NÅR TRADITIONEN ER, AT DER INGEN TRADITION ER…

I vores julemåned er der egentlig en del traditioner; småkagerne, der bages sammen med gamle dejlige kolleger, de lune safrangule brød på Lucia morgen, maden, måden vi åbner gaver på, julekortene, julekalenderkigning og småudflugterne til julemarkeder rundt omkring.

Nogle år når vi alt det, som vi plejer og gerne vil, andre år er der noget, som spænder ben og så når vi knap så meget, men visse ting skal bare til før det rigtigt er jul for os. Lige præcis sådan som det også er i de fleste andre familier.

Èn ting er der overhovedet ingen tradition omkring og det er måden vi pynter på, når december starter. Det er en tradition, at vi pynter den 1.søndag i advent, eller i alle tilfælde begynder på det, men det er også den absolut eneste tradition, der er for det. Intet andet er fast eller sikkert…

Forleden talte jeg med min veninde Judith om noget af det julepynt, som jeg har arvet hjemmefra min farmor, og mens jeg fortalte om, hvordan der altid stod en grøn høj glasvase med fyrgrene og røde filthjerter på telefonbordet hjemme hos min farmor og farfar og hvordan min fars små engle af træ og pap altid stod samme sted på reolen i samme hus, så kunne jeg pludselig mærke, hvor dejligt og rart det var at kunne genkalde mig de billeder og især stemninger fra det julepyntede hus i Kolding.

Jeg spurgte Amanda, om hun havde nogle særlige minder om vores julepynt, om nogle bestemte ting på bestemte steder, jeg kendte i virkeligheden godt svaret på forhånd. Det var: “Nej ikke rigtigt!”

Og det er ikke fordi, at Amanda husker specielt dårligt eller ikke har været opmærksom på julepynten, men der er da fordi, at hendes mor hvert eneste år har lavet en “ny” jul! Jeg har altid hygget mig så meget med at finde på nyt, nye opstillinger, nye makkerpar, nye farver, gak og løjer. Og det har været fint og flot og sjovt at kigge på, det tør jeg faktisk godt selv at sige. Pyntningstraditionen har været, at der ingen tradition har været på nogen som helst måde…

Men forleden kunne jeg pludselig bare mærke, at den glæde og rare følelse jeg fik ved at tænke på min farmors bløde filthjerter på fyr, den glæde kunne jeg godt ha’ lyst til at plante i andre små hjerter.

Og med flytningen til en meget mindre bolig end tidligere, ja der har de kreative juleudfoldelser også fået lidt trangere kår, her er virkelig ikke plads til de store armbevægelser og hvis jeg skal kunne trække vejret igennem december, så skal der være mere samling på det og mere strømligning.

Lidt men godt og så noget, som kan tages frem igen og igen og måske – men kun måske – få lov til at stå det samme sted. Og egentlig er det ikke så svært for mig at vælge, hvad det så skal være. For det skal selvfølgelig være de ting, som er lidt tidsløse, klassiske juleting, blide farver, naturmaterialer og smukke former. Lidt træ, lidt glas, lidt dansk, lidt svensk, lige gammelt og lidt af nyere dato.

Og når julen pakkes væk om nogle uger, så vil jeg sortere alle kasserne og kun beholde det, som jeg tænker er langtidsholdbart for mig. Resten bliver solgt. For der er mange gode ting i de kasser, rigtigt mange. Både fordi at jeg har haft meget større huse at pynte og også fordi, at der år efter år er blevet tilført nye skønne ting til samlingerne.

Julen bliver nok aldrig bare rød og granstikkende her, men fremover bliver den mere genkendelig og dermed forhåbentlig også noget, der kan skabe en slags tradition at tænke tilbage på. Og hvem ved – måske kan jeg stadig nå at give mine piger en oplevelse af, at hjemme hos mor stod og hang de tre klirrende englespil altid lige der til højre på den lange reol.

De stod der i alle tilfælde i 2019…

Du vil kunne finde masser af billeder af de forskellige års jule”installationer”, hvis du skriver jul i søgefeltet. Jeg tror, at jeg vil tage mig en tur rundt i alle de gamle indlæg og lige få genopfrisket julepyntningen igennem tiden…