I køkkenet, Mad, Opskrifter

små kartoffel brød

04/03/2021

En dag ræsede jeg forbi et billede af små brød med stegte kartofler på toppen et sted på Instagram og “smagen” af billedet lejrede sig i min indre madbank. Sådan en er god at ha’ til at hive idéer fra senere og kartoffelbrødsidéen kom ret handy ind ift lidt håndværkerforkælelse forleden.

Min have myldrer med stærke mænd i arbejdstøj. De bygger skur og overdækket terrasse og ordner inderkant i mit drivhus. De saver, sømmer, borer og banker og hører masser af radio og sørger så godt og flot for, at min have bliver endnu skønnere end den var i forvejen. Og det skal de selvfølgelig takkes for undervejs med lidt søde sager, lidt mandemad og opmuntrende kulhydrater.

I fredags lavede jeg frokost til dem. En slags rejsegildemad på Anne-måden. Pølser og brød.

De små kartoffelbrød, kartoffeltortillas, kålpølser, ringridderpølser og syltede løg.

SMÅ BRØD MED KARTOFFEL 10-12 STK

4 dl lunkent vand

20 g gær

2 tsk flagesalt

1 tsk honning

3 spsk mild olivenolie

400-450 g tipo 00

600 g små kartofler

4 fed hvidløg

1/2 dl olie

1 spsk tørret rosmarin

salt

Ekstra flagesalt og rosmarin til drys på toppen.

Skær kartoflerne i mundrette bidder og vend dem i knust hvidløg, olie, salt og rosmarin. Sæt dem i en kold ovn, tænd på 195 g og bag kartoflerne i ca 30 min.

Når kartoflerne er sat i ovnen, laves dejen. Det er vigtigt, at den æltes rigtigt godt igennem for at få en god struktur og en dejlig luftighed.

Opløs gæren i den lunkne vand, tilsæt salt, honning og olie. Tilsæt det meste af melet og kør gerne dejen på høj hastighed på røremaskinen i 8-10 min. Dejen skal være fast med stadig godt klistret. Hellere for lidt mel end for meget.

Lad dejen hvile, mens kartoflerne bliver klar.

Tag kartoflerne ud og lad dem køle let, mens dejen deles i 10-12 lige store stykker og trækkes til store forholdsvis flade boller. Fordel kartoflerne på brødet og fordel olien fra kartoffelfadet over bollerne, drys med salt og rosmarin.

Lad dem stå 10-15 min, mens ovnen bliver godt varm

Skru ovnen op på 220 grader og bag de små brød i 13-15 min.

Den korte hævetid gør, at brødene er bedst nybagte. Det kan selvfølgelig sagtens lade sig gøre at lave dem på en koldhævet dej, jeg havde bare brug for hurtig ekspedition den dag, jeg lavede dem. Laves både dej og kartofler klar dagen før, så har man hurtigt små skønne brød, der vil være gode til et frokostbord, som tilbehør til gryderetter og grill og alt muligt andet.

Kartoflerne kan nemt skiftes ud med små tern af bagt squash og et drys af smuldret feta. Eller både af rødløg bagt med et lidt farin på toppen. Jeg vil anbefale, at man tilbereder de valgte grøntsager, før de kommes på de flade boller, det giver meget mere smag og man undgår også, at de smider vand ned i dejen under tilberedningen.

De flade og ultra nemme kartoffeltortillas ligger som et højdepunkt på min profil på Instagram. Måske burde jeg også lægge dem som et lille indlæg her.

Må hellere snart lave dem igen, så jeg kan tage friske how-to fotos. Frokost på lørdag måske…

You Might Also Like

2 Kommentarer

  • Reply frnielsen 05/03/2021 at 17:10

    Mums. Det lyder lækkert, jeg vil gemme opskriften på min indre harddisk, jeg er sikker på, at min håndværker vil nyde dem. Tak.

    • Reply Anne 10/03/2021 at 07:00

      Velbekomme – det er en god og nem lille hapser.

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.