Browsing Category

Bagværk

Bagværk, I køkkenet, Lidt af hvert

sød sensommer

08/08/2024

Frugttræerne bugner, køkkenhaverne leverer og for mennesker med stor køkkenglæde er august en af de aller dejligste måneder. Der er så meget at give sig i kast med i køkkenet, at det nærmest kan være lidt overvældende og også lidt svært at nå alt det, man gerne vil.

Min madhjerne kører 24-7, idéer popper op og små noter står i kø på telefonen. Forleden kom jeg forbi nogen, der spiste ristet brød med en slags sød tahinsmør og kombinationen af sødt og et element fra det salte køkken trængte sig så meget på i går, at jeg bare måtte hoppe i forklædet og lade alt på rygraden arbejde sammen med idéboblerne.

Det endte med at blive en kage bagt med søde kartofler og derefter toppet med en tahin-honning-creme og bagte blommer. Et meget meget vellykket forsøg tillader jeg mig selv at sige. Ingen justeringer er nødvendige, det hele passerede godkendingsstregen i flyvende form.

Som udgangspunkt for kagen brugte jeg det søde bananbrød med surdej fra Cathrine Brandt. Jeg har bagt det brød/den kage mange gange og kender konsistensen på dejen og med den i mente rørte jeg dejen med dampede søde kartofler i stedet for banan og justerede krydderierne, så de passede til den smag, som jeg ønskede at give den samlede bid af kage, creme og blomme. Og så kørte jeg med en lys moscovado i stedet for farin.

Opskriften på bananbrødet er Cathrines og det bliver den ved med at være på trods af modifikationer, så derfor bliver der ikke her en gengivelse af hvad jeg nøjagtigt gjorde, ikke her og ikke andre steder for den sags skyld. Men at udskifte bananerne med andre slags frugt eller grønt er selvfølgelig en mulighed, det er ikke forbudt for nogen, man skal blot vælge frugt eller grønt, der i konsistens minder om banan og har samme bage- og samarbejdsevne. De tilberedte søde kartofler fungerede perfekt, det samme ville en lidt grov æble- eller pæremos gøre. Måske også rødbeder. Man vil evt. skulle justere melmængden en smule alt efter mosens indhold af væske for at ramme den rigtige konsistens på dejen.

Hvis man ikke har mod på eller ork til at kaste sig ud i den slags eksperimenter, så er det sådan det er og helt okay, jeg er sikker på, at cremen herunder vil fungere så dejligt sammen med et stykke ølkage, en klassisk krydderkage, en kanelkage, et stykke brownie og helt sikkert også andre kager med en tæt og saftig konsistens. Jeg ville ikke smøre cremen på det originale bananbrød, det vil ud fra mine smagspræferencer ikke være det bedste match.

Jeg valgte at gå med en blød mascarpone i stedet for smør, da jeg skulle lave cremen. Inspirationen var smørbaseret, men jeg ønskede en anden konsistens og en anden farve, end smørret kunne give mig, fedtprocentmæssigt er det stadig heftigt, men nu laver jeg heller ikke dejlige kager for sundhedens skyld og dem, der påstår, at en 9 % creme fraiche kan gøre det samme, de må længere ud på landet end jeg bor med den påstand.

Jeg lod mascarponen stå på bordet i det lune køkken, mens jeg fik lavet dejen til kagen, så friskosten var blød og medgørlig og kunne piskes op helt uden små gryn af ost, jeg ville ha’ en helt glat creme.

Til en god portion, der gav præcis tilpas til alle de skriver, der kan skæres af en fornuftig kage brugte jeg:

250 g mascarpone

100 g hvid tahin (øko – købt i Føtex)

100 g flydende lys sommerhonning

2 tsk citronsaft

1 tsk revet citronskal

Jeg piskede alle ingredienserne godt sammen med fuld pedal på håndmixeren, både for at få en helt glat creme og også få pisket lidt luft ind i den. Cremen røg i en sprøjtepose, der kom på køl, så cremen kunne sætte sig. Et par timers nedkøling giver en god fast konsistens, der kan sprøjtes ud og stadig holde formen.

