SØNDAG PÅ LISTEFØDDER…

Jeg tør næsten ikke at røre mig.
Tør knap at trække vejret.
Lister afsted og sætter mig meget forsigtigt, der hvor jeg tænker, at det er helt sikkert.

Min søndag foregår på listefødder og med meget små armbevægelser.
Jeg har en Thyco Brahes dag, en af de grumme og jeg vil så gerne udgå at mere går galt.

Allerede inden klokken meget tidligt havde jeg knust mine briller, brændt mig på elkedlen og trådt alt for hårdt på en uskyldig kat, der pludselig lå der, hvor jeg kom gående.
Øv, av og av.

Siden da har jeg nået at åbne bildøren ret hårdt op i min egen skulder, træde ind under en alt for kold bruser og bidt mig selv hårdt i tungen.
Av og av igen.

Så derfor lister jeg, vil ikke udfordre skæbnen, og så alligevel – det er jo ikke alt, der kan klares i så stille tempo.
For søndag er også dagen, hvor der gøres klar til en ny uge, en uge som jeg har fået pakket med alt for mange planer i de første 4 dage, søndag er dagen, hvor der alt skal være klar til at efterskolebarnet kan bringes tilbage til Aarhus og i denne uge også dagen, hvor der skal ordnes gaver til ikke bare ét men hele 3 mennesker, som på en eller anden måde skal fejres og markeres i løbet af ugen, der venter lige om hjørnet…

Dele af søndagen er brugt ved bordet med papir, aviser, magasiner, IPad og HBO. Jeg har læst, foldet traner og set film, alt sammen på én gang, det klarer jeg sagtens, går sikkert glip af en detalje hist og her, men det lever jeg med, for på en doven og ekstra stille fridag behøver man ikke at være så fokuseret.

Eller gør man?
Er det i virkeligheden det, som ligger til grund for alle uheldene?
Narj vel! Slet ikke – jeg har bare en dag fuld af uheld.

Men jo også en dag fuld af en hel masse godt.
Pigerne f.eks. Alle samlet under mors vinger, et par af dem lettere medtaget af gårsdagens udskejelser, men dog her og kontaktbare.
Og god kaffe ikke at forglemme.
Og en god artikel om Tina Scheftelowitz, der har købt sig et B&B i Spanien. Heldige asen, det gad jeg godt. B&B er min drøm, det har det været længe, længere end jeg egentlig selv kan huske.

Jeg er ret sikker på, at det er en af de drømme, der bare får lov til at leve der i fantasien og så blive hevet frem engang imellem, når hverdagen bider og vejret er gråt, for det meste af tiden så er livet som det så ganske udemærket og uden de store behov for forandring.
Men så måske alligevel? Hvem ved? Ingen af os vel?!

Men ét ved jeg – om lidt er søndagen omme, helt forbi, og måske forsvinder uheldene sammen med den, det vil være okay for mig.
Jeg gider nemlig rigtigt godt at tage hul på den nye uge med lidt mere medvind, end denne søndag har budt på…