MAN KUNNE IKKE SE EN HÅND FOR SIG…

Dagens lynhistorie.

 

Tilbage i 70’erne var jeg med i Egern Patruljen.

Blå pigespejder med sømandssweater, krøllede fletninger og bukser med mega svaj. Om sommeren røde træsko med tyk blød gummisål under det hårde træ og om vinteren andefødder. Cowboyjakke, islændersweater eller Musk Ox parka med krave af hvidt hundeskind. JBS undertrøjer med striber på var også tjekket, flotte var vi.

Jeg cyklede ud til spejderhytten på min blå cykel med de 3 gear og sindsyg dymano, der kunne tage livet af selv den med de sejeste lårmuskler. Jeg cyklede ud af Aastrupvej, der var kantet af kæmpestore træer, cyklede for Nykredits flotte store hvide bygning, forbi Haderslev Museum og min klassekammerat Annettes hus på Ny Allégade.

 

Jeg syntes, at det var sejt at være spejder, sejt at snitte med dolk, lave mad over bål og tonse rundt på natløb selv om klokken bare var 21 og sådan. Og så så jeg vældigt op til de 2 ledere vi havde, vel i virkeligheden bare et par store gymnasiepiger på 16-17 år, jeg synes jo de var vildt voksne.

Spejder var cool, de ugentlige møder onsdag sidst på eftermiddagen, weekendture til Barsø og så de lange sommerlejre.

Dengang hvor det virkelig var sommer i Danmark og hvor isene kostede 3 kroner og vandcyklerne i Damparken var gule og benene for korte til at træde pedalerne.

 

Sommerlejr.

På Langeland.

I strålende sol.

Undtagen om natten, hvor man ikke kunne se en hånd for sig…

 

Jeg var spejder sammen med Malle og måske husker hun den nat bedre, dårligere eller måske en smule anderledes end jeg, men jeg er ret sikker på, at det var nogenlunde sådan her det foregik i den mørke time, hvor vi væltede rundt i sommernatten mellem store drøvtyggende køer  og en vildt dyr.

 

Lejr er udmattende og derfor sov alle de små uskyldige spejdere tung og varmt i de gule telte, da lederne brølede til natløb. Ud af soveposen, ned i jogging tøjet, brillerne på og lommelygten med.

Troede vi da! At lommelygten skulle med. Men ak  –  ikke den nat, for månen var sådan set rimelig fuld og der var ikke brug for ekstra lys, synes nogen.

Den nogen var altså ikke mig, for jeg var ikke så tryg i mørke, mildt sagt, og jeg havde allermest lyst til at tude, da vi løb op over den lille bakke, som lå ved skovbrynet, hvor lejeren var slået op. Det var vildt skræmmende at løbe der i mørket, synes jeg, og havde jeg ikke været for stolt til det, så havde jeg tudet, og jeg kunne nærmest ikke trække vejret af bare skræk, for jeg vidste jo godt at før eller siden ville der springe nogle store spejdere frem fra underlige steder og råbe af os. Jeg vidste det bare og alene tanken om det, var ved at få mig til at gå helt kold…

 

Jeg ved ikke, om de andre kunne se, jeg kunne ikke, ikke en pind, heller ikke en ko og mens vi tumlede ud over marken med kurs mod en svingende lygte langt væk, løb vi ind imellem en flok gumlende køer, der puttede på marken i sommernatten, pigehvin og angstskrig og et par køer, der valgte at rejse sig. Bum og bang og faldende spejderpiger, brøl fra en ko og så endnu mere panik.

 

Afsted mod lygten i det fjerne og hovsa der var sørme en tue på marken, panden ned i græsset og så på benene igen. Jeg kan nærmest mærke panikken, når jeg nu sidder og skriver om det her.

Svirp af pinde i ansigtet, da vi løb ind igennem en lille lund og hele tiden den der lurende angst for, hvornår det nu var, at nogen råbte Bøh.

 

Men de viste os nåde de store, de havde måske hørt os snøfte, for selv om alle prøvede at være seje og sige Intet problem amigos, jeg er ikke en skid mørkeræd, ja så var jeg altså ikke den eneste, der havde en smule noia. Bange i mørke? Ja for fanden da.

Og det her var ikke bare lidt mørkt, det var blæksort bondelandsmørkt og den måne, som nogen synes skinnede smukt, den gad nu ikke lyse ret meget for os.

 

Pulsen var faretruende høj, hjertegalop og rystende stemme og hvis vi troede at alt var forbi, da vi nåede tilbage til lejeren, så havde vi troet forkert.

Der var nemlig et lille hurtigt dyr i vores telt.

Men det er en helt anden historie.

Ikke Malle…