ung tog jeg et år som Au Pair, og aldrig har jeg haft et mere spændende år, fyldt med de mest fantastiske oplevelser og nye venner, og jeg har altid opfordret mine piger til selv at rejse ud, måske kommer det en dag, og selv om de er lidt ældre end Laura, vil jeg også have de bekymringer du har, man er vel mor!
Kh Lene
Jeg tænker også, at det er bedre, at det er lige nu, at det er ved at vælte mig, end et par uger før hun rejser, Lene.
Lige nu har jeg da tiden og roen til bare at være i det og så blive klar til at give slip…
Laura vil få sit livs oplevelse som vil forblive en stor del af hende resten af livet.
Jeg rejse selv et år ud i verden da jeg var på Lauras alder – til Indonesien, hvilket var meget usædvantligt dengang.
Nu laver jeg frivilligt arbejde i en udvekslingsorganisation og glædes over alle de unge der har lyst til at gribe muligheden for at opleve verden på den særlige måde man oplever på når man er ung og “openminded”.
Kun ved at lære hinandens kulturer, historie, traditioner osv at kende, kan vi lære at forstå og forhåbentlig blive mindre fordømmende.
Laura er en ny verdenborger der kan bidrage til dette.
Tillykke med det.
Og tak, Tine 🙂
Openminded verdensborger, det går vi efter…
Tudning skal der til – uanset hvad der sker for vores unger, så skal vi, de tapre mødre, finde vores ben igen – og det gør vi .-)
Det gør vi nemlig, Hanne, før eller siden…
Jeg har slet ikke været i tvivl om at det du skriver (at I støtter osv). Men forstår rigtig godt alle de følelser der må vælde op. Pyh, jeg har et par år endnu at løbe på med mine poder! Jeg har familie der bor i La Crosse. Er det mon hos en familie der har danske rødder at Laura skal bo? (Nej, det ville da være for pudsigt, men jeg er nødt til at spørge…) 🙂
Hilsner fra Jette / Kamma og Ko
Vi ved endnu ikke hvem, der skal huse vores Laura i de 11 mdr i La Crosse, planen er at hun skal bo hos 3 familier.
Jeg har mailet lidt med en dansk kvinde, der har et Bed and Breakfast i byen –
hvis det er hende, der er i familie med dig, så er det jo rigtigt pudsigt…
Min familie derovre er ikke danskere, så det er det ikke, Anne.
Det er efterkommere af min farmors bror som emigrerede til Amerika som ung og siden fik sin egen familie derovre.
Så altså min fars fætre og kusiner og nu også deres børn og børnebørn. De har besøgt Danmark flere gange og vi er en del der har besøgt dem også.
Jette / Kamma og Ko
Å ja, du bekriv godt det å vere mor….. Og vi kjenner våre barn betre enn andre og veit kva dei står for. Og som oftast “hoppar dei” og lander trygt på beina, medan vi står i bakgrunnen med bankande hjerte og veit vi ikkje kan halde dei i handa. Men eg trur det er viktig å sleppe dei og gje dei tryggheten med at vi er der om det skulle vere bruk for det, om enn det er vanskeleg til tider….
Solklem
Det er i deres store hop, at vi ryster allermest, Solveig, men hvis vi tænker os om, så er det jo egentlig ikke så tit, at de har haft brug for vores gribende arme.
De finder deres egen vej gennem luften og det gør de stærkt og smukt…
Jeg kan lige nøjagtigt sætte mig ind i hvordan du har det… Jeg har det indimellem på samme måde, i lidt andre perspektiver og situationer… Jeg har (heldigvis) ingen børn jeg kan sende over atlanten, det er de ganske særdeles for små til, men er det ikke sådan at hver gang de skal noget nyt, så ved man jo godt med sin fornuft at sådan er det og sådan skal det være, men det er ikke ensbetydende med at følelserne siger det samme… og begge dele skal der være plads til.. jeg gruer for den dag min datter skal begynde at cykle i skole, ( ja jeg ved det er lidt kortere end din datter som skal over atlanten! ;)), for jeg ved da at jeg vil være hamrende fyldt med nervøse følelser over hvordan det skal gå, om hun klarer den… og selvfølgeligt ved jeg med min fornuft at alle friske børn SKAL cykle i skole OG de klarer den, men derfor skal ejg vel nok have lov at mærke følelsernes rasen bare en lille smule.. og det det i virkeligheden handler om, er at vi jo godt ved at livet er forgængeligt, at der altid er en risiko for at miste i alle henseender, og det er jo DET vores følelser reagerer på… ALT den kærlighed man har til sine børn, kan indimellem være så grænseoverskridende overvældende, og hvis man tænker på at man skal undvære dem i så lang tid som du skal, at man bekymrer sig om hvordan det skal gå, så tror da pokker man bliver lidt rystet og ked af det i sin grundvold… men at du alligevel giver slip og giver hende din støtte, det har jeg den dybeste respekt for! Og til din 15 årige datter- Hvor er det fantastisk at have sådan et livsmod, en optimistisk hungren efter verden, og efter at opleve og føle… Og hvor må det også være fantastisk at vide at man har forældre der savner en usigeligt hver eneste dag man er afsted, men som elsker en SÅ højt at man bliver bakket op i sit ønske alligvel…
Dejlig dag og week til alle jer!
