SLUT…

Ikke mere pynt og pjank i julehulen for i år.
Slut – over & out – ende gut alles gut. I dag må det ned og væk og ud.

Lige så meget, som jeg elsker at pakke kasserne ud og arrangere mine skønne julerier i nye sammensætninger og på nye pladser, lige så meget møg-elsker jeg at pakke det væk igen. Jeg svøber det sirligt i silkepapir og bobleplast og lægger det forsigtigt i de rette kasser, så alt er at finde helt og uskadt igen, jeg smiler mens jeg gør det, af glæde over at jeg ejer smukke gode ting og over at de nu igen har formået at sprede den helt rette julestemning her i stuerne.

Julen bæres ud og vi gør klar til det nye år med rene flader og plads til begejstring.
Og orker jeg det i mit influenza-mood, ja så henter jeg også en stor buket sprøde tulipaner og en lille tot perlehyazinter til at fylde de vaser, som har båret på julens hyazinter og pink nelliker…

Det eneste, der ikke pakkes så sirligt, er de bløde ting til juletræet, de møffes bare ned i kassen og den store topstjerne med lille knap får lov at agere beskyttelse øverst oppe.
På træet har vi kun få skrøbelige ting, for huset har altid været fyldt med børn, hunde og springende katte, og hverken den ene eller den anden slags levende væsner skal ha’ stækket badut-vingerne for at der kan hænge gamle fine kugler.

Vi nyder træet med glimmergrise og hæklede kinesiske dukker, med hjemmetlavet papirpynt og en enkelt skræmmende Medusanisse. Masser af fugle i stof og pap og træ er der også på og også farvestrålende mexikansk blik-pynt.
Et multinationalt barnligt træ uden samme sirlighed, som jeg selv synes præger resten af pynten herhjemme, sådan må og skal det være…

I år har vi for første – og også ALLERsidste gang – haft en rødgran. For mig er juletræer af den ædle slags, de vandrette grene, de bløde kraftige nåle og den mørke fave, altid. Men ikke i år, hvor jeg kom til at forelske mig i et flot kegleformet træ af den “forkerte” slags, jeg måtte bare ha’ det træ og slæbte det hjem i mit ansigts sved.
Fortrudt havde jeg allerede halvvejs hjemme men tænkte, at det gik jo nok alt sammen alligevel! Og det gjorde det også. Julen kom, julen gik og ingen var mindre glade end ellers.

Men fornøjelsen ved at kigge på det pyntede træ har været mindre for mig og i dag, da vi løftede træet ud af foden, ja da tænkte jeg igen
“Første og bestemt sidste gang!”…

Om lidt er alle spor af julen væk i stuerne, ikke alle er lige så begejstrede for det som jeg og jeg er blevet beordret til at hænge den store papirstjerne op i et af soveværelserne.
For uden den til at skinne i aftenmørket, ja der var resten af december ikke til at komme igennem.

Så op med stjernen og ind med tulipanerne.
Måske blomsterhandleren er ligeglad med mine bløde natbukser og klattede øjne…