11. August 2011 afleverede jeg en datter i Kastrup til et år på High School.
12. august 2012 afleverede jeg en datter i Aarhus til et år på efterskole.
I august 2013 har jeg ingen at sende afsted og det er da ærlig talt ikke noget jeg begræder, jeg synes, at jeg hat haft farveller nok i de sidste par år.
At sige farvel i dag var dog en del lettere end farvellet til Laura var, faktisk fantastisk meget lettere, men det betyder ikke, at jeg kunne gør det uden spekulationer, formaningen, uro og fugtige øjne.
Men allermest blev de sidste knus givet med masser af lykke, forventning, glæde, tro, håb og oceaner af kærlighed.
Min sidste lille kylling, vores allesammens lillesøster, hende rosinen med de store bløde brune øjne er nu i frit løb ude i verden og vi andre hepper her hjemme fra…
Amanda har trukket et heldigt lod i værelsesfordeling, smukt smukt udsyn til bakker og grønt og brægende får og førstehåndsindtrykket af roomien er vældigt godt, stille og naturlig pige som Amanda selv, det gav et lille lettet suk i dem begge, da de kiggede hinanden i øjnene. Og sådan var der nok også en mor eller to, der havde det lige sådan i det øjeblik.
Som lillesøster til 2 store driftige søstre nåede lille my’en nærmest ikke at blinke før der var pakket ud, organiseret, lagt på hylder og puttet i skuffer. Bum-bum-bum så var det klaret og den ellers ret hurtige mor nåede nærmest ikke at få hænderne op af lommen. Og må hun sige det selv, så klarede hun faktisk ret godt at læne sig tilbage og se på.
Velkomst, sange, kaffe, kager, informationer og kiggen-hinanden-an var der afsat nogle timer til og vi forlod ikke skolens matrikel før et kvart minut i skrid hjem tid.
Vi måtte ha’ det hele med og være helt sikre på, at Amanda nu også var okay.
Det var hun selvfølgelig, det var bare den ene hønemor der nu havde fuld support fra to, der var lige så vimsende…
Aarhus Efterskole har dette forår fået skrevet en sang til sig selv af Iben Krogsdal, en smuk og stærk sang om at rejse i livet. Jeg blev rørt da vi sang da, rørt af ordene og stemningerne, rørt fordi jeg nu igen sad der med mine smukke tre og mærkede hvor stærke vi er sammen og stolt at, hvordan vi sammen har rejst afsted og rejst os i det sidste års tid.
Jeg ville ønske, at jeg kunne synge sangen her, alle versene, men det ville nu nok alligevel være for meget at udsætte nogen som helst for, så jeg nøjes med taste bogstaverne til ordene i vers 3, som gav mig følelsen af OS. OS 4 kvinder i forskellige aldre, forskellige og alligevel så ens, mine piger, vores lille familie.
Lege for livet – og leve for nogen!
Åbne en gave og række en arm!
Løbe på græsset med tvivlen og troen!
Hente en viden og leve den varm!
Følge de lysvendte love, der gælder:
Timerne sammen er timer, der tæller!
Vi har haft timer sammen, pigerne og jeg, rigtigt mange, for jeg har prioriteret dem, da de var små og halvstore og også nu, hvor de 2 er på vej mod voksne og den sidste allerede er det, også nu er de det vigtigste, først dem og så alle de andre skønne ting, som livet også rummer.
De ved det, de tvivler aldrig og ved også, at linen er lang og elastikken ligeså og jeg er altid i den anden ende af den…
Jeg kan sagtens give slip, jeg tør godt, for de vender tilbage mine 3 “små, de ved, at det er her de hører til, sammen med hinanden og sammen med mig. De er gode til at sætte stærke og velformulerede ord på det, skarpe og til tider også spiddende, men oprigtige og fra hjertet.
Jeg er heldig at ha’ dem her hos mig, sammen og hver for sig og på hver deres måde.
De næste mange måneder skal Laura være en slags enebarn her, mens rosinen hygger sig og folder sig ud i Skåde, det bliver en fantastisk oplevelse for Amanda, det er jeg ganske sikker på, hun har taget en beslutning om et år på efterskole og når hun beslutter noget, så gennemfører hun det koste hvad det vil.
Også selv om hun så ind imellem fisker efter sin mindste storesøsters hånd og holder den fast indtil modet vender tilbage.
