Der er ikke meget, som kan give mig så meget sol i hjertet, som årets første anemoner i skovbrynet.
Den lille hvide blomst er min absolutte yndlings, noget ganske særligt, jeg elsker den.
Den fortæller mig, at nu er foråret her, lysere dage, længere dage, tid til have og udeliv, mere energi og drive.
Den husker mig på, at der engang var en stærk og varm kvinde i mit liv, hun strøg mig over krøllerne med sine fine små hænder og hviskede
“Lille Annemonekone”, min farmor, som lærte mig så meget og som mangler i mit liv…
Anemonerne, som jeg plukkede i går, havde bare korte korte stilke og der var bare ganske få af dem, endnu står de spredt og oplevelsen af blomstertæppe venter stadig forude.
Men det skulle ikke afholde mig fra straks at kaste bilen ind til siden og plukke en lille flok, da jeg så dem står der i skovbrynet.
Weekendens sol og lune vejr få dem nok til at strække sig højere og i morgen vil jeg plukke mig en større buket.
Eller måske 4.
Èn til mig og én til hver af pigernes værelser.
Måske skal du også ud og lede…
11 Kommentarer
Der findes ikke noget mere livsbekræftende end anemoner. De er også på vej i “vores” skov, men der var så få, at jeg ikke nænnede at plukke dem, men jeg vender tilbage!
Det bobler i maven, når man ser de første anemoner.
Jeg nænnede godt, Jonna, jeg kunne faktisk slet ikke la’ vær’…
Hvor er de fra ? Har du en mønster eller opskrift ?
Arjj, pjat 🙂 Anemoner ér bare forår, men jeg glemmer som regel at få plukket lidt – sikkert også nu.
Fortsat god søndag
Kæft du er go’, Helma, der fik jeg mig lige det største grin, you made my day og jeg fornemmer, at du tydeligt ved, hvordan jeg har det med lige præcis det. Tak 🙂
Det var godt. Og det anede mig, nok, at du ville forstå pointen. Jeg er begyndt at henvise til Rema, når jeg bliver spurgt (Rema .. altså dén Rema ..?) 🙂
Jeg har været ude og se, lod dem stå, har engang plukket hvor jeg blev overfuset så voldsomt at det gør jeg ikke igen, da jeg ikke selv har haven til at finde dem.
Den overhaling jeg fik har gjort jeg knapt tør plukke de svampe jeg er med på tur for at plukke, kan mærke vedkommende bag mig.
Så jeg nyder det derude, og tager kun det ind jeg kan købe, andre giver mig og sidst men ikke mindst har i mine altankasser 😉
Uha, Karin, det lyder ubehageligt, synd at du ikke længere kan glæde dig selv med en “hjemmeplukket” buket eller en kurv med nyhøstede svampe, sådan en skiderik, der ødelagde det for dig…
Når “tæppet” kommer, så plukker jeg 🙂
Er så heldig at have en lille bitte skov 15 meter fra mit stuevindue, der først forsyner mig med erantis og vintergækker, og lige om snart også anemoner og “de blå drenge”…
Det lyder så dejligt, Tante T, det er du heldig med, og det ved jeg, at du ved…
Buketten symboliserer årstiden så fint. Den er utroligt smuk, men også lidt skrøbelig, helt som vejret er på denne årstid. God søndag.
Præcis, Susanne! Og også god søndag til dig…