HVEM SKULLE NU HA’ TROET DET…

Pigerne har aldrig vist den store interesse for håndarbejde, Sophie og Amanda har broderet i perioder, lidt, og Laura har vist også prøvet til en enkelt gang. En smule hækling er det også blevet til for Sophie, men hun blev ikke sådan for alvor fanget af det, det røg hurtigt til hjørnet, da hun ikke var tilfreds.

Jeg har med jævne mellemrum prøvet at friste med strikkepindene men ingen af dem har bidt på.

Før nu. Pludselig.

Laura bestemte sammen med sin veninde, at de godt gad at prøve, jeg havde viftet med den ene af Skappel bøgerne foran dem og et eller andet fangede.

Udflugt til Gug og verdens dejligste garnbutik og inden afgang nåede Amanda også at springe på “Jeg-vil-strikke-vognen” og proklamerede, at et pandebånd måtte være det, som hun gad at starte med, ikke trøjer som de andre to.

Og sådan blev det så…

Laura købte lækker blød alpaca i den fineste brune farve og Amanda gik efter gråt til ørerne.

Og så stod de der med poser og pinde og var klar til at gå i gang. Nærmest med det samme og der har ikke været mange pauser i strikkeriet, siden de kom i gang.

Amanda har nået 2 pandebånd og er godt i gang med en over-hovedet-hygge-trøje og Laura kan lige om lidt lukke af nederst på bullen på en retrillecardigan.

Meget sjovt – og faktisk som så mange gange før – var der sammenfald mellem projekterne på vores adresse og hos Liselotte, hun grinede vældigt, da Amanda en uges tid efter garnindkøbet hev de nystrikkede pandebånd op af posen ved langbordet på Tjørnevej, hun kunne nemlig gå ud i bryggerset og hente hele tre af nøjagtigt samme model, som lå til tørring derude. Så der var fem dobbelt op på Java lykke den dag.

Til Lauras cardigan projekt fandt vi en egnet og ønsket model i Lene Holme Samsøe Suveræn strik, en Ria model med fin raglan og mulighed for en lille krave. Og Laura strikker bare der ud af, som havde hun aldrig lavet andet.

Altså lige indtil noget går galt, så kastes projektet i armene på mor, der selvfølgelig straks træder til. Det er jo en KÆMPE fornøjelse at være med til at få fyret op under den næste generation af afhængige strikkere i familien. Lauras veninde og faktisk også hendes mor, der ikke har strikket i de sidste 20 år, klirrer også bare afsted, maske efter maske og det er en fest at være med til…

Laura har fået sat mere garn til side oppe nordpå, hun måtte have mere i samme kvalitet, bare i marineblå denne gang, og jeg ved, at planen er en blød raglan med bådhals til at tage oven på alle de fine skjorter hun har. Men først lige et par ærmer og en smule montering på den blå.

Fortsætter det i samme tempo, ja så er der ikke længe til det er klaret.

Så når dagens opgaver er klaret, når der er spist og vasket op, så sidder vi på stribe i sofaen med hvert vores strikketøj og jeg har mere råderet over fjernbetjeningen, end jeg længe har haft, for de nye strikkere er så fokuserede og så optagede af deres masker, at jeg får lov til at se noget af det, som ellers har været stemt ude til fordel for det, som pigerne gerne vil se.

Det er WIN på flere måder, dette strikkeri.

2 ud af 3 døtre strikker!

Hvem skulle ha’ troet det.

Og moderen? Strikker hun?

Det gør hun selvfølgelig. Nissehuer, et par lunesokker og faktisk også en Lun genser til sig selv. Den er fiks og færdig og klar til deling, når den er tør lige om lidt, lækker strik siger jeg bare. Og på pindene sidder der nu en rille-cardi, en patent-jakke og også en lille børne-islænder, jeg skulle jo nødigt kede mig ved kun at kunne strikke på et enkelt projekt af gangen…