Søde ven, der har givet mig så mange oplevelser, så mange muligheder for grin og spas og alvorlig refleksion, du, som har fået mig til at tænke i nye retninger og lægge andre vinkler ned over hændelser og øjeblikke.
Gode gamle blog, der rummer 3390 – snart 91 – indlæg om løst og fast, alt og intet og en hel masse der imellem.
Hverken fugl eller fisk men bare helt sin egen.
Jeg er glad for dig, knyttet til dig og også taknemmelig for de mennesker, som du har bragt ind i mit liv, den glæde og den kærlighed som har været den største sidegevinst, jeg sætter så uendelig meget pris på det…
Jeg passer dig ikke så godt som jeg kunne og burde, det er der forskellige årsager til.
Et rystet hoved og en mast nakke gør det svært for mig at sidde her ret længe af gangen, en sommer uden kræfter til at slæbe det store kamera har gjort det mindre festligt og illustrativt og så er der også tanker om, hvor meget og hvad som jeg nu har lyst til at dele.
For livet er forandret og ind imellem bøvler det sådan for os, at jeg ikke ville kunne skrive let og luftigt her uden et lille strejf af gul galde.
Ind imellem er der også lykke, som jeg vælger at holde for mig selv, gyldne øjeblikke, som jeg egentlig har lyst til at dele, men som der alligevel er nogen, der ikke skal delagtiggøres i.
Tja – kan du tænke – sådan er det jo at blogge, man viser noget og lader andet være skjult, og det har du jo ret i, fuldstændig ret.
Det er bare sådan, at for mig har oprigtigheden altid været én, som jeg havde med mig i mine skriverier, både når noget var lysende men også når noget var gråt.
For mig er det et grundvilkår at sætte spot på det, som rører sig, at være transparent og tilgængelig, ikke et glansbillede men et levende menneske med hjertegalop, mavebobler og også skrammer og buler.
Der var bare engang, hvor det var lettere, engang hvor der ikke blev tolket så meget eller ledt efter sprækker og fodfejl, hvor jeg bare kunne være Anne uden at ha’ i mente, at nogen uvelkomne eller uvedkommende kiggede forbi.
Det var dengang…
Du kan jo bare stoppe, vil nogen måske få lyst at skrive, eller nøjes med at skrive om kringler og morgenfruer.
Og det kunne jeg selvfølgelig, men det er nok bare ikke lige mig. Hverken det ene eller det andet.
Og dette her, siden om fuglene og fiskene, den skal jo være mig, for ellers kunne en anden Anne lige så vel drifte den.
Så jeg fintænker og overvejer, lister op og lister ned, læser tilbage og frydes og tillader mig at tænke, at alle indlæggene rummer så meget, både trivialiteter og virkelige landvindinger, kedelige tørre dage og så de dage, som er fulde af saft og kraft og herlighed.
Lige præcis sådan som livet er.
Jeg tænker, grubler, skriver og sletter, overvejer at lave en lukket side men tænker så alligevel nej, for hvis denne her havde været det, hvor var alle de vidunderlige oplevelser så havnet? Ikke i min turban i alle tilfælde.
Kære støvede blog, jeg håber sådan, at jeg finder en form.
Én, der passer til os to, sådan at vi igen kan ses næsten dagligt.
Det håber og ønsker jeg, for jeg savner at sidde her og lade fingere danse over tasterne og smage på ordene, jeg mangler de refleksioner, som formidlingen sætter i gang.
Men jeg kan forsikre dig, at der samles masser af dejlige historie i livet her udenfor, vi lever og ånder og har det tæt på vidunderligt, mine piger og jeg. Sommeren har været god ved os, sådan som livet også har i langt de fleste dage.
Vi ses.
Det tror jeg på.
