Ikke skoene –
men mig.
Skoene er fine, nye og stadigt velduftende og en dejlige gave fra mine piger.
Jeg er derimod hverken fin eller ny, jeg er godt brugt og lettere skrammet.
Men også helt varm om hjertet og smilende om munden efter en skøn lang weekend i Gug.
Jeg har brug for at restituere, men bare i det gamle skrog, for tilpasheden inden i er i top, glæden over at være en del af et herligt slæng og trygheden i at vide og mærke, at selv mennesker, der ikke har været i mit liv så længe, deler ud af og tager imod kærlighed, vilje, blide puf, smil og tårer og alt sammen med samme velvilje og rummelighed…
Jeg har været med til at lange mange mange hundrede, hvis ikke tusinde, kilo garn over disken, skrevet kvitteringer, snakket opskrifter, strikkefasthed, blog, børn, katte, uldne kvaliteter og menneskelige samme.
Der har været travlt, men det har været forrygende sjovt og når jeg i aften igen vælter omkuld i sofaen, så klarer jeg de ømme stænger og den skæve ryg uden piv, for jeg ville for ingenting i verden ha’ byttet 3 garngale glade dage for en stille Kr. Himmelfarts ferie herhjemme.
Jeg står klar igen næste gang.
Måske endda i de nye skarpe sko…
6 Kommentarer
Hvor er det dejligt, Anne. Et skrantende skrog kan i den grad klares, når det indre smil ikke er til at slukke. 🙂
Vi smiler herhjemme endnu 🙂
… og næste år – så vil jeg også forbi – så passer jeg kæresteweek-end sammen med åbent hus og uldfestival. Asta Basta Bum
Mange varme hilsner og tak for hjælp og vejledning fra hende den skøre sjællænder (der havde lokket sin (sovende) mand med til Aalborg på romantisk (uld) weekend :))
Det lyder da forrygende dejligt. Rummelige mennesker og gang i noget sammen, er tit en god coctail. Det giver en vi energi. Ha’ nu en god eftermiddags hvil.
Åh, som det er dejligt 🙂