HALLON GROTTAR…

Ingen ferie i Sverige uden masser af fika.
Det hører til og vi snupper de små kaffepauser med glæde og langt de fleste gange også med en lille kage til.

Også i år.
Og skal man tale om ét tidspunkt i denne sommer, hvor jeg har begrædt mit fravalg at det store kamera, ja så var det den eftermiddag i sidste uge, hvor pigerne, min mor og jeg drak sen eftermiddagskaffe hos søstrene på skæret.

Smukkere og mere fuldendt bliver et traktørsted næppe og det får ALLE mine allervarmeste anbefalinger.
Og vi vedtog straks en familie-regel, som hedder “Mindst én årlig udflugt til Flickorna Lundgren”, det bliver en af de regler, som er supernemme at overholde, meget nemmere end det der med det pæne sprog og vasketøj med begge ærmer i samme retning.

Vi er solgte…

Mange kender måske allerede stedet, det er berømt ikke berygtet, det er et sted, som mange kageelskere sukker efter og som mange kører langt for at gæste. Jeg har kendt til det længe og har altid ønsket at komme forbi og i år lod det sig så gøre, på denne allersmukkeste augustdag efter strandtur og indkøb i Höganäs slog vi os ned i haven og lod os indhylde i blomsterdufte, klirren af kaffekopper, stille mumlen på svensk ved de andre borde og nød udsigten til skønhed i haven og over havet.

Jeg tog nogle få billeder med min mobil, de ligger på Flickr og fortæller uden ord egentlig ganske fint om stemning deroppe.

Vi fik varm kaffe i fin kobberkedel, vi fik iskaffe i store keramikkrus, vi fik et godt udvalg af de gode kager serveret på rustikt fad og fik den sødeste servering af en renskuret svensk pige i blåt forklæde.
Vi nød det hele og hvis jeg bare havde været mig alene, ja så havde jeg såmænd nok siddet der endnu…

Man kan købe kager med hjem og fine flasker saft lavet i det store køkken og så kan man købe en dejlig bagebog med stedets specialiteter i.
“Underbart är gott” og det er jo det det er og jeg drog afsted med bogen under armen.
Lyserød og fin og fyldt med historier og dejlige billeder fra stedet med den helt særlige historie.

I går slog vi op på siden med Hallongrotta, en lille rund kage med en smag af dansk hindbærsnitte, vi bagte en portion og vi spiste en portion. Med glæde og fornøjelse og med en snak om, at disse her var godkendte og hvad skulle det næste så være?!

Jeg havde (selvfølgelig) allerede gennemlæst bogen samme dag, som den blev indkøbt, og nogle af de svenske ingredienser er shoppet i ICA inden afgang, så vi er svenskerbageparate i en periode.
I nogle af opskrifterne var der nævnt marsánpulver. Hva’ farsan er marsán??
Vi boede langt inde i skoven uden andet end en lidt hikkende forbindelse på en enkelt telefon og der måtte flere forsøg til, før vi fandt et billede af en gul pakke cremepulver, så sådan en har vi stående i skabet nu, for skal det være marsán så la’ det være det selv om man sagtens kan finde en ansk substitut…

Cremepulveret bliver brugt direkte i nogle af dejene, så det gør vi så, selv om et par spsk maizena og en vanillestang kunne gøre det samme arbejde, og når vi løber tør for marsán, ja så bliver det nok den løsning, vi snupper.
Hvis vi da nogensinde løber tør, for der venter selvfølgelig masser af andre ture over Øresundsbroen, sommer og vinter og temmelig sikkert også en juletur efter skinke og bland-selv-slik, som nogen i familien har et ret varmt forhold til.

Flickorna Lundgrens kagehave ligger vel omkring 1.5 times kørsel fra broen, man kunne gøre det hurtigere, men nu er det jo sådan, at man i Sverige så absolut holder fartgrænserne, alle gør det og det meste af tiden også mig.
Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle betale 2 x bro for at komme derop, for jeg kørte med glæde de 2 x 500 km for en eftermiddag i haven. Og til lygteaften d.30.august. Og til juleåbent.
Jeg gjorde med glæde det hele og gør det jo nok også alligevel. Bro til trods.

Jeg lægger ikke søstrenes opskrift fra bogen her på siden, men linker i stedet til en opskrift på nettet, en som alle kan købe ingredienser til, én uden cremepulvet fra den gule pakke.
Bag dem roligt, de forsvinder hurtigere end duggen for den skånske sommersol.

Vi fik – udover de personligt valgte kager – alle en Skånering deroppe, en sprød lille småkage med masser af perlesukker og hasselflager på og med mange mange sorte prikker af friskstødt kardemomme i. Den smagte himmelsk og jeg glædede mig til at finde opskriften i bogen.
Men ak –
den er der ikke!
Det er en familieopskrift, som er lovet hemmeligholdt, og det er jo fair nok.

Men det skal ikke afholde mig fra at eksperimentere med en Stangekrans.
En dag, hvor jeg igen bliver overfaldet af kagelyst og viljen til maverumlen af sukker.
Det sker, det ved jeg, jeg er og bliver en kagesøster.
Nu bare kun ved særlige lejligheder…