Inden længe…
47 Kommentarer
og som livet er også vores blog… og sikke livet har kunnet mærkes de sidste par år… jeg har været helt og aldeles mundlam på min – og også postet indlæg hvor jeg indimellem tænker.. det skrev du da også i sidste uge!!??.. Livet vender tilbage – langsommere end jeg først troede det ville – og til tider også mere smertefuldt – og ikke alt kan deles – og man er mere “udsat” – og bliver “holdt øje med”… men giv tid smukke Anne.. og mærk efter.. Du har altid været til stor inspiration for min hverdag – for mit strik – og for min madlavning. De bedste hilsner fra Ærø
Tak Charlotte, det er dejligt at vide, at der kan inspireres herfra…
Åh hvor skriver du dog fantastisk. Anne, hver ting til sin tid. Livet går op og ned. Du har haft nok at slås med i lang tid, så der er fuld forståelse fra min side. Jeg har nydt din blog og har da kigget forgæves efter indlæg et par gange, MEN har fået min “Anne-dosis” via Instagram. Tak fordi vi må følge jeres liv og levned i Silkeborg. Tak for din åbenhed og ærlighed.
Velbekomme, Tine, det betyder meget for mig at vide, at det er sådan, der også tænkes om mine skriverier. Tak 🙂
Skønne Anne. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savnede din blog og dine finurligheder og smukke billeder.
Men jeg er i fuld forståelse for, at du har behov for blot at være dig selv, med dine piger og pelsraketterne:-)
Mange kram og tanker
Jeg savner det jo også selv, Sidsel, men jeg må finde min vej…
vi venter naturligvis alle spændte på dine indlæg, söde Anne. men alligevel tror jeg også vi alle har forståelse for at livet nogen gange spænder ben for at man kan göre alt det man har lyst til lige der og da. så tænk du bare roligt over sagerne, og vi er her når du vender tilbage.
kh.fra Island
Frida
Jeg tænker så det knager, Frida, meget endda…
Skke smukke og eftertænksomme ord. Det er mig helt umuligt at forstå at der Bernburg er nogen der ikke vil jer det helt godt – hvor er det trist.
Men jeg nyder hvert et ord du skriver – ofte med et lille smilene også nogen gange med en tåre. Jeg skriver ikke tit her på bloggen, lidt lettere er det på IG – der er tonen som oftest meget let og her og nu. Ikke at jeg ikke fornemmer når der er noget drikke er som det skal være, men sådan er det.
Håber du finder en måde du og bloggen kan fortsætte sammen på – let er det ikke kan jeg godt høre.
Det er et fantastisk blogland med så mange søde mennesker. Hvor ville jeg gerne møde dig og mange flere . Varme tanker til dig og dine piger – bare fordi jeg kan !
Apple og deres ordkontrol ????
Ja giver Apple os ikke bare nogle “gode” ordforslag, Marianne 🙂
Jeg skal nok finde en form at fortsætte i, jeg giver ikke så let op, men det tager tid at fintænke alle muligheder…
Skønt indlæg, du forstår bare at formulere dig. En af mange grunde til at følge med fra sidelinien.
Jeg ved selv når livet trækker tænder ud, sidder der selv lige nu. Beslutninger skal tages, så livet igen kan blive med smil på ansigtet og i sindet. Det er bare ikke noget man lige skriver om på sin blog. Men her er jeg ved at skulle flytte fra nr. 16, så hvad stiller jeg nu op med det blognavn ? Men det er jo det mindste problem ikke ?
Jo, det sidste er det mindste problem, og pludselig en dag så er alt det, som lige nu er nærmest uoverstigeligt og bøvlet også bare et komma i det store billede. Livet er jo smukt og godt, ind imellem skal det justeres og det kan være udfordrende på mange plan.
Alt godt til dig, Trine…
Hej Anne, jeg har desværre ikke instagram, men de småkager du har billede af derfra, er det muligt at få en opskrift på dem? 🙂
Den har jeg hjulpet dig med, Stephanie, men det har du sikkert opdaget 🙂
Du beskriver en bloggers dilemma så fantastisk. Hvor går grænsen mellem frirum, privat og personlig og skal der være en grænse?
