Sommersolen varmer udenpå og indeni. Her er smukt og stille i haven, pigerne er på sommerhusbesøg ved gode venner vestpå og har efterladt mig hjemme uden forpligtelser af nogen art. Der vel egentlig ikke så værst.
Sol på terrassen, gode magasiner, iskaffe, hundeklap, en nyplukket tomat fra drivhuset og et strikketøj, der glider.
Gode, stille og rare ting.
Og så alligevel tårer.
Tårer, der løber nærmest uden stop.
Tårer af sorg over det der var og som aldrig kommer tilbage, tårer af angst for om jeg mon klarer det med mig selv intakt og i god behold.
Tårer for børnenes sårbarhed og deres savn af det kendte, tårer over at være uden den kraft som ellers har været min redningsplanke i et liv med meget uro.
Men allermest tårer af sorg.
Og de må gerne komme, de skal være her, for hvad sagde det om mit liv, hvis de ikke fik plads…
I ugens Alt for Damerne skriver sognepræst Birgitte Kjær Mikkelsen smukt og stærkt om sorg. Om den sorg, man rammes af, når man mister. Ordene i artiklen er faldet i en samtale om at miste ved dødsfald, men jeg mærker tydeligt, at de giver genklang inde i mig, lige her og lige nu.
For vores opløsning af familien føles lidt som en lille død.
Her er nogle af de af Birgittes ord, som jeg oplever som en forlængelse af det, der rører sig i mig
“Jeg håber på, at jeg med mine egne erfaringer kan være med til at hjælpe de mennesker, der har mistet, med at få fat i livet igen. Jeg siger i virkeligheden ikke ret meget til dem, men jeg lytter til, hvor de er og hvilke tanker de gør sig. Og jeg hjælper dem med at forstå, at alle deres tanker er okay og helt normale. Og så snakker vi også altid meget om, at det at være ked af det og gå i stå i livet også er en måde at vise kærlighed på. For havde man ikke elsket så meget, så ville det vel heller ikke føles så svært at miste. Man skal ikke være bange for at være ked af det. Der er mange, der er så skræmte over at være kede af det. Det er også vigtigt at huske på, hvor fantastisk det er, at de mennesker har været her – selvom vi nu skal undvære dem. Alle de spor de har sat i verden. Man ville jo ikke ønske, at de ikke havde været her, selv om man skal lære at leve med smerten.”
Jeg er på vej ud i en ny del af mit liv, og i momenter mærker jeg en stærk følelse af frihed og lettelse, men det er ikke det samme, som at sorgen ikke er stor.
For hvad ville det sige om det liv, jeg har haft sammen med Torben, hvis jeg kun kunne tænke bittert og grimt om det, hvad ville det sige om mig som menneske, hvis jeg havde valgt at leve et liv, som jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for.
Jeg tør godt at stå der, hvor livet rusker og flår, jeg løber ikke i ly bag floskler eller bortforklaringer, jeg skøjter ikke på overfladen, jeg tuder som en ulv i natten, jeg er hudløs, usikker og nok lidt fortabt.
Men det er okay, jeg tror på, at det er en naturlig del af sorgen og når den engang har lagt sig bare en smule, så vil den ha’ været med til at sætte nye perspektiver på livet…
6 Kommentarer
Kommentarer:
Jeanette Hegaard Hansen sagde …
Jeg er så imponeret som du kan få det på skrift, Anne og jeg tror det hjælper dig lidt på vej, at få det på skrift, ud af hovedet og ned på “papiret”….
Sender dig mange tanker…..
20. jul. 2011 08.21
Eva sagde …
Så løber tårerne også her…. De varmeste tanker ?
20. jul. 2011 09.10
junopigen sagde …
Vi kommer ikke igennem livet uden at mærke. Enten det er glæde eller sorg. Du er lige nu et sted i livet hvor det gør rigtig ondt, og så er det godt at dele smerten med andre. Vi bloggere har en enestående mulighed. Vi kan skrive os igennem sorg og glæde og få en dejlig respons fra vores læsere.
Jeg håber at du kommer godt igennem det du oplever lige nu.
Pia
20. jul. 2011 09.16
GrenDesign sagde …
Kæmpe cyberkram herfra, Anne! Et af de store med italiensk sol og varme. Det lyder nu også som om der er smil og et liv, der er værd at leve bag alle de tårer, der skal være der.
KH Britt
20. jul. 2011 10.18
Ann sagde …
Hvor sundt at tage en alenestund og lade angsten og sorgen komme frem for en stund i en pause i alt det, du til dagligt skal stille op til med nogenlunde samlet styrke.
Jeg beundrer den klogskab, hvormed det lykkes dig midt i alt det smertelige, at reflektere nuanceret og harmonisk over din situation.
20. jul. 2011 10.41
Fríða sagde …
kære söde, blöde, seje, stærke Anne, jeg håber og tror på det bedste mulige resultat med dit nye liv.
kh.fra Island
Frida
20. jul. 2011 10.52
unikarina.dk sagde …
Endnu en gang formår du at sætte ord på de svære ting. At være hudløs ærlig – og samtidig respektfuld. Jeg hæftede mig ved en linje i Birgittes tekst… “Ikke at være bange for at være ked af det”. Det er en del af livet – og tårer sådan en forløsende faktor, som gør godt for sorg og sjæl.
Jeg er så sikker på at du nok skal finde vej gennem de mørke stunder som vil komme. De tanker du gør dig for dine børn. Og som du slutteligt skriver, så er sorgen også med til at sætte nye perspektiver i livet.
