Morgenens bagerier skulle ikke ud af huset, de skulle nydes her af nogle af vores allerbedste venner med børn, af vores naboer og en lille flok af Lauras veninder.
Men det vidste Laura ikke –
og det var meningen.
Jeg havde inviteret for noget tid siden, bedt nogle af de vigtige personer i Lauras liv om at være her i dag og medbringe et foto, brev eller andet sjovt og småt i størrelse, som Laura kan få med sig over Atlanten i en lille mappe.
Og jeg skal da lige love for, at de havde taget det alvorligt, der ligger så skønne ting derinde på bordet, som jeg nu kan samle og sætte ind til senere fornøjelse og hjertevarme for Laura…
Laura troede, at hun skulle med Torben i eftermiddag, så hun stod med rygsækken på og snørede sine sko, da de første gæster dukkede op og hun smilede så sødt og så en anelse perpleks ud, for hvordan skulle hun nu lige sige, at hun altså ikke havde tid, når de stod der og gerne ville ind.
Ja faktisk gik der en rum tid, før hun forstod, at hun ikke skulle nogen steder og at alle kagerne var til at servere for den store flok, der kom strømmende.
Åh som jeg nød at se hende smile, rynke brynene og komme med små forundringslyde. Mundrappe og lynhurtige Laura blev for en kort bemærkning meget stille…
I løbet af eftermiddagens timer er her blevet talt en masse, tegnet og forklaret om alt det der venter og grinet af de hyggelige ting, som gæsterne havde med. Der var hjemmegjorte tegneserie lavet af Laura i 3.klasse, fotos og små vers og en enkelt sang, dollars til frimærker og adresserede kuverter, hæklede flag og en kalender til at holde styr på dagene, der skal gå inden hun er her hos os igen.
Rå og ærlig kærlighed til Laura fra dem, der gør hendes liv til noget ganske særligt…
Nu er her stille igen, de sidste kager er ryddet væk og stolene stablet.
Laura er taget ind til byen for at mødes med Torben og den del af familien og om lidt synker bagermesterinden sammen i sofahjørnet og kniber måske en enkelt tåre eller to, en af glæde og en af den længsel, der allerede fylder indeni.
Søndagen blev en dag med mange store varme knus og på gensyn’er.
Lige om lidt vinker vi i Kastrup…
32 Kommentarer
Åh Anne, tom for ord bliver en anden Anne lige pludselig…sikke en dag..sådan en burde alle have engang imellem 🙂
Vi må blive bedre til at lave sådanne stjernedage for dem vi holder af, Anne, der behøver vel ikke altid være en særlig anledning ud over den, at det menneske som vi ønsker at glæde er noget særligt…
Sikke en dejlig overraskelse og gave til Laura – og ikke mindst til gæsterne. De fik en chance for at sende hende godt på vej – med gode tanker og ord. Smukt.
Jeg mindes for 17 år siden, da det var mig, som havde pakket kufferterne og skulle rejse til USA. En vild dejlig tid – som jeg værdsætter højt.
God tur til Laura – jeg er så sikker på at hun skal få det godt. Der vil blive tonsvis af fede oplevelser – men der vil også være savn undervejs. Men så kan hun jo finde sin mappe frem. Stort kram til Lauras mor – der vil også være længsel og glæde hos dig!
Det bliver så godt for Laura, Karina, og vi andre kommer også igennem det, det er jeg sikker på, men længslen bliver stor ind imellem…
Sikke en smuk gestus både på ideplan og i udførelse – man kan ikke undgå at blive lidt rørt og samme tid ønske man var med i jeres fællesskab <3
Kærlige hilsner
Anette
Du skal være velkommen, Anette…
Sidder næsten med en lille tåre i min øjenkrog.
En rigtig god ide at invitere gæster med en lille minde-pakke. Og så dejligt når man kan overraske nogen så positivt.
Det må være sejt at skulle sende hende afsted nu, men hun får garanteret en fantastisk tur og inden du ser dig om, er hun hjemme igen 🙂
Kh
Tidspunktet kunne godt ha’ været bedre, Jeanette, det bliver især hårdt for Amanda at undvære sin søster, som hun er så tæt på, når der også er alle de andre forandringer i vores liv.