Jeg har også brugt de sidste par måneder i “tænketank” for, at finde en form der passer mig – det er endnu ikke lykkedes!
Jeg håber du finder din form og glæder mig til, at læse mere på din skønne blog!
Du skal nok finde vej, Anja, det gør jeg også, vi skal bare lige ha’ lidt tid…
Jeg glæder mig til du finder din form. Jeg holder meget af dine skriverier 🙂
Mon ikke den finder vej, Pernille, hvor skulle jeg ellers gøre af alle mine ord…
Jeg er evigt taknemmelig for min IPhone! Uden den ingen instagram, og uden IG et kæmpe savn når der var stilstand på bloggen. Men ALTID respekt og forståelse for dine udeblevne ord og indlæg…
Du skriver naturligvis ud fra din egen situation, men alligevel rammer dine ord ofte lige i hjertekulen og giver perspektiv til mine egne tanker og følelser. Tak for det <3
Velbekomme, søde Trine, kys til dig herfra…
Følger dig troligt, i op og nedture, mast nakke,hæslig hovedpine,smukke smukke døtre og skønne dyr.kærligheden til mad,til livet ,til at være til er dejligt og livgivende læsning som jeg nyder i hvert eneste fuldstændig dejlig blog indlæg.
Jeg savner ikke som sådan din blog, da jeg jo ved , du døjer med hæslige bivirkninger efter mødet med skabslågen( tror jeg det var)
Jeg følger dig lige så troligt på instagram ,hvor din verden er skønt foreviget i billeder.
Pas godt på dig selv, kom til hægterne,en hjernerystelse skal man tage alvorligt. Det kan tage et år ( eller mere) at komme over!!!
Kram til dig i det skønne Silkeborg ,indehaver af de smukkeste døtre jeg længe har set?
Tak for kram og fine ord om det smukkeste i mit liv, de 3 med de store smil og varme hjerter <3
Jeg håber inderligt, at dit hoved og nakke snart må komme sig så meget, at du atter kan komme til tangenterne.
Jeg er en fra det store tavse flertal, som – uden at du har vidst det – har nydt at læse dine indlæg, og jeg krydser fingre for, at der på et tidspunkt kommer mange, mange flere. Det har været meget inspirerende.
Nu vil jeg prøve at hitte dig på Instagram.
Jeg håber sørme også, Dina, jeg har svært ved at finde tålmodigheden til at det skal tage så lang tid…
Kære Anne. Jeg har savnet dig meget – selv om vi ikke kender hinanden, men jeg nyder at læse din blog – alle stemninger 🙂 men har selvfølgelig forståelse for dine “pauser”, men jeg håber, du bliver her. Jeg har ikke på instagram, så jeg nyder når du er tilbage. Knus fra Dorthe
Man kan godt savne, Dorthe, også selv om man ikke kender, sådan kan jeg også have det med de steder, hvor jeg henter ord og inspiration…
hej
jeg er også en der læser din blog dagligt, uden at skrive så meget tilbage, men vil bare sige dig at du har påvirket mit liv og fået mig til at tænke og reflektere over livet, jeg er først indenfor de sidste par måneder lært din blog at kende, og den er blevet en af mine yndlings
(tror det er min yndlingsblog). Har jo godt kunne fornemme din betænksomhed over ordene, du skriver så fantastisk nærværende og følsomt på en meget rammende måde, vil savne dig og dine ord så meget, håber du forsætter i det små, på en måde du kan have det godt med.
Vil prøve at finde dig på instagram – mange tanker Marianne
TAK, Marianne, for fanden da, det er vildt at vide, at man på den måde påvirker. Det er skønt og også lidt skræmmende, men tak…
Livet tager sin tid. Ikke altid helt let, men du har jo så fint fat i bøde godt og skidt. Ufatteligt hvis andre kan have glæde af, at gøre livet svært for andre. Det er der aldrig nogle som er blevet smukkere af. Ingen. Tag din tid, jeg kigger ind igen, nu og da. Kender godt det der med, hvor meget der skal deles. Er selv ret påpasselig, vil ikke udlever andre, men kunne måske godt give lidt mere. Håber at du snart kan holde ud at sidde ved “maskinen” igen.
