Kender du en Ordne-Oda?
Sådan én, der lige fikser det hele?!
Hende, der siger ja til alle mulige og umulige opgaver. Som ta’r opgaverne hurtigere, end de nærmest er givet, nogen gange endda før de er givet.
Hende, der siger “Det kan jeg da godt lige ordne!” eller “Skulle jeg ikke lige…” eller “Det gør jeg bare”.
Køber gaver, skriver kort, booker billetter, fotograferer, bager, vasker, maler, henter, bringer, dækker op, inviterer og varter op. Topservice 24-7.
Jeg kender godt sådan én.
Det er mig.
Eller rettere:
Det er en del af mig.
For jeg prøver faktisk at aflive hende, minimere hendes volumen, sende hende på pension, lade hende læne sig tilbage og holde hjælpe-munden lukket.
Jeg prøver, jeg øver, men det er bare så meget lettere sagt end gjort…
Og det er der flere grunde til.
For det første er det aldrig let at fralægge sig gamle vaner og mønstre, de har jo haft en funktion på et tidspunkt.
Og så er der jo også lige det med andres forventninger eller oplevelser af, hvad og hvem man er og hvad man stiller op til.
Jeg kunne gå rigtigt langt ned i begge dele, jeg har “gode” erfaringer fra begge bunker, men det er ikke lige nu på denne onsdag, det bliver en dag, hvor hjernen har arbejdet lidt mindre og energien er lidt højere.
Men en lille tanke får min Ordne-Oda alligevel i dag, for jeg har udfordret hende og det er altså ikke helt let…
Hun har nemlig været godt i gang med at løse en opgave, som ikke er hendes, og som måske i virkeligheden slet ikke er ønsket i den form, som hun synes, at den kunne ha’.
Jeg satte hende kniven for struben og sagde med lidt brysk stemme “Slut – du har sagt, at du gerne vil, men du behøver ikke at gøre det, før du bliver spurgt!”
Fornuftigt nok og helt rimeligt og rigtigt fint.
Sendte endda en venlig besked om, at jeg selvfølgelig gerne ville hjælpe, at man endelig bare skulle sige til og kærlig hilsen og god dag og blablabla.
Ordne-Oda fik fluks ondt i maven.
Var hun nu for uvenlig? For uhjælpsom? For uetellerandet?
For hun kunne jo lige så godt, hun var jo god til det og sad der alligevel.
Og pyt med at ingen sagde tak eller det var sødt af dig. Pyt de havde jo nok travlt.
Min indre Oda er så vanvittig god til at forklare alting for sig selv også på vegne af andre. Jeg er ved at få hende til at holde op, ind imellem går det og andre gange er det svært.
For hun vil jo bare gerne være sød og elskelig, et venligt og rart menneske er hun.
Hun bliver ikke let at få aflivet og helt ud i glemslens tåger skal hun nu heller ikke, hun skal bare optræde lidt mindre.
Så lige nu lige her bruger jeg en hel masse energi på at holde hende fra at skrive, at hun da godt lige kan gøre det, som hun tidligere på dagen sagde, at man kunne gi’ besked om.
Der er jo nemlig lige det med de gamle mønstre og deres funktioner…
39 Kommentarer
Jeg øver mig også Anne… det værste er den der lidt småondt i maven når man har sagt nej.. håber at det bliver nemmere og bedre efterhånden..
Det gør det, Charlotte, det mærker jeg også, men det vil altid være et arbejdspunkt for mig…
Hun har travlt hende Oda. Hun er også tit her i huset. Jeg øver også, og bliver bedre til at sige nej, eller bare holde min mund indtil en anden tilbyder. Måske er der en anden som gerne vil købe gaven, bage kagen eller hvad det nu måtte være, de kan bare ikke komme til for hende Oda. God aften.
Nogen gange kan de ikke komme forbi og andre gange er de så langsomme, at hun er ved at få et sammenbrud over at vente på, at de kommer i omdrejninger, Ellen…
Hvis man visualiserer at man sætter sig på hænderne- eller gør det fysisk- f.eks til et møde på arbejde- så er det meget nemmere at holde sin mund og ikke snuppe opgaven… det prøver jeg når jeg er på arbejde… når jeg er hjemme- og i nogle familiære sammenhænge- så er der et par ordne Oda’er jeg ville ønske hen hvor peberet gror- for de giver mig dårlig samvittighed over at vi er så langsomme til at ordne hjemme…
hende kender vi jo, de allerfleste kvinder, nogle mere end andre. og i grunden handler det vel om at man et sted i underbevidstheden föler at det er det der skal til for at få andres anerkendelse. heldigvis lærer mange af os med årene at det er en stor misforståelse, og först da man har sluget den kan man forsöge at komme hende til livs. men, jeg er enig, det er skidesvært!
kh.fra Island
Frida
Skideskidesvært, Frida…
Uha hvor jeg kender ordne syndromet (alt) for godt. Det var jo nok det der sendte mig lige durk i gulvet med stress i sensommeren. Men ved også godt hvor svært det er at aflægge sådanne vaner. Kunsten er at øve sig i at tøjle denne trang til at ville og kun gøre når man virkelig føler at man også gør noget for en selv, på et eller andet plan. Blive lidt langsommere på aftrækkeren 😉
Hvordan går det så med at øve sig, Frk Dahl?!