De bagte blommer, jeg toppede med, er meget enkle at lave og kan bages med de sidste 15 min af en hvilken som helst kages bagetid. Ja ja ikke vandbakkelser selvfølgelig. Eller soufflé. Men hvor tit er det egentlig også, at vi bager lige den slags. Men ellers alle kager, der bages ved en temperatur på 160-180 grader.

Jeg halverede de skyllede blommer, dryssede et tyndt lag rørsukker over, rev lidt citron og lidt tonka bønne over og så ellers ind med dem. Løftede de bagte blommer over i en condibøtte kort efter, de kom ud af ovnen, jeg ønskede, at de skulle smide deres saft i bøtten og ikke i bageformen, for jeg ville gerne bruge den til anretning af kagen. Og hvis blommerne havde stået i den varme form og kølet af, så kunne jeg nemmere risikere, at saften karamelliserede på bunden af formen.

Afkølet kage, en creme, der havde sat sig, afkølede blommer, som blev befriet for skind og så eller op på mågetallerkenerne, der er så smukke lyseblå, mynte og solbærsalvie som små grønne pop og så var der serveret for hele holdet. Store som små inhalerede gladeligt det hele.

Bagværk, Familieliv, Hjemme

SØNDAG MORGENSTUND I SLO’MO’

07/02/2021

Kold klar morgen med lyserød himmel, da solen begyndte at stige. Fuglekvidder i træerne, da jeg trådte ud med deres morgenmåltid, puffede solsorte, der ventede på æbler, og mejser, der ventede på nødder.

Indenfor blus i brændeovnen, dej til hævning og spindende katte. Landlig idyl. Ro og fred.

Søndagen byder på stille hjemmeliv med rugbrødsbagning, strik, vasketøj og klargøring af mandagsmiddagen. En gåtur ned i ådalen med hundi og så lidt arbejde ved computeren.

Alt sammen aktiviteter, der hurtigt kan afbrydes, hvis en baby melder sin ankomst. Termin var sidste fredag og der er endnu ingen tegn i sol eller måne. Men pludselig så er det nu og så er jeg klar til udrykning og pasning af den livlige trio, der allerede er her.

Jeg har ikke pakket hospitalstaske men en strikke/nattøjstaske, så jeg er klar, når der bliver kaldt.

Kaffe i koppen, en friskbagt havregrødsbolle on the side og så 2 x 91 masker slået op med Judy’ magic cast on, det tog lidt mere end bare et enkelt forsøg at få dem på pindene, men nu er starten til en Zipper Sweater gået, så Laura snart kan føje endnu en mammastrik til hendes samling.

Måske skulle jeg finde en god serie at se til de 22 cm drejet rib, det kan godt være et stykke strik, der tager lidt længere tid end jeg normalt ville kunne ræse igennem sådan et stykke. Drejet ret OG drejet vrang – jøsses.

Mon det skal være Matador? Det kunne det faktisk godt! Familien Varnæs og Skjern passer faktisk perfekt til sådan en slo’mo’ søndag.

Ha’ en god en af slagsen med det i fylder i den. Tempo underordnet..

Bagværk, I køkkenet, Opskrifter

SVENSKE LÆNGSLER…

19/07/2018

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg kunne jo starte med at skrive en hel masse om det at skulle vende tilbage til en blog, der ikke har været passet i et par år. Eller om alt det vilde og dejlige og underlige og sørgelige og vanvittige og herlige, der er sket, mens jeg ikke har været her forbi.

Men det lader jeg være med, det kan komme i et andet indlæg. Måske. Måske ikke. Ind imellem er det bedre bare at fortsætte og lade tiden, der gik, passe sig selv. Vi får at se…

 

Det, som jeg ikke vil lade være med, er at dele en nybagt småkage med jer. Opskriften på småkagen i alle tilfælde, det andet ville nok blive for bøvlet.