Da mine øjne faldt på deres hænder i dag blev jeg sendt tilbage til 11.august sidste år, hvor lige præcis de hænder også holdt rigtigt godt fast i hinanden. Fantastisk at kunne følges sådan ud i livet, sammen og lidt hver for sig…
Alt er godt, alt er roligt, her er lidt tom, selvfølgelig er der det, nu havde jeg jo lige vænnet mig til, at der igen var 2 teens i huset, men jeg under af hele mit bankende moderhjerte, at Amanda nu står for tur på oplevelseskarussellen og glæder mig vildt over, at der er noget kortere afstand denne gang mellem ude og hjemme.
Hun er væltet omkuld derude, har sendt godnatkys til alle, mest Otto og står i morgen op til den første dag i det forhåbentligt bedste år i hendes ungdomsliv.
Og mens hun suger alt til sig på denne mandag, så vil der på et tidspunkt også tikke en mail ind fra England med alle hendes eksamenskarakterer fra forårets 27 eksaminationer. Skal vi ikke satse på, at resultaterne efter 2 års målrettet slid er af sådan karakter at de bare bliver en ekstra klat flødeskum på en herlig og solfyldt augustdag…
35 Kommentarer
Det var et smukt og stærkt indlæg, der ikke blev læst uden tårer i øjnene.
Og sikke en dejlig sang.
God mandag til hønemor fra hønemor.
Sangen er helt fantastisk, Eva, og med et velspillende lærerorkester til, så lød det vidunderligt da mange mange hundrede sang den i sportshallen på skolen i søndags…
Albert tog samme tur, på samme efterskole for 4 år siden, og det lyder som om alt er ved det gamle, både for forældre og børn.
Verset viser også lige på en prik, hvordan Aarhus Efterkole er og hvad det er de lægger vægt.
Ammanda får det dejligst derude under Søsterhøj antennen, og næste år, fru Stange, så er hytten fuld igen 🙂
Jep så er hytten fuld igen og indtil da vil jeg nyde, at Amanda turde hoppe ud i ukendt farvand, hun bliver hurtigt en habil svømmer, det ved jeg…
Et dejligt livsbekræftende indlæg, perfekt måde at starte mandagen på. Er sikkert på at Amanda får en fantastisk år, og mon ikke det bliver lidt rart at have Laura alene.
Jeg vil nu gå ud og møde verden med lidt af den omsorg og varme som dit indlæg hat givet mig.
God tur ud i verden, Gitte, og kom endelig tilbage, jeg forsøger gerne at tanke dig op, hvis du løber tør…
Hvor er det godt skrevet Anne. Jeg sidder her på arbejdet og prøver at fange mine tårer i øjenkrogen, så ingen spørg “hvad der dog er kommet til mig” – Dine ord går lige i mit moderhjerte, og tanker om, hvad der dog venter mig om et par år.
God dag til dig og ikke mindst Amanda.
På et tidspunkt kommer det til alle os mødre. At give slip er ikke det letteste eller det sjoveste, men det går, Sonnie, det går.
Også god dag til dig…
Aah, Anne – du kommer helt ud i hjoernene af alle foelelserne. Sikke en sommer 🙂
Det gør jeg bare, Fisker, det er vildt…
Rammer mig som mor til 3 sønner der allerede er rejst hjemefra … tak for det
Det er den vej de skal, Siffe, hjemmefra, men det er lidt ligesom med Fakta, man vil så gerne ha’ at de bliver lidt længere…
Endnu et indlæg der tager pusten fra en, og på den absolutte gode måde, de piger er bare så super heldige at have dig som deres mor… håber Amanda får et fantastisk år…
Ind imellem vil de give dig ret, Susanne, og andre gange vil de sige, at de er ærgerlige over, at jeg ikke har byttemærke på.
Og ja, lad os håbe, at hun får et fantastisk år, hende rosinen…
Du er heldig, at du har tre så skønne piger, men hvor er de altså også heldige, at de har sådan en fantastisk mor!
Jeg er meget meget heldig, Birgitte, det tænker og mærker jeg hver eneste dag …
Jeg heier på søte, fine Amanda! Håper hun får et fantastisk godt år! Og nydelig skrevet om den fantastiske reisen det er å ha barn. De starter inni en, deretter reiser de seg for å gå, og så går de stadig lenger vekk. Men om en har skikket seg godt og er litt heldig, så kommer de innimellom tilbake. Heldigvis..
Ja heldigvis, og det er vi mødres redning, at de trods alt kommer tilbage engang imellem, Tora…
Meget smukt skrevet – og meget smukt billede hvor de holder hinanden i hånden. Jeg er sikker på at Amanda får et fantastisk og oplevelsesrigt år på efterskolen. Og skønt at hun indimellem lige kan komme hjem og være hos mor og søstre.