Det er ikke angsten for at udlevere der holder mig tilbage, Anne, det er behovet for at skærme. Egentlig er det nok det allermest centrale for mig i mit liv, at passe på og bakke op der, hvor jeg ser, at det er nødvendigt, og det er det rigtigt meget for mine piger…
Ja jeg tror, at disse overvejelser hører med til at have en blog, der er personlig og åben. Og som jeg ser det, kan svarene kun findes i det indre, ved at mærke efter og finde ud af, hvad det er ens blog handler om og skal dele. Når man sender noget frit ud i cyberspace, kan hvem som helst læse med, og er der nogen, som ikke modtager i samme ånd, som det er skrevet og delt, så er det måske kunsten at lade det blive derude hos den anden/de andre og ikke tage det ind? Men det er måske nemmere sagt end gjort? Som menneske er det så nemt at lade sig begrænse af noget, der sker derude, og vi kan så overveje, som du gør, om det er sådan, det skal være. Vi må hver især mærke efter og finde ud af, hvad vi skal gøre, hvad vi skal/vil dele, og hvad vi skal/vil holde for os selv. Vi må hver især finde ud af at være mest mulig i overensstemmelse med den, vi er.
Tak for det du deler, Anne, også for disse overvejelser. Må du finde klarhed og svar på dine overvejelser.
Tak for gode ord og smukke reflektioner, Ilse, og du har jo så ret, vi må finde den bedste måde at være vores bedste selv på…
Du må ikke stoppe! Det er skønt at læse med! ????
Det må tiden vise, Pernille, men det vil også blive med stor sorg, hvis jeg må lægge pennen fra mig…
Anne, dette er kunst, vet du det? Og du mestrer den til fulle – du er oppriktig og ekte uten å være utleverende. Det er derfor det er så givende å følge deg – du formidler det menneskelige vi alle kjenner oss igjen i. Jeg heier på deg, både her, på matbloggen og på instagram! 🙂
Tak, smukke Karen, for alt…
Som så mange andre håpar også eg at du fortset med bloggen. Eg likar godt å vere med her inne……
Eg sjølv har lange pauser i blogginga no, så eg skjønar godt tankane dine rundt dette 😉
Ha gode dagar!
Solklem
Sol tilbage til dig, Solveig…
Dine indlæg er værd at vente på… også selvom der går tid imellem ; ) og så nyder jeg da bare ‘Haps’ i mellemtiden ; ) Hellere lidt men godt! Ikk’?
Sådan kan man godt se det, Jette, lidt men godt, tak…
Jeg håber i den grad at du fortsætter. Jeg læser med – kommenterer ikke så tit. Men nyder at læse dine ord.
Jeg følger fast 4-5 blogs sådan nogenlunde dagligt – gemmer det gode til sidst – hver gang – din blog 🙂
Det var sødt skrevet, Ingelise…
Kjære nydelige Anne.
Jeg sender deg TAKK i bøtter og spann for all den inspirasjon og undring du har gitt og fortsatt gir via bloggen og IG. I bloggverden er du er helt i særklasse. TAKK igjen.
Er glad å høre at du passer på deg selv. Mange gode tanker fra Elisabeth
Kære Elisabeth, tak og velbekomme…
Det skal nok løse sig med bloggen, kære Anne – jeg er dog ked af at høre, at du skal træde så varsomt :0(
KH Julie
Jeg har jo en lille flok under mine vinger, som jeg vil gøre alt i verden for at passe på. Jeg er selv ret robust og kan tåle stød og slag, men jeg vil ikke la’ min åbenhed gøre mine 3 unødigt sårbare…