Måske vi kan lave en lille klub, hvor vi øver sammen…
Om jeg kender hende? I svage perioder kan hun være ved at klemme livet af mig. Heldigvis er jeg stærkere end hende, i hvert fald når jeg lige får luft. Jeg arbejder på at afmontere hende, men gamle mønstre kan være særdeles træge at ændre.
Meget meget træge, Erika, for de har jo haft en funktion og psyken er længe om at opfatte, at det ikke er nødvendigt mere…
Ja, her har hun også været – desværre – pænpigesyndrom 🙁
Hun er her ikke mere – fordi jeg ikke kan mere, hun var medvirkende til at alt blev sat i bero!
Ja sådan går det jo desværre engang imellem, Marianne, at Oda klemme livet ud af en. Håber at du er kommet dig…
Pyh, hun bor også her. Min mand kalder hende Den Kroniske Storesøster, selv om hendes foretagsomhed omfatter mange andre end de yngre søskende, der i øvrigt forbløffende nok er i stand til at tage vare på sig selv….
Hahaha, Lise, sikke en betegnelse, den holder jeg af…
Øj, hvor jeg kender hende Oda.
Min hedder bare mad-og bage-Oda…”skal jeg ikke lige bage 20 flutes, 50 boller, et par bradepandekager og måske et par salater plus en kæmpe ribbenssteg eller en skinke osv osv”.
Jeg hille ønske, jeg kunne holde min mund…bare en gang imellem!
Bare engang imellem ja, K-V, så var man på vej i rigtig retning…
Vi er de flinke piger… og vi er mange, kan man læse i kommentarerne ; ) Det er faktisk en sygdom man kan gå fuldstændig ned på, skulle jeg hilse og sige! Jeg har lært at sige lidt mere nej, men med visse opgaver kan jeg sgu stadig ikke nære mig! Man manger vel i bund og grund bare timer i døgnet … og så energi som en vårtøs ; )
Energien har jeg nu nok, Jette, det er bare lige det der med at bruge den der, hvor det giver mest mening og det er vel i bund og grund der, hvor det bliver værdsat at man bruger den…
Kender hende godt, men hun er blevet lidt mundlam her pga. manglende kræfter. Hun kan være et dejligt menneske men også et trættende bekendtskab, hvis hun giver sig til at pudse martyrglorien med skuffede øjne grundet manglende anerkendelse.
Martyren er heldigvis ikke en, der hænger ud sammen med min Oda, Conny, jeg gyser ved tanken for jeg kender nemlig lige præcis nogen, der kan kigge med de der skuffede øjne. Det er ikke rart eller godt for noget…
Jeg kendte hende ikke på navnet, men kun alt for godt på beskrivelsen! Det kvindelige hjælper syndrom er desværre hos mange af os alt for udviklet. Heldigvis mærker jeg at med alderen kommer der også en smule mere egoisme og en del mere lad-dem-nu-lige-prøve-selv-først. Selvom det tit kan nage mig hvis resultatet ikke altid bliver sådan som jeg havde forestillet mig 😉
Men lad os aldrig holde op med at lære ….. og tænke mere på os selv!
En dejlig dag 🙂
Fantastisk at du lige præcis har skrevet mine tanker.
Jeg må stadig arbejde med, at jeg får dårlig samvittighed når jeg har sagt nej, når jeg har lovet at give mig selv førsteprioritet.
Åh ja det med det ikke-gode resultat, det kender jeg lige fra mig selv. Pyha det kan være svært at holde til…
Kære Anne, jeg håber du holder fast i dit arbejde på at aflive Ordne-Oda, du vil opleve en befrielse og ekstra overskud til dig selv, og en lethed der er ubeskrivelig, på dine skuldre.
Jeg arbejder på det, Lykke, men jeg er ret sikker på, at det er én af de ting, hvor jeg aldrig kommer helt i mål…
Uha jeg kender godt Oda, men efter en periode med stress og därlige nerver, kom det helt af sig selv, Oda mätte traede tilbage, for Oda er fin nok, men ikke pä bekostning af Annemette – sä nu lever mig og Oda fint sammen og hun fär lov at komme frem engang imellem, men jeg vaelger med omhu hvornär og for hvem 🙂
Sä jeg häber det lykkedes for dig at skrue ned for Oda, sä hun ikke tager helt over…
Hun kommer ikke til at tage over, Anne er alt for markant til at lade det ske, Annemette, netop fordi hun er så opmærksom på, når det går i gang.
