Lidt af hvert

ØNSKER OG PLANER FOR DET NYE ÅR…

04/01/2014

RANUNKEL...

Kammerstage....

Guld...

Nydelse...

Glæde...

Trætte tulipaner...

Jeg er ikke typen, der laver nytårsfortsætter, jeg gider ikke bliver ærgerligt over at love mig selv – og andre for den sags skyld – noget, som jeg måske ikke kan holde. Noget, som jeg temmelig sikkert ikke kan holde.

Så det er ikke her på kanalen, at man finder noget med Ama’r og halshug på maratonløb, aldrig mere rod på køkkenbordet, rawfit 5 gange om ugen, tidligt i seng hver dag, nul sukker 365 dage om året eller hvad man ellers kan fristes til at love i et svagt øjeblik.

Men det betyder ikke, at jeg ikke har tænkt over, hvad jeg ønsker mig af det nye år, hvad jeg ønsker at fylde i det nye år og hvordan jeg kan få noget af det til at lykkes.
Noget er bare bittesmå projekter, som jeg gerne vil sætte i søen, og andre er større og mere gennemgribende omlægninger af måden at være i livet på.

Lidt af det vil jeg dele her, bare for hyggens skyld, for jeg vil ikke stilles til regnskab eller klynges op, hvis livet i 2014 viser sig at blive et helt andet, end det jeg forestiller mig lige nu på denne fjerde dag i det nye år…

Noget af det, som jeg virkelig ønsker for mig selv, er at finpudse evnen til at sige til og fra. Til at takke nej til det, som jeg i virkeligheden ikke har lyst til eller som slider mere end gavnligt på mig, og også til at byde velkommen til noget af det, som bryder de indgroede vaner og strukturer.
Og jeg vil tro at det sidste er noget nemmere at få overskud til, hvis jeg strammer op om det første.

Jeg har øvet mig på det der med at sige Nej tak, ellers tak, jeg har øvet mig i at kigge grundigt i min kalender, før jeg takker ja til alt muligt og umuligt, jeg øver virkelig, men mærker også hvor lidt der skal til, før jeg alligevel hopper ombord i de gamle vaner med en Anne, der vil alt, kan alt, klarer alt og overkommer alt. Og alle for den sags skyld.
Det er stadig for let for mig at snuble i Nej’erne, fordi jeg er så bundet i min oplevelse af andres forventninger til mig, for lige så svært det er for én selv at ændre adfærd, lige så svært er det øjensynligt for andre at lade én gøre det.

Men jeg fortsætter “øvning”, jeg bliver ved, for jeg mærker jo hvor godt det gør mig at sortere i tilbud og forventninger…

Inspireret af en person på Instagram, én som jeg ikke længere husker hvem er eller kan finde, vil jeg hver dag i dette år fjerne mindst én ting fra mit hjem. Jeg vil downsize dimsedutlageret, tøjdepotet og i det hele taget bare få kigget alle skuffer og skabe igennem.

Jeg ryddede rigtigt meget op i mine ting, da jeg flyttede herind for et par år siden, men jeg ved, at jeg nu er klar til at sige farvel til noget af det, som flyttede med og som jeg synes var svært at skille mig af med, og jeg ved, at jeg gemmer på alt for meget gammelt krea-tut, som jeg ikke vil få brug for.

Jeg har bunker af køkkengrej, selvom vi jo delte i to, jeg har mange mange kogebøger, som aldrig bliver åbnet og jeg har stakkevis af boligmagasiner, som jeg ikke mere kigger i.
De skal komme igennem Ud-eller-blive-maskinen og den er indstillet på Hård sortering.

Jeg smider ikke tingene ud, men vil samle dem i en kasse på verandaen og så give tingene videre til nogen, som jeg tænker kunne ha’ glæde af det.
Noget vil selvfølgelig også bare ryge til forbrænding, for hvem kunne f.eks. ha’ nytte af at modtage mange mange kort og lykønskninger fra et bryllup, som ikke rigtigt tæller mere?!

