Lidt af hvert

KØLIGT VEJR – VARME KOPPER

14/10/2024

Te, kaffe, varm chokolade, bouillon, chai, golden latte og andet godt hældes i litervis i kopperne rundt omkring hver eneste dag.

Mange af os drikker nok varmt uanset temperaturerne ude, kaffe og te sommer og vinter, det daglige fix af koffein og den der automat-arm, der rækker ud efter koppen på bordet ved siden af én. Mange kopper ryger ned uden den store opmærksomhed på det, man har skænket i sin kop, vanens magt.

Det er der intet i vejen med, jeg kan selv ondulerer alt for mange kopper varmt i løbet af en dag, bare fordi. Men det er som om, at når jeg tager mig tiden til at lave en kop virkelig god varm chokolade, så sænker tempoet sig og opmærksomheden øges og jeg nyder virkelig hver eneste slurk.

Jeg bruger altid en chokolade med høj cacaoprocent til den varme chokolade. Ikke mindre end 70 % og gerne højere. 100 g. chokolade pr. liter mælk, det er nemt at huske. Jeg koger mælken op og pisker den hakkede chokolade ned i mælken, den opløses hurtigt og mens den gør det, så kan man nå at tilsætte lidt smag af enten lidt vanillekorn, kanel eller revet Tonka. Jeg kan også rigtigt godt li’ at tilsætte et nip flagesalt til den varme chokolade.

Om man ønsker at tilsætte sukker eller ej, det er en smagssag, nogen af os kan li’ den varme chokolade meget intens og let bitter, andre nyder den sødme, som et par spsk rørsukker kan give. I dag tilsætte jeg lidt og lod også et par kanelstænger ligge i mælken, mens den stille kogte op.

Om man bruger en sødmælk eller en lettere mælk, det skal man gøre, som man vil, men det er godt at have i mente, at mælkens fedme også er med til at bære smagene i den varme chokolade, så bruges en meget mager mælk, så kan oplevelsen også godt blive lidt mager.

Og mens vi sipper den varme chokolade – måske med top af bløde flødeskumsskyer – så kan vi jo glædes over, at mørk chokolade indeholder mange gode ting. Magnesium f.eks. Og flavonoider, som har antiinflammatoriske egenskaber. Og jo faktisk også stoffer, som kan give os samme velbehag som yoga og meditation.

Så mere varm chokolade af den gode slags til folket hen over vinteren. Jeg stemmer for!

You Might Also Like

Ingen kommentarer

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.