UPDATE PÅ DET BRÆKKEDE HOVED…

“Hvordan går det med dig?”

“Håber hovedet har det bedre og at du er klar til stationen!”

Jeg får så mange søde beskeder på sms, mail, FB og IG og jeg er taknemmelig for hver og én af dem, vil gerne svare på alle men får det ikke gjort, får svaret mange men ikke alle. Jeres varme, omsorg og bekymringer er rørende og føles som et dejlig varmt tæppe, der lægges over mig og jeg sætter uendelig meget pris på det.

Jeg har bestemt mig for at bruge nogle minutter her ved computeren, der ellers ikke er mit hoveds bedste ven, for at skrive en update, så den bliver givet så samlet som muligt. Ikke opløftende eller spændende lægning, I know, men så er det gjort og jeg kan slippe lidt af den dårlige samvittighed…

Jeg har været hjemme i hvad der vel ligner 6-7 uger nu med efterveer af kontakt med en hård betonkant på en glat vinteraften i januar. Slog baghovedet og blev fragtet til Viborg Sygehus med ambulance, hjernerystelse og besked på totalt ro og hvile i nogle uger.

De uger har grebet om sig, fordi jeg ganske enkelt ikke får det ret meget bedre. Bevares – jeg er da oppe, kan se lidt tv, lave nogle enkle måltider, strikke og var for første gang i går på et par timers udflugt uden at gå helt i sort bagefter.

Men der er også meget, som jeg ikke kan, jeg kan ikke læse, jeg kan kun køre meget korte ture i bil, jeg kan ikke koncentere mig, jeg kan ikke tåle larm og uro omkring mig, jeg bliver stresset af selv det mindste pres, som såmænd bare kan være to spørgsmål i rap og jeg er svimmel og har ondt i hovedet hver dag. Jeg har en fornemmelse af en hjerne, der er polstret med susende rockwool, det er ikke rart.

Alt det i sig selv er ubehageligt, trykkende og gør mig ked af det.

Og når man så lige lægger livet som selvstændig oven i, ja så har man vel det, som vi uden ret meget overdrivelse kan kalde en lortesituation…

Om 2 uger skal jeg åbne stationen igen til en ny sæson. 2 uger!

Min læge ser på mig, som om at jeg er debil, når jeg siger, at det skal jeg bare, det er mit levebrød og der er reelt ingen vej uden om. Jeg skal åbne og sådan er det!

Så lige nu arbejdes der på at finde løsninger, så det kan lade sig gøre. Ekstra mandskab, færre åbningstimer, mindre menukort og sådan, men alt det bliver en økonomisk belastning og det er ikke den slags spekulationer, som jeg har brug for, mens jeg faktisk prøver på at blive frisk.

At drive et sted som stationen er et kæmpe arbejde, der kræver et stort og køligt overblik, også for mange måneder ud i fremtiden, folk booker fest og arrangementer lang tid frem og de skal selvfølgelig vide, hvad mulighederne er og sådan og det kræver igen overblik, overskud og energi.

Heldigvis er folk meget forstående og imødekommende, men bare det at tage en telefonsamtale med et fremmed menneske om lokaler, menuer, priser og andet væsentligt kræver så mange kræfter, at jeg bagefter har noget, der kunne minde om grynet sagovælling i kraniet…

“Du må uddelegere!” bliver der sagt, og der er ikke noget, jeg hellere ville lige nu, men at gøre den slags kræver også en heftig indsats og så lander vi igen der, hvor jeg ikke magter det og derfor prøver selv.

“Sig nu til!!” bliver der også sagt, og det gør jeg gerne, men det er bare ikke alt, som sådan kan lægges i andres hænder.

“Luk butikken” hører til blandt de ekstreme forslag, for det er jo i virkeligheden lig med bankerot, færdig, slut prut finale, og det skal et uheldigt styrt alligevel ikke have lov til at betyde, ikke endnu i alle tilfælde, måske ender det med at blive sådan, men det bliver ikke uden kamp herfra.

Jeg får også mange rigtigt søde og velmenende forslag til alternative behandlingsmuligheder, jeg tager imod det hele og noterer til senere brug, men jeg forsøger rigtigt meget at lytte til, hvad jeg mærker i min krop og også på min psyke, og det er ret tydeligt for mig selv, at det ikke er i disse dage, at jeg skal starte et forløb op, som kan sende mig i alle mulige retninger. Jeg har brug for fokus og struktur og det går bedst, når jeg lægger planerne selv og ikke står på ny grund.

Jeg er på ingen måde afvisende overfor forskellige typer af behandling – tvært imod – det har jeg ofte tyet til for både mig selv og for pigernes udvikling og trivsel, men det er bare ikke lige nu. Alle er dog skrevet bag øret og når tiden er til det, så tages det op til sortering og udførelse…

Jeg forsøger at være som jeg plejer at være, positiv og jubeloptimist, men jeg klarer det ikke så godt, jeg er faktisk skræmt fra vid og sans og er ked af det sådan helt ind i knoglerne. Det er ikke rart at være sendt til tælling, ikke for nogen, ikke for mig, og jeg har det rigtigt svært med at være i noget, hvor jeg ikke kan tage kontrol eller skubbe i en anden retning. Giver det mening?

Familie og venner rykker sammen om mig og gør alt de kan for at aflaste og passe på mig, det er fantastisk, jeg er et heldigt menneske, og som skrevet øverst, ja så er alle hilsner og opmuntringer fra alle jer andre også vidunderligt varmende og føles dejligt anerkendende.

Jeg bruger Instagram som en livline ud i verden, forsøger at følge med og dele det, som fylder hverdagen lige nu, strik og dyr, dyr og strik, strik og dyr og lidt der imellem, det er hurtigt og nemt og kræver ikke mere, end jeg kan rumme og holde til. Knips – kort tekst – del. Det duer. Og skulle nogen ud fra denne aktivitet konkludere, at jeg da vist har det udemærket, ja så må de om det, for det er langt fra virkeligheden, sådan som det jo ofte kan være, når et liv aflæses i bittesmå delte øjeblikke.

Over and out herfra.

Mine 10 minutter ved skærmen er brugt.

Vi ses…