Jeg fandt dette gamle postkort i Sunes retro-garage i eftermiddag og i samme øjeblik, som mine øjne faldt på sandet og vandet ved Kelstrup Strand, fik jeg nærmest ondt i hjertet af længsel efter den egn, hvor jeg boede de første mange mange år af mit liv.
En længsel efter uskyld og ubekymrethed, efter blide bølger og en lille lur under frottébadekåben på et vattæppe.
Lukkede øjne men åbne ører, der hørte børn, der hujede og hvinede i vandet, ører, der hørte voksne, der talte om vejret og de gode jordbær i vejboden på vej til Kelstrup. Duften af termokaffe og en mormor-cigaret, der blev nydt med en Prinzenrolle-kiks til…
Måske havde nogen slæbt en parasol med til stranden, så man kunne søge en smule skygge der, mens man læste i “De fem på nye eventyr” og duften af hybenroserne blandede sig med duften af Sea & Ski, der blev trykket ud i hånden fra den grønne flaske med den hvide skrift og det orange låg.
Tomater og smørsmurte rugbrød’er med saltdrys lå og ventede i køletasken, der hvinede så skrækkeligt, når nogen rørte den “rå” flamingo indeni. Der var helt sikkert også et stykke agurk at gnave og måske et nykogt æg. Og flere chokoladekiks og en håret fersken.
Proviant måtte der til, når man var ved stranden, for det var et heldagsprojekt og ingen havde for travlt til ikke at lade roen falde på sig og bare bade en lørdag væk lige der i Kelstrup…
Dengang jeg var barn, der var der sommer til.
Lang sommer.
Rolig sommer.
Sommer, sol, vand og is fra købmanden ved stranden, hvor man daffede op i badetøj og ægte klipklappere med træbund og kernelæderrem, de sagde ikke klip, men bare klapklapklap smældede de under de sommerbrune fødder med sandkornspyntede negle.
Træt, mæt og varme kunne man kravle ind i den lille Folkevogn, der satte kursen hjem mod Haderslev, hvor der blev pakket ud, rystet håndklæder og skyllet sand ud af hår og ører, hvor køletasken blev tømt og tørret af, så den kunne være klar til næste dag, som selvfølgelig også var en sologstranddag.
Og hvis den ikke var, hvis solen holdt fri og gråvejret havde taget over, så var det lige meget, for man kunne løbe ned på biblioteket og låne en ny stak bøger og måske få 5 kroner med til en håndfuld månegrus fra Frellesen. Måske kunne man være så heldig, at der var Winnetou på en tysk kanal.
Eller måske kunne man lokke en voksen til mange slaw 500.
Og dagen efter eller der omkring så skinnede solen igen og Kelstrup lagde sand og vand til en ny barndomssommerdag…
21 Kommentarer
Anne… hvilken vidunderlig og rammende beskrivelse! Det kunne have været min egen barndoms sommerdage (vi er også jævnaldrende), og lige nu, hvor jeg læser og mindes, længes jeg også. Og tænker på, at tiden har forandret sig – noget til det bedre, og andet absolut ikke. Tak for dit kig tilbage til en dejlig tid og barndom:-)
Mon ikke altid barndommen vil stå i et særligt skær, Helle…
Dejlige barndomssommerminder. Hvad mon vores børn vil mindes…..
Og så løber mundvandet altså lige ved tanken om Månegrus. Dét var lækkert slik:)
Mine børn vil helt sikkert huske plukning af hyld og fremstilling af saft, der lugter lidt af kattetis mens det står og trækker, Eva 🙂
Mmmm… 🙂
Med Mmmmm på, Liselotte…
Her tog vi den 8 km lange tur til stranden på cykel. Det var træls på vej tilbage, for jeg kom altid til at sluge en masse vand. Sommetider slog vi et smut forbi Sdr. Vildtrup på vej hjem fordi der boede en sød dreng der.
Men ja – her er somrene med Kelstrup Strand også gode minder.
Jeg cyklede også, da jeg blev ældre, Julia!
Ja har endda været med til at cykle hjem til Haderslev efter flere penge og en fodbold og så tilbage til Kelstrup.
Those were the days…
Stedet ikke det samme, men ellers lige lukt tilbage i barndomsland 🙂 Tak.
Og velbekomme, Dorthe …
Sikke dejlige minder, de er balsam for sjælen.
Det er de bare, Sonnie, og de er gode at søge tilbage i engang imellem, når man netop har brug for balsam…
I min barndomsverden hedder den strand Lusig og ligger på Als, tæt ved mine bedsteforældres hjem, men ellers så er mine erindringsbilleder helt på linje med dine 🙂
Jeg elsker Als, Hanne, der er så smukt så smukt…
Åååhhh – sådan var det lige præcist 🙂
Det var det nemlig bare, Lone.
Og når man så voksede op i midtbyen, som jeg gjorde, så er lyden af svaler mellem husene også et stærkt sommerlysbillede i erindringen…
Åh søde – jeg breder gerne et vattæppe ud og pakker en køletaske og jeg tager gerne et slaw 500 og spiser en is. Måske har Frelle sågar månegrus endnu – har lige forklaret Anna hvad det egentlig er, da vi stødte på et ukurent stykke slik, der mindende om månegrus. Og her i huset læser vi De 5 pt. Aj, kom og genopfrisk, eller måske ikke, for minder er bedst når de er minder, virkeligheden er altid anderledes. Eller jo, kom…. 🙂
Du glemmer helt at skrive at det også var ved Kelstrup at man mødtes og sad mangen en lang aften og hyggede. At man lige skulle cruise langs stranden og lige runde kiosken ude for enden.
Kelstrup bærer også mange mange gode minder for mig 🙂
Har du så også en badekåbe? Af frotté??
Min var nok fra Orbesen 🙂
Jeg er helt helt sikker på, at du og jeg kunne skabe skønne sommerdage i Kelstrup i 2011.
Måske skulle vi bare kaste os ud i det…
Intet er som minderne fra barndommens land—–En dejlig beskrivelse af dine minder du der lader os få indblik i !!!! Tak for det.
Velbekomme, Marie, det var rigtigt dejligt at sidde her og tænke på de dage, mens jeg tastede løs…
NEJ, hvor fantastisk! Det sted, som jeg tror jeg er den eneste i verden, som kender, for der boede min bedstefar, min papbedstemor og mine halve fastre og en enkelt halv onkel. Og så min fars gamle snobbede tante, som havde ført hus for min oldemor – som jeg svagt kan huske, de boede alle sammen på Nørretoft – og så har du også været der. Måske ikke helt samtidig som mig, for jeg er vist ældre (årgang 57) end dig. Og jeg kan også huske købmanden (Jens Strit blev han kaldt, da jeg var der. Det må næsten være den samme, for han var der længe)
Vi var der hver sommer og ja, jeg genkender også meget af det, som du beskriver så fint!
Det er ved at være nogle år siden jeg har været der sidst, men jeg har faktisk tænkt, at jeg ville en tur derned i år. Jeg har stadig en faster, som bor i oldemors hus.