Ja det er godt, at “udflytningen” denne gang foregår i hjemlandet og ikke til den anden side af Atlanten…
Åhh altså – nu tuder jeg igen 🙂 I går afleverede jeg også min datter på efterskolen. Det var fantastisk. Og frygteligt. Men mest af alt fantastisk. Og jeg er sikker på at vores store tøser får et fabelagtigt år.
Det gør de bare, Hanne, de får det fuldstændigt fantastisk og de er allerede godt i gang med det, det er jeg sikker på…
Flott innlegg og fine ord. Med tårer i øyekroken minner det om starten på mitt eget år på efterskole for nærmere 15 år siden, det var det aller beste “skole”året og en opplevelse for livet! Mange varme tanker til din datter som skal inn i det nye og lære mye om andre og mer om seg selv.
Jeg har ikke selv været på efterskole, frk snupp, men jeg kan høre på alle, der har været det, at det er en ganske særlig oplevelse, som altid vil have betydning i livet…
Kan slet ikke kommentere på dit indlæg! Jeg er stadig helt flosset i kanten og tyndhudet efter selv at have afleveret en til efterskole søndag.
Og han har det godt, – men jeg er slet ikke klar til at længes sådan…
Jeg er faktisk ret rolig omkring det, Tante T, jeg tror, at jeg er helt lettet over, at det bare er i Aarhus hun er og ikke i et meget fremmed land meget langt væk.
Men hun mangles her da…
Set i det perspektiv, er en efterskole på Fyn jo peanuts 😀
Dagen igennem glædes jeg på sønnens vegne. Men når jeg går til ro og ser det tomme værelse, savner og længes jeg inderligt og uventet… 🙁
Nårh, Anne. Pyhaa. Dine børn er godt i vej. Heldigvis:-)
At et moderhjerte må briste, det må det så. Det er hårdt at give slip. Men dine sunde, brunøjet krøltopper, er jo et bevis på god opvækst:-))
SÅdan tænker jeg også, Sidsel, de er rustede og parate og jeg ved at det går, men ha, det er hårdt at give slip…
Du er en helt fantastisk mor, Anne. Tvivl aldrig på det. Jeg ved Amanda får et fantastisk år derude, for jeg har selv gået der for år tilbage og min ældste gik der 10/11. Stedet er helt fantastisk!
Jeg gør hver dag mit bedste, Lisbeth, for at være den mor, som jeg synes, at mine børn fortjener.
At skolen er et dejligt sted, det har vi heldigvis hørt så mange fortælle, det giver ro inden i. Faktisk var en af vores meget meget gode unge venner afsted derude samme år som din ældste 🙂
Puha, jeg måtte holde nogle pauser i min læsning af dit indlæg. Ellers kunne jeg ikke se noget gennem mine våde øjne. Stærkt indlæg med flot og kærlig beskrivelse af dine små kyllinger 😉
Ind imellem må der pauser til, Letten 🙂
Meget længe har jeg haft mit syn på efterskolen udelukkende med udgangspunkt i elevens oplevelse. I min egen oplevelse. I minderne om et fantastisk år, som jeg under alle. Aldrig fra den anden side. Fra hjemmets og alle savnene.
Der går et par år, før jeg selv står i samme situation, men jeg kan godt mærke at det rykker tættere på. At min rolle er ved at blive ændret. At jeg pludselig bliver den, der står tilbage og skal savne og mangle i et helt år.
Jeg ønsker Amanda et skønt år med alt det gode en efterskole indeholder. Det er jeg sikker på hun får. Og selvom der er savn i den anden ende, vil jeg vælge at glæde mig på dine vegne over alle de muligheder hun får 🙂
Århhh Anne – det her trak øjenvand (Lauritz’ udtryk for tårer her i huset!) – og de hænder der… uhhhha, Anne – At du så tydeligt har mod og hjerte til HØJT at skønne på dine dejligheder er agtværdigt! Det gør mig så stolt og varm indeni! Tak fordi du er så … næn og ligetil, Anne! Du skriver at du er heldig… tjaaa, jeg tror nu ikke på held omkring vores børn! Jeg tror langt mere på, at det er masser af tid, tydelighed, enorm bevidsthed, nærvær i hverdagen, evne til at “se langt” og se “stort i småt”, ved du nok! Så jeg vil give dig en kæmpe krammer fordi du har evnet at opfostre sådanne tre stærke kvindfolk der også kan berige andre med deres elsk værdige opmærksomhed og oprigtighed og som har et kæmpe forbillede i netop den mor der gav dem liv og styrke! Kæmpe kram – og lyse smil!