Hahaha, Rakel, lige den med cykelturen til skole var det helt store drama, da Sophie skulle begynde på det.
Hun var 10 år og jeg hylede og tudede, da hun var kørt, og hun havde sgi ikke fået lov, hvis ikke Torben havde insisteret på, at jeg måtte give slip.
Forældreskabet er vidunderligt, skræmmende, opslugende, forblændende, herligt og sønderrivende, det er godt at vi ved det på forhånd, så vi kan rejse os igen, når ungernes hurlumhej ind imellem vælter os…
Selvfølgelig VED du 😉 Men følelserne gør nogen gange noget andet end fornuften.
Og UDEN tvivl… din radar bliver pludselig krypteret som en rusten gammel linje, der lader små spor slippe igennem og du skal selv gætte dig til resterne 😉
Det er det jeg synes er sværest ved at Nanna er i USA så længe. Jeg har ikke føling med hende, som jeg plejer. Jeg savner frygteligt at kigge hende ind i øjnene, face to face, og bare på et split sekund, aflæse hvad der sker i hendes indre.
Der er nu mange 1000 km imellem os og hun savner ikke på samme måde (heldigvis)… så hun har ikke tid (og tænker ikke over det / Kan ikke) til at informere mig til fulde om hendes liv derovre 😉 Så jeg gætter, håber, overbeviser mig selv om, at intet nyt, er godt nyt 😉
Ens rolle bliver så meget anderledes. Og en ny familie er nu dem der “sætter plaster på knæet” i de daglige knubs, for en tid. Det føles grænseoverskridende, underligt og efterlader et underligt dyb savn, der giver rutsjebane fornemmelse i maven, fra tid til anden 🙂
MEN, helt som du, så under jeg poden det allerbedste og elsker at se hende blomstre og udvikle sig med lynets hast 🙂 Så ja, een ting er fornuften, en anden ting er MOR-følelserne 😉
Følelser er følelser, Tina, de kommer og er der, lige meget om vi vil dem eller ej, men vi kan bestemme, hvordan de skal komme til udtryk og lige nu er jeg ved at arbejde for, at lammende angst og uoverskuelighed skal blive til styrke og mod.
Det kommer – langsomt…
Jeg glæder mig til, at der kommer lidt oplysninger om den første værtsfamilie, så jeg kan begynde at danne mig små billeder af det hverdagsliv, som Laura skal ha’ hos dem, og også få lavet de første kontakter.
Det bliver SÅ spændende…
Det er helt pinligt at sige, at jeg næsten tuder over at læse dine ord. Min søn er ikke fyldt 2 år endnu, men jeg er allerede ved at tude over, at han en dag også tager afsted…og at det en dag ikke længere er hans mor -mig- men en kæreste eller kone, der må kysse og kramme ham næsten helt i stykker… Suk 🙂
Jeg kender alt til det der, Irene, hvis du vidste hvor mange gange, at jeg har travet med barnevognen med en klump i halsen ved tanken om børnehave, skolestart, kærester, flyttehjemmefra og sådan noget.
Heldigvis sker intet af det fra den ene dag til den anden, det meste af tiden bliver vi klar til det i takt med børnenes størrelse.
Denne her gang er jeg bare lige et par skridt bagud…
TAK! For at du deler sorger OG glæder…
Det gør jeg gerne, Tante T, mit liv rummer begge dele og den ene ting er ikke mere værd end den anden, heller ikke her på siden…
Ja, der er din pige jo virkelig også ude af dine hænder og skal bruge alt det, hun har fået med i rygsækken hjemmefra. Første skridt til at blive voksen… Pyh… 🙂
Kære Anne – Du skriver da bare så det driver tårer også her ved mit tastatur. Jeg har jo øvet mig en del nu, min ældste er 25 og den “lille” på efterskole, men hvor jeg forstår dig og føler med dig. Jeg ved jo, at du ved det hele og nok skal finde dine ben, men mens man er i følelsen er den sgu bare for overvældende. Mine drenge var på vandretur sammen i efterårsferien i Sverige og der blev jeg lige overvældet af skrækken for, at der skete dem begge noget, der ude i den store fremmede natur – gys, gys. De kom naturligvis hjem i god behold og det gjorde jeg også :0)
Et kærligt og moderligt kram herfra, Karen Marie
PS. har jo lige haft føs`dag og fik det mest fantastiske brev fra min ældste, hvor han skrev om alt det jeg betød – og en af de ting han sluttede af med var at selv om han var “en meget stor dreng”, så betød min omsorg og moderkærlighed stadig rigtig meget. Så når vi bliver overvældet af vores moder følelser må vi minde hinanden om at de altså er til det gode :0)