Et varmt knus herfra…
20. jul. 2011 11.19
Anne sagde …
Der er så meget, som gerne vil ud, Jeanette, og ind imellem lykkes det faktisk at få formuleret noget fornuftigt omkring det…
Sådan må det være, Eva, men en dag holder det op…
Jeg er heldigvis også rigtig rigtig god til at mærke alt det, der er dejligt og herligt, Junopige, og det er her også lige nu, selv om dagen har været fuld af kedafdethed…
Livet er bestemt værd at leve, Britt, det har jeg ALDRIG været i tvivl om, hverken nu eller tidligere, hvor der også har været sværdslag.
Og bare det så var mig, der havde stået under den italienske sol, jeg kunne sådan ha trængt til det…
Tak skal du ha’, Ann, det vil jeg huske på en dag, når jeg optræder mindre klogt…
Det gør jeg også, Frida, det kan du lige regne med, jeg skal bare lige derhen og vejen går vist igennem tårernes dal 🙂
Og knus tilbage, Karina…
20. jul. 2011 12.34
Hurlumhejhuset sagde …
Min gode mormor sagde altid til mig, når jeg var på ferie og havde hjemvé, at hun blev så glad, når jeg savnede min mor, for så var min mor en god mor. Jeg savner stadig, og jeg husker stadig, at savn kun kommer, hvis man har fået lov at opleve noget godt. Tænk, at der er folk i verden, som ikke har nogen eller noget at savne eller sørge over…
20. jul. 2011 13.47
Siller sagde …
Åh, Anne… Det er så hårdt det du må igennem. Der er ikke nogen nem vej, bare den hårde. Otto Brandenburg, sagde engang: der står en kasse med lussinger til os alle, der er bare nogen som får dem i en tidlig alder. Du kæmper… Og du skal fyldes op. Du er en dejlig mor. Du er en giver. Garanteret observant på alt og alle. Men nu i denne tid skal du modtage. Så jeg sender dig varme, styrke og sindsro. Og føler med dig….
20. jul. 2011 17.38
Siller sagde …
Siller=Sidsel
Du kommer igennem, søde Anne – du kommer igennem.
For det er ikke endt her.
Det er en fase, en proces – og på den anden side er dit nye liv.
Jeg tror det bliver et godt liv, for sådan som du bearbejder og reflekterer kan det kun blive et godt liv.
Du har talent for et godt liv – prøv bare at læs hele din blog!
Der er beviset. 🙂
Mange kærlige hilsner fra mig til dig.
Kære Anne – Når noget slutter er der noget nyt der begynder, – jeg håber alt det bedste for dig og dine piger.
Mørkets sang af Benny Andersen:
Floden er gammel,og floden er ung.
Byen er sorgfuld og munter.
Natten er glædelig. Natten er tung.
Livet er timer og sekunder.
Hold dig til livet et stykke endnu
døden har masser af venner.
Æd kun af mørket, men tro på at du
snart finder hende, du kender.
Ånd på mit hjerte og tæl så til ti-
Hør hvor det vågner af glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi.
Så er vi begge til stede.
Tænd dine sole og ræk mig dit hår.
Kom med dig selv og din sommer.
livet er mer end sekunder og år.
Intet er væk når det kommer.
Mødes og skilles og mødes igen.
Varmt er det hjerte der bløder.
Liver begynder bag smerten ,min ven.
Lykken må danse på gløder.
Affind dig ikke med mørkets magi.
Rut med dit forråd af glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi
så er vi begge til stede.
Træer kan vælte og riger forgå.
Kloder kan flække som ærter.
En ting er drøj og går aldrig i stå:
Kærligheds magt over hjerter.
Mørket vil binde, men lyset gør fri,
bred er den smalleste glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi
så er vi begge til stede.
Mørket kan larme og mørket er tyst.
Sorgen er nem nok at lære.
Jeg ved en zone, hvor mørket er lyst.
Der vil jeg synge og være.
Du er det lys du kan sprede.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.
Det er smukke ord om noget der kan være så svært. Men du ved det og tør det, og det synes jeg er stort – og smukt 🙂
Puha, føler mig lige sat tilbage, til da jeg var igennem samme tur. Men føles, reageres og mærkes efter, det skal der. Og heldigvis bliver det bedre.. i bliver alle stærkere og kommer ud på den anden side. Om noget tid kan man se tilbage uden at det gør lige så ondt, som det gør nu.
Men jeg synes det er flot og stort at du formår at udtrykke at det jo ikke er rent skidt og at i jo har haft meget godt sammen… og det skal man ikke glemme 🙂
Som min søde farmor lærte mig: Aldrig nogensinde fortryde eller være bitter over den tid der gik… for der er altid kommet noget godt og lærerigt ud af det. Og intet har kun været skidt.
Det husker jeg tit på, når jeg føler at det er lidt op ad bakke og lidt for meget rusk, i livet 🙂 Knus til jer alle!
At sørge har for mig altid været et udtryk for styrke. Når mennesker tør stå ved deres sorg, tør græde og vise at de er ramt, bliver jeg altid så fyldt med en endnu større respekt overfor vedkommende. Og får en trang til at favne…favne og lytte det bedste jeg kan.
Jeg er simpelthen ked af at din familie skal igennem sorgen…jeg bliver så rørt over den måde hvorpå du beskriver det hele, og kan tydeligt mærke at det stikker i hjertet, når jeg prøver at forestille mig hvad i hver især går igennem. Hvilke bekymringer du gør dig i forbindelse med dine piger. Men at dét er et umuligt foretagende ved jeg inden jeg får begyndt…og derfor skal jeg ikke gøre mig klog på hvordan i bedst klarer jer videre.
Men alle de nye veje i skal betræde og den nye måde i skal være en familie på, er jeg overbevist om at du nok skal finde, Anne – på klogeste og kærligste vis.