Jeg ser frem til at komme igennem alle skabe og skuffer og glæder mig til at sende gode ting videre og andre ting til de evige jagtmarker for unyttigt arvegods…

I det nye år vil jeg også sætte fokus på at prioritere Anne-tid, tid der ikke er koblet på jobopgaver, husmorforpligtelser eller samvær med andre end bare mig selv.
Jo ældre jeg bliver jo mere mærker jeg, hvordan jeg har brug for det, timer i eget selskab, som ikke afbrydes af mobil, snak, hjælp til dit og dat eller praktiske gøremål.

Jeg vil sidde i min have med lukkede øjne, jeg vil ligge på vores madrasser på verandaen, jeg vil sidde i min sofa med benene oppe og tankerne i fri dressur. Jeg vil køre ture til hav og skov alene for bare at være og nyde.
Måske vil jeg tage hunden med på slæb men der vil være afgang forbudt for dem, der kan bruge munden til at snakke med.

Jeg har tidligere forsøgt mig med meditation på den traditionelle måde, men jeg har fundet ud af, at det virker bedre for mig, hvis jeg ikke “navngiver” det rolige øjeblik og hvis jeg ikke binder mig på at skulle gøre det på en bestemt måde, jeg finder ro og fokus på mange måde, men rigtigt godt når bare jeg er mig selv alene.
Jeg kan sagtens falde helt til ro og nærmest ind i mig selv midt i en pulserende cafe, jeg er god til at abstrahere fra det, som foregår rundt om mig, hvis det ikke har noget med mig at gøre og hvis ingen afbryder min tankerække med spørgsmål om lektier, aftensmad eller rene sokker.

Anne-alene-tid bliver noget, som jeg vil give gas i år…

Jeg behøver ikke at bekymre mig om tid sammen med mine børn og nære venner, som ellers ofte er noget af det, som folk siger, at de gerne vil ha’ mere af og blive bedre til.
Jeg er rigtigt meget sammen med alle mine piger, hver eneste dag er der tid og rum til samvær og snak og jeg mærker, at det er godt for os alle og også er noget, som vi alle prioritere.
Og jeg er også god til at få besøgt og selv få besøg af de dejlige mennesker, som er i mit liv, og heldigvis er det sådan, at der er god kontakt og masser af nærvær selv om det ikke lige er hver anden dag, at vi mødes til kaffe.

Med de veninder som lever travle liv er det heldigvis blevet sådan, at vi laver gode og klare aftaler om hyggelige ting, der ligger i tiden der kommer, aftaler om koncerter og udflugter, aftaler om småture og cafébesøg. Vi sørger for at få det gjort og få det lagt i kalenderen, så tiden ikke bare smutter og jeg kan allerede i dag sidde og glæde mig over sommerdage i Frankrig sammen med mennesker, som jeg bærer på mit hjerte, over en junidag med picnickurv og underholdning af Helmig, over middage i denne og næste måned, over sommerhusture og Københavner weekender.

Det er vidunderligt at kunne glædes over det der venter, forventningensglæde er skøn, og samtidig mærker jeg, at det at aftaler allerede ligger der også giver mig overskud til så at få samlet op på de relationer og ting, som halter og det føles rigtigt godt.

Og så er der jo alle de ønsker for året, som bare MÅ være der, sundhed, gode grin, ro, glade børn, medvind for de familier som jeg arbejder med, ingen økonomiske lussinger, overraskende oplevelser og fred i min lille verden og også i den store verden.

Har du ønsker og håb for det nye år?
Eller har du endda været så frisk, at du har lovet noget eller forlangt noget?

Jeg er klar til 2014 –
det kan bare komme an…

You Might Also Like

13 Kommentarer

  • Reply Malene 04/01/2014 at 16:50

    Jeg hopper med på smid-ud/giv-væk vognen. Jeg vil også blive bedre til at sortere fra.
    Godt nytår til jer, Anne, jeg glæder mig til flere smukke glimt fra lejligheden, hvor man bare har lyst til at blive hængende.

  • Reply Linda 04/01/2014 at 18:42

    Jeg har da saktens mine nyttårsforsetter, men vil likevel si: Takk! Nå traff du meg. Jeg tillater meg selv å bli smittet av dine refleksjoner og hensikter, og dermed redigere litt på line egne. Håper året ditt blir godt nok!

