ULDNE OTTO…

Otto er gået lidt kold over den nye beboer.
Faktisk på sådan en måde, at han er blevet både lidt tynd og skravlet og sur i humøret.
Stakkels Otto.

Sofakatten med den høje status i familien må nu finde sig i at blive bjæffet af, nappet lidt i og i det hele taget bare få sit fredelige katteliv forstyrret af den lille pelsbandit, som hænger huset.
Jeg er HELT sikker på, at Otto savner store gamle stille Nugga, som var helt trekvart ligeglad med Ottos gøren og laden, som stort set aldrig gav lyd fra sig og som i alle tilfælde ikke prøvede at stjæle Ottos sovesteder eller pels…

Vi går selvfølgelig alt vi kan for at skærme Otto, ALT, vi er endda gået så vidt som at det nu er tilladt at ligge på spisebordet uden for måltiderne, det er stort.
Vi lukker af til soveværelse og veranda, så han kan trone der og holde øje med livet i haven og sove sin skønhedssøvn i mine bløde dyner.
Vi håndfodrer ham med fedtholdigt tørkost, så han kan få lidt sul på sin store krop igen.
Vi aer, nusser, pusser og pyldrer.
Vi passer ham op i hoved og bag, den store smukke kat.

I dag lagde jeg et næsten færdigt hækletøj på bordet og Otto indtog det straks, vi har næsten ikke kunnet nænne at tage ham væk derfra.
Han har ligget der midt på bordet og tronet på de uldne striber og set vældigt tilfreds ud.
Måske skulle jeg bare lave et Otto-tæppe? I smukke grå nuancer, der kunne matche hans dip-dye-pels.
Måske skulle vi træne lidt i hop-op-på-skab? Så han kunne få ro for banditten.

Stakkels Otto –
hvis han kunne tale, ja så ville han sikkert bede os om straks at bortadoptere den lille vilde hvide.

Heldige Otto –
der har sin private oppasser Amanda, som vil gå til yderligheder for at støtte op om et fortsat luksusliv for ham.

Og så ved vi jo at tiden arbejder for os og lige pludselig en dag, så er Huxi færdig med at være den, der sætter fut i fejemøget 24-7.
Men indtil da, så må den store grå vist ha’ lov til liv med bordsovning og private uldne striber…