Men der ligger mange timers øvelse foran mig, jeg er på vej og i gang, så engang…
Hej Anne.
som talt ud af min mund 🙂
Jeg synes dog at min indre ordne Oda og jeg er blevet bedre til at co exsistere i takt med jeg er blevet lidt mere bevidst omkring hvad jeg tænker og føler.
Super indlæg for jeg tror rigtig mange Kvinder har en indre Oda 🙂
Ha en go dag 🙂
Må Oda finde sin rette plads i dit liv, håber du holdt fast i beslutningen om ikke at skrive, for jeg er sikker på, at du nok skal blive spurgt, hvis der er brug for det. God torsdag aften til dig og dine 🙂
Jeg gjorde det ikke, Lene, men jeg forklarede mig lidt, for det havde jeg brug for…
Ja, jeg kender hende også – og også det med at ende med at have dårlig samvittighed, fordi man siger stop på et tidspunkt. Jeg er desværre slem til at få sagt stop på en ret ucharmerende måde – så jeg skal nok øve mig i få sagt stop lidt tidligere. God aften til dig og dine kære
Uha ja, det der med at det kommer ud på en ikke så pæn måde, det er set før, Hanne, det kan være ret bombastisk.
Så lad os øve os i at sige pænt tak men nej tak 🙂
Ååhhh altså Anne – du gav mig en skøn start på weekenden med et stort smil klistret hele vejen henover ansigtet. JEG kender OGSÅ Oda. Vidste ikke hvad hun hed, måske derfor jeg havde svært ved sådan helt rigtigt at få hende i tale?! (som om 🙂 🙂 ) Faktisk er det blevet en lille smule nemmere – men også på andre tidspunkter sværere; min fysik gør at der er rigtig mange ting jeg ikke kan som før, og det gør at folks forventninger har ændret sig. Dét gør det selvfølgelig nemmere at passe på mig selv. På den anden side ( 🙂 🙂 ) har jeg så tendens til; “aarrgghh du BØR altså nu…” (osse selvom jeg kan mærke kroppen bare IKKE har godt af det ELLER hjerne og sind bare ikke kan rumme mere) “Du har jo så nemt ved det…” “hvis du nu lige strammer balderne ku du måske liiige” Bla, bla bla… Nå, men Anne – Tak at du gav mig navnet – måske dét bliver en hjælp!!? Held til dig – og håber du sad på hænderne så de ikke liiige (uden at få lov) sendte en ekstra besked?! 🙂 🙂 Rigtig dejlig weekend til dig…
Vi har vist alle en rem af huden, Anne-Mette, mon ikke vi kan hjælpe hinanden med at skabe et andet billede af hvad vi kan og skal…
Hende kender jeg særdeles godt. Jeg tror faktisk vi er i familie, for vi har helt klart nogle fælles træk. Jeg øver mig i at vente til jeg bliver spurgt og så mærke grundigt efter om jeg virkelig vil dette her. F.eks. strikker jeg ikke længere for andre. I mange år strikkede jeg ofte på noget jeg ikke brød mig om at lave, bare fordi nogen bad mig om det. Det gør jeg ikke længere. Nu siger jeg til folk der spørger om jeg vil strikke for dem, at min strikning er lystbetonet og at jeg kun strikker til mig selv og familien. Dette accepteres uden problemer og jeg slipper for at sige ja til noget jeg dybest set ikke gider. Jeg har med årene opdaget, at man kan sagtens aflive ordne Oda uden at blive uvenner med nogen.
Jeg gør i virkeligheden meget sjældent noget, som jeg ikke har lyst til, Susanne, jeg gør bare for meget af det, som jeg har lyst til og det kan gøre det svært for mig at få tiden til at række.
Jeg er egentlig heller ikke bange for at blive uvenner med nogen, men en masse gamle mønstre sidder så godt fast, at de er svære at komme af med, men jeg øver mig, det gør jeg altså…
JA hende kender jeg rigtig godt, men heldigvis er hun på retur. Håber ikke at i andre får mere besøg af hende på den konto.
Jeg har måttet lære det på den hårde måde. Lige nu sidder jeg med to dårlige arme og er derfor
NØDT TIl at sige nej, (eller lade være med at tilbyde).
Og ved i hvad DET ER SKØNT!
Finder ud af at det faktisk har stresset mig rigtig meget. Men jeg er vel også et barn af flinkeskolen. Lige nu har jeg kun energi til at drage omsorg for mig selv, og det er faktisk rigtig sundt og en god proces.
Jeg vil stadig gerne hjælpe hvor jeg kan, men jeg behøver vel ikke nødvendigvis at grave stenene op for at kunne påpege over for andre at de måske skal flyttes og at det kan jeg da lige gøre.
Knus fra mig og god bedring.
Godt billede med stenene der, Lisbeth, det vil jeg tage med mig videre.
Og rigtig god bedring til dig og armene…