  • Reply Pollyanna 04/01/2014 at 19:41

    Ja belært af et langt livs erfaring har jeg også valgt at droppe nytårsforsæt i år, måske det går bedre med det man gerne vil gøre noget ved, hvis man gør det af lyst og ikke fordi man har lovet det til sig selv og alverden… 😉

  • Reply Charlotte Christensen 04/01/2014 at 21:30

    Det er så dejligt at få rydder op i alle sine ting, fra legetøj ungerne ikke bruger længer, til T-shirten man aldrig gik med.
    Jeg har solgt rigtig mange ting, og smidt ud.
    Det er bare en så dejlig og befriende.
    Nu bliver ting nøje overvejer før de flytter ind, så her ikke sander til igen.
    Rigtig god fornøjelse og godt nytår til dig og din familie!

  • Reply Anette Andersen 04/01/2014 at 22:08

    Det lyder som om du har taget hul på et år med en ro og en bevidsthed om hvad der er godt for dig. Kan godt nikke genkendende til ønsket om mere alenetid, og ja, man kan sagtens finde ro og egentid på en cafe der myldrer af liv, for der er ingen, der kalder, ingen afbrydelser, blot liv og lyde.
    Håber du får et dejligt 2014. Måske bliver det i år vi skulle mødes i den virkelige verden og drikke en kop te eller kaffe sammen eller gå amok over en fem retters menu 🙂 Kh Anette

  • Reply Eva 05/01/2014 at 07:36

    Dejlige tanker på kanten af det nye år.
    Jeg fik lyst til at hoppe på “smid-en-ting-væk-hver-dag”.
    Godt nytår.

  • Reply susanne vestergaard 05/01/2014 at 14:59

    Årh JA ANNE – dejlige tanker, skønne tiltag og en vej der er D I N! Godt nyt år!

  • Reply jonna 05/01/2014 at 17:55

    Nu blev 2013 et rigtig hårdt år for mig, mistet min mor efter megen sygdom og andre i min famillie gik det rigtig dårlig for.Så ønsker mig et 2014 med flest glade stunder og tid til at være sammen med alle de dejlige mennesker jeg kender.Så er det jeg vil stræbe efter glæde og omsorg og tid. Godt nytår.

  • Reply Camilla Vad 05/01/2014 at 20:00

    Kære Anne, det er nogle fine tanker du har beskrevet og som altid inspirerer dine ord mig til lidt selvreflektion – tak 🙂 jeg er vist aldrig rigtig kommet igang med nytårsforsætter, jeg gør det på min fødselsdag sidst i oktober, hvor jeg tager mig en stille stund og reflekterer over mit år der gået – og hvad jeg gerne vil i mit næste år. Og det var nok fordi jeg rundede et skarpt hjørne i år jeg gjorde noget vildt. Jeg har købt mig en billet til den halve ironman i Århus til sommer!…med et mål om at gennemføre 🙂 godt nytår

  • Reply KirstenLN 05/01/2014 at 21:54

    Jeg er helle rikke til nytårsfortsætterne, men nytåret er for mig en anledning til at reflektere, samle op, prioritere sortere m.v. Øverst på min liste i år står at jeg skal finde ud af at prioritere mere søvn. Det indebærer også, at vi herhjemme skal sørge for mere alenetid til mig på fornuftige tidspunkter ;-)Og bedst som jeg troede jeg havde klaret hurdlet med at sige til og fra på rette sted for en del år siden, har slutningen af 2013 vist mig, at jeg stadig skal øve mig. Også for mig er det svært at ramme den nøjgtige balance mellem det der giver energi og gør glad og det, der bliver for meget og udmatter.
    2013 var et krævende år for mig, så jeg ser frem til 2014 🙂

    Rigtigt godt nytår!

  • Reply Hanne 05/01/2014 at 23:03

    Sikke et fantastisk godt indlæg – det inspirerer mig meget – tak for det ,Anne 🙂

  • Reply Hanne 06/01/2014 at 07:37

    Endnu engang tak for et inspirerende indlæg.

    Jeg hopper med på – fjern en ting om dagen- 🙂 er jo faktisk allerede 6 ting bagud så jeg går straks igang 😉

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.