Jeg har nemlig bagt i dag, jeg måtte bare efter at ha’ set en gammel bekendts billeder fra Flickorna Lundgren på Skäret. Hun havde spurgt, hvor det var pigerne og jeg drak kaffe i Sverige for et par år siden og jeg vidste med det samme, at det var dette sted, som hun tænkte på. Hun var der i formiddags og mit hjerte slog lige et ekstra slag, da jeg så vanillehjerterne og de store staudebede…

 

Da jeg var der med mine egne piger, ja der købte jeg selvfølgelig Flickornas vidunderlige bagebog og alle de kager, som vi havde nydt deroppe på græsset med udsigt over vandet, de var i bogen. Opskrifter på Hallongrotta, Kanelbullar, Karlsbaderbröd og alt det andet gode! Alt undtagen lige de småkager, som jeg måtte afsted efter en ekstra portion af, Skåneringen, den opskrift er nemlig – eller vel rettere åbenbart – en familiehemmelighed.

 

Men jeg har selvfølgelig prøvet mig frem, flere gange på flere forskellige måder, og jeg har faktisk været tættere på originalen, end den udgave, som jeg vil dele med jer i dag, er. Jeg synes bare, at denne her lille kage på en eller anden måde er lidt mere delikat, finere i sit udtryk og så har jeg jo heller ikke forbrudt mig mod familiehemmelighederne ved at afsløre, hvordan man laver ringene på den svenske måde…

 

Min småkageringe, som vi vel meget passende kan kalde Svenske længsler, er bagt med en lille smule kartoffelmel og det gør dem vældigt porøse men også rigtigt lækre. De originale er mere faste i det, nærmest som tynd mørdej, sådan som jeg husker det.

Så disse her skal man behandle varsomt og nok først bage den dag, hvor man har lyst til at spise dem, en tur i kagedåsen er ikke noget for dem. Det vil ikke være praktisk i en stor forretning, som den oppe i Sverige, for det vil give alt for meget spild, alt for mange knækkede kager, men hjemme er det jo knap så væsentligt, for der er altid nogen, der lige kan hapse de knækkede.

 

Jeg fik ca. 24 stk ud af portionen her:

 

2 dl hvedemel

1/2 dl kartoffelmel

1/2 dl flormelis

100 g koldt smør

2 tsk kardemomme (gerne friskknust eller i alle tilfælde af god kvali, hvis den er stødt på forhånd)

1 stor æggeblomme

 

Alt køres på foodprocessoren til dejen lige er samlet og ikke længere.

Lægges på køl i en times tid og det er vigtigt, for det har betydning for, hvor sprøde småkagerne kan blive.

 

Imens dejen hviler, så kan du knuse lidt kardemommefrø og blande med perlesukker, jeg har altid rigeligt at den svenske hvide slags på lager men den almindelige duer selvfølgelig også, og snitte lidt mandler eller hasselnødder at drysse med.

 

Dejen rulles tyndt ud på meldrysset bord. Del den gerne i mindre stykker inden udrulning, så den ikke bliver for varm, heller 6 småkager af gangen end 12, der klistrer og ikke vil samarbejde.

I dag stak jeg kagerne ud med et almindeligt drikkeglas og stak det lille hul ud med låget fra mælkekartonen og det gjorde jeg faktisk for at ingen skulle gå i panik over ikke at ha’ de rette udstikkere i metal. Det er fuldstændigt lige meget, alt der kan presses ned i dejen og få skåret den, ja det duer. Glas med forholdsvis tynd kant er selvfølgelig nemmere at bruge end en ølkrus fra Berlin.

 

Ringene lægges på bagepapir, pensles med æggehviden, som er til overs fra selve dejen og drysses så med kardemomme, perlesukker og nødder.

Afbages ved ca 200 grader, du kender din ovn bedre end jeg kender den, tiden vil afhænge af din ovn men 7-8 min er et god fingerpeg.

Afkøl ringene på bagerist og nyd dem så med en dejlig kop te eller kaffe og drøm dig til Sverige eller hvor du nu har en flig af dit hjerte til at hvile…