BY-HAVEN…

For 3 år siden gik jeg stadig rundt i min have på heden.
Den store have med roser, stauder, træer, bærbuske, frugttræer, havehus, drivhus, dahliabede, græs og gode lækroge.
Jeg elskede den have, som grænsede op til eng og vildnis, den have, som vi havde puklet med at anlægge, fra stenet mark til sirligt grønt.

Timevis havde jeg gået derude, i sommerhalvåret hver eneste dag i mange timer, luget og gødet og vandet og nippet, jeg elskede det og synes det var en fest at få lov at bestemme hver eneste lille plantes placering, farve, form og fylde.
Jeg elskede det sted og det var tungt at gå rundt og vide, at jeg nu bare passede og plejede for at det skulle kunne friste andre til at overtage…

Da jeg flyttede til byen, sådan lidt over hals og hoved, var jeg heldig i ét hug at finde et sted, som passede i størrelse, som gav en instant følelse af hjem og tryghed, som var i orden og som også havde en lille have.
Jeg kunne og kan ikke forestille mig et liv uden en have at tumle rundt i, jeg må ud, jeg må ha’ jord under neglene og egne blomster at plukke ind af.

Og det har jeg her.
Og nu oven i købet helt for mig/os selv, for efter at vi nu fylder alle tre lejligheder i huset, så er der heller ikke fremmede at dele haven med, den er vores og vi kan i princippet gøre hvad vi vel derude.
Jeg har endda en have, som er meget nemmere at få liv i, end den gamle have på heden var, for jorden på heden var stenet, tør, uden orme og svær at få liv i, her er der dybbrun fed næringsrig muld, her er fugt og skygge af store gamle træer, her vælter orme rundt og jorden kan holde på vandet, når der er kommet noget ned fra oven.

Bevares – her er også klamme brune snegle, som guffer mine dahliaer og laver slimede spor mellem stauderne, men der er ikke flere, end at de kan holdes nede med en skarp spade og et ubarmhjertig hak…

Haven har ikke været passet i årevis, ingen har keret sig eller haft kræfterne, men det er der rådet bod på, jeg gik straks i gang, da jeg flyttede ind og med Sophie som makker er der nu ikke mange hjørner, som ikke er blevet ordnet.
Vi kæmper en kamp mod skvalderkål og snerler, vi forsøger at redde de gamle stauder på siden af huset og når lejligheden byder sig igen, passende årstid og en mand med motorsav, så skal de gamle frugttræer skæres tilbage.

Vi har lavet nye bede med roser og sommerblomster, vi har lavet fin krukkehave i gårdhaven og fået fjernet et grimt gammelt hegn. Vi har skuret og skrubbet på et rustens haveskur og forsøger i år at nette det lidt med en omgang tallerkensmækkere i plantesække på taget.
Vi har fået lavendelhæk, drivhus, hængekøje, palleseng og tørresnore, vi er så godt på vej.

Og var haven vores egen, ja så gik vi nok mere til den på “anskaffelses-siden” og købte de stauder, bærbuske og roser, som kunne være med til at gøre det helt som vi kunne ønske os…

I dag skal der slåes græs og stikkes et par kanter af, hvis vejret ellers gider at være med til det.
Og alle pelargonierne skal nippes, de ser noget forhutlede ud efter al den sile-regn.
Klatrerosen, som vi har plantet ved facaden, skal ha’ et par snore mere at klatre på og måske skulle den lille lavendelhæk ha’ en lugning.

Jeg gider det hele, udeliv er godt liv for mig, det gi’r energi og ro inden i og jeg får den vildeste optur over alle de små frø, som vi smed for et par måneder siden, nu står som fine blomster i bedene, klar til at komme med ind i vaser og også bare smykke derude.

Jord under neglene, ro i hovedet og også tanker om, hvordan jeg kan lave en fin krukkehave på stationen i Vrads næste sommer. En krukkehave, der både kan smykke og også levere urter og pynt til frokostretter og kagebord.
Næste sommer?! Det er så vildt at tænke på.
Næste sommer – med have her og station der.

Der bliver nok at se til. På den dejlige måde.
Og så er det godt at vide, at jeg har oasen her i byen at komme hjem til, finde ro i, falde ned i, her er godt at være.
Med og uden blomster, men gerne med…