Men ja – pludselig så er hun her igen…
Smuk, smuk dag!!! Og det må absolut være med blandede følelser. Tænk, at sende sin store unge ud i verden på egen hånd – i mere end nogle dage ad gangen. Samtidig med, at man glæder sig STORT på hendes vegne. Jeg får en klump i halsen, og tror jeg forstår:-)
Kærlige hilsner Helle
Det meste af tiden er følelserne glæde og spænding og begejstring og så ind imellem så rammes hjertet også lige af frygt og savn på forhånd.
Vi kommer vist igennem hele registeret i denne tid, Helle…
Skøn ide – hun er heldig at have en mor som dig.
Det er jeg HELT sikker på, at hun ikke altid synes, Anita, men lige i går gjorde hun…
Det var dejligt og rørende at læse om.
Det var en herlig eftermiddag, Eva, og jeg vil se om der ikke kan puttes flere af den slags ind i det almindelig liv, og ikke kun til særlige begivenheder. Vi har vel alle brug for lidt ekstra fejring ind imellem…
Sikke en dejlig hjertevarm overraskelse til Laura – skøn at have med i kufferten!
Forstår dælme godt dine tårer “sidder løse”! Jeg bliver rørt bare af at læse om det.
Hun har talt meget om dagen i går i dag, Heidi, det betød noget for hende, at folk kom og var så glade og varme og havde lagt arbejde i de ting, som de havde med…
Sikke en dejlig idé. Rigtig god tur til Laura 🙂
Det måtte til, Birgitte, det fortjente hun…
Jeg stemmer i – det er meget rørende at læse om; din datter har været heldig med dig 😉
Hvor er det smukt med sådan en afsked… og hvor er det fantastisk, at du er med til at gøre det muligt for Laura at komme ud i verden og komme af sted på en god måde.
Det er da helt fantastisk hvad du klarer.
Hun er noget af det bedste jeg har, Lone, én ud af tre vidunderlige, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan og mere til for at hun kan komme igennem livet på en skøn måde…
Hej Anne!
Jeg husker det, som det var igår, da min datter drog “over there” for at arbejde som aupair i et år. Jeg havde bare så ondt i mit hjerte. Samtidig var jeg stolt over, at hun havde modet. Når jeg savnede hende ubeskrivelig meget, tænkte jeg på, hun er kun “et klik” borte, det var skønt med skype, så kunne jeg jo se hende “LIVE”. Held og lykke til jer.
Jonna
Skype er godt, Jonna, især for os med modige og eventyrlystne sønner og døtre, der drager ud i verden…
Dejligt at kunne sende pigebarnet afsted med gode minder i bagagen. Og god tur til både Kastrup og USA, når I når så langt.
Det er lige om lidt, Pollyanna, og vi er klar med det meste.
Håber også at tingene skrider planmæssigt frem hos jer…
Fantastisk 🙂 Sikke en overraskelse – rigtig god tur til Laura.
Åh, hvor er det bare smukt. Sikke en overraskelse for hende og en dejlig dag for jer alle. Hun er heldig, hun er velsignet med dig 🙂 Rigtig god tur til Laura.
Sikke en fantastisk idé! Du er altså virkelig en ener, Anne. Og en helt utroligt sød og omsorgsfuld mor… Kan godt forstå, at Løvinden har svært ved at skulle undvære den skønne Laura i et helt år. Men det er vel netop også derfor, at jeg tror, du er en god mor. Du giver også Laura den frihed og de muligheder, hun ønsker og har brug for – det er stort.
Mange kærlige hilsner fra Istanbul.
/Eva
Snøft! Jeg blev rørt !
Sikke en skøn søndag 😉
Smuk måde at sige god tur på.
Skønt billede af jer 4 piger.
Yt
Hvor er du et stort og hjertevarmt menneske, Anne. Din dejlige datter vil huske dig længe for den fest, du lavede hende.
Jeg sidder og er helt rørt.
Hav en god dag 🙂
Klem
Hvor er du en fantastisk dejlig mor!
Det kostede lige et enkelt snøft eller to…
sikke en skøn dag … og sikke et savn det blir….