KäHLER PIGEN…

En af min dejlige læsere  –  Sidsel fra Nordjylland  –  skrev engang:

“Du er en Kähler-pige, Anne!”

 

Og det er jeg vel?!

Jeg holder i alle tilfælde rigtigt meget af deres keramik og glæder mig altid til at se, hvad de finder på og hvilke dygtige keramikere, som de får sig allieret med.

Her hos os står der stjernestager, Mano kopper og skåle, her er Pura kopper og Fiducia stage og nok også noget, som jeg har fået gemt og glemt.

Men her er faktisk også en Kähler pige mere end mig, en vaskeægte én af slagsen, en der er født Kähler, hun har i alle tilfælde den karakteristiske signatur under sine fødder…

 

Hun sidder dér i bar figur med sine små arme puttet om en lille and og kysser den på det dunede hoved.

Hun er lidt snavset og trænger til en vask, men jeg ved, at det grålige skær stammer fra alle de gange, hvor hun er blevet aet af bl.a. mig selv, da hun stod i farmors stuer, da jeg var barn.

Nu bor hun her og står i vinduet i mit soveværelse, jeg aer hende på håret, når jeg trækker gardinerne fra om morgenen og glæder mig over, at ikke kun det nye moderne og meget eksponerede Kähler står i mine rum, men at også noget gammelt og endda med en særlig betydning er landet her…

 

I dag har jeg indtaget min frokost af den smukkeste store hvide tallerken med sirlige og tynde tynde cirkler på fra yderst til inderst. En tallerken, der var specialfremstillet til Århus Festuge og nu findes på Kählers Spisesalon og så i en lille stak i butikken længere oppe ad M.P.Bruuns Gade.

Jeg er blevet frokostforkælet med god og dejlig mad og det fineste og tryggeste selskab, jeg er et heldigt menneske.

 

Min frokost var to lækre stykker smørrebrød, en Kählers kærlighed med saltet torsk og knuste kartofler toppet med fennikel og grape og så en Sveas sommer med noter af svensk skovbund og havesyre. Birkeøl til. Velsmag og tilpashed i overflod.

Da maverne var slået og verden vendt blev der plads til en citronmedalje og en god kop te. Jeg vil gemme smagen af den syrlige creme og den søde sprøde bund i min bagelomme i hjernen og måske indbyder weekendens vejr til udfoldelser med citron og kagerulle. Hvem ved…

 

Det er længe siden, at jeg har været på så hyggelig en restaurant, pænt var der  – smukt faktisk  –  og jeg mener faktisk at stedet har  vundet en pris som landets smukkeste restaurant.

Betjeningen var i top, tilpas frisk men alligevel diskret, sådan kan jeg li’ det.

Jeg kunne ha’ siddet der endnu og bare nydt, andet skulle dog også klares i Aarhus og det blev det!

Men jeg kommer snart igen, det er helt sikkert, og hvem ved, måske er der så styr på det absolut eneste, som jeg ikke vil sende masser af hjerter efter, deres blomster i potter hørte til et helt andet og ikke-stiligt sted som der. Men hva’ fa’en, der skal jo også være plads til kiks, jeg laver mange af dem selv…

 

Til jer, der også nyder den slags madfornøjelser, afsted med jer, det kan kun gå for langsomt.

Og mens i skynder jer så vil jeg bære den gamle  –  i alle tilfælde ældre end mig  –  Kähler pige tilbage i vinduet i soveværelset, hun måtte ind i den smukke juniaftensol i stuen og stå, mens hun skulle fotograferes, men der er ikke sikkert derinde, en lille grå og lynhurtig misling skulle nødigt blive hendes endeligt.

 

Og fortryder jeg nu, at jeg ikke tog en af de store tallerkener med cirkelerne med hjem?

Ja, temmelig meget endda!

Men det kunne selvfølgelig også bare betyde, at jeg må afsted igen meget snart.

Og det gider jeg!

Rigtigt godt endda…