Browsing Category

Bagværk

Bagværk, Lækkerier, Pigerne

FLEX-ERLINGS ÆBLEKAGE…

15/01/2012

I går fik en jeg mail fra en tidligere kollega, der har spottet min glæde ved både mad og gode bloghistorier, og gerne i en og samme omgang.

Han havde forleden smagt en dejlig æblekage på sin arbejdsplads og fået en skøn historie serveret sammen med sin forespørgsel på opskriften.

Som jeg har forstået det, så er opskriften en, der er “nedarvet” imellem virksomhedens kokke på en lille lap papir, sådan a la en der kendte, en som kendte én, der kendte Erling. Nærmest en slags vandre-kage…

 

Historien er god og kageopskriften er det samme.

Her er et uddrag fra mailen jeg fik:

Erling var en flexjobber hos Restaurant Saison i Hellerup, og en dag da Lauterbach manglede en dessert, spurgte Erling for sjov hvorfor de ikke bare lavede hans gamle mormors æblekage.

Opskriften havde han i hovedet og kokkene slog ud med armene og lavede himmelvendte øjne, imens de så til at kagen blev tilberedt .

Det forlyder at alle gæsterne var så henrykte, at Lauterbach måtte afsløre at opskriften kom fra en flexarbejder…

 

Jeg har bagt Erlings kage i dag, med pærer i stedet for æbler og selvfølgelig også lidt ekstra fyld, men I får den “ægte” version her. Portionen har jeg kogt ned, så den passer til en almindelige familie, hvis sådan nogen da findes.

FLEX-ERLINGS ÆBLEKAGE

125 g blødt smør

125 g rørsukker

2 store æg

3 tsk bagepulver

3 tsk vanillesukker

1.7 dl mælk

250 g hvedemel

3-4 æbler i både

 

Det bløde smør piskes grundigt med sukkeret, pisk til sukkerkornene er opløst, og herefter piskes æggene i. Et af gangen, så det ikke skiller.

Tilsæt derefter bagepulver og vanille og pisk til sidste mel og mælk i. Tag lidt af gangen og på skift, så er det hele tiden føles som en blød og smidig dej.

Kom dejen i en smurt tærteform og læg æblebåde ovenpå. Drys med et par spsk sukker og bag æblekagen v 180 gr i ca 35-45 min.

 

Ingredienserne er nogen, som de fleste af os har i huset, og opskriften er nem at improvisere over, altså tilsætte andet fyld og andre smagsgivere. Jeg brugte i dag nogle sørgelige Conference-pærer, der ellers var endt hos fuglene, og til pærer elsker jeg kardemomme, så det kom også i.

I skabet lå også nogle tørrede tranebær fra mandagens salat, så de kom også i sammen med den sidste spsk pinjekerner fra en slatten pose. Fri dressur i Erlings mormors kage…

 

Når jeg bager tærter eller andre slags “flade” kager, bruger jeg aldrig de fine hvide porcelænstærtefade, de snupper for meget varme i begyndelsen af bagetiden og de er heller ikke nemme at få gode hele stykker op af, når fadet sendes rundt.

Jeg bruger altid tynde engangsaluforme, der ikke fylder meget i skabene, og jeg forer dem med bagepapir, for det første for at kunne bruge formen igen, da den ikke kan bruges efter mere end en afvaskning eller to, og for det andet for let at kunne løfte kagen over på et lækkert serveringsfad eller måske over i det dertil indrettede tærtefad med bølget kant.

 

Om lidt, når jeg har væltet hundeskoven sammen med den store hvide, så vil jeg sætte tænderne i Erling, og glæde mig over, at det enkel også har en plads i verden, at mormødres gode gedigne opskrifter får plads til at leve videre og at ikke alle læber behøver at lukke sig om dehydreret rødbede, ostestøv og pulveriseret gran.

 

God og glædelig almindelig søndag med lidt kongelig røgelse på…

 

 

Bagværk, Julekalender, Lækkerier, Opskrifter

21. DECEMBER…

21/12/2011

Ikke alle julens kager behøver vel at være små.

Man kan også have brug for enkelte store.

 

Megastore.

Sprøde og krydrede og så med en lidt tyggegummiagtig kerne.

Cookies med chokolade, nødder og julesmag.

 

Amanda vil ha’ klejner og cookies og det får hun så – selvfølgelig – måske har andre end hun også lyst til noget, der ikke er en pebernød, vanillekrans, brunkage eller finsk brød.

Opskriften på vores af slagsen kommer lige her

 

SPICY COOKIES

CA. 60 STK.

300 G. SUKKER
125 G. MØRK FARIN
250 G. BLØDT SMØR
KORN AF 1 STANG VANILLE
2 TSK. STØDT KANEL
2 STORE ÆG
300 G. HVEDEMEL
1 TSK. BAGEPULVER
1/8 TSK. SALT
50 G. HAVREGRYN
50 G. KOKOSMEL
150 G. MØRK CHOKOLADE
200 G. NØDDEKERNER

Pisk sukker, farin, smør, vanille, kanel og æg godt sammen i en skål.
Brug evt. en røremaskine.
Tilsæt mel, bagepulver, salt, havregryn og kokosmel.

Hak chokoladen og nødderne groft, evt. i foodprocessor, og vend det til sidst i dejen.

Ælt dejen sammenhængende, evt. med hænderne.

Form dejen til kugler med diameter på 3 cm. Sæt dem på bageplade og tryk dem let flade.

Bag kagerne ved 175 grader i ca. 15 min på midterste rille.
De skal kun lige være lysebrune, ellers bliver de for tørre.

 

Det er ikke for sent at få gang i bageriet.

Der er jo hele 3 dage til jul…

 

Bagværk, Jul, Julekalender, Lækkerier, Opskrifter

17.DECEMBER…

17/12/2011

Opskriften her på de krydrede honningtoppe lavede jeg for et par år siden, da jeg bloggede for Urtekram.

På en mellemjulsdag gik jeg i køkkenet og fik udryddet lidt af det, der var til overs fra decembers bagerier.

 

De smagte herligt, de små bidder, og jeg synes, at det passer rigtigt fint, at de får en revival på denne lørdag, hvor mange måske hygger med lidt bagning og juleforberedelser.

Jeg kan nærmest både dufte og smage dem, når jeg kigger på billedet her. Egentlig burde jeg vel hoppe en tur i køkkenet og sørge for at vores kagedåser ikke bare drøner hult …

 

Honningtoppe med knaseglasur

Ca 30 stk.
200 g honning
100 g smør
1 stort æg
250 g hvedemel
1 tsk kanel
1 tsk kardemomme
2 spsk hakket syltet appelsinskal
1 tsk natron
1 spsk vand

 

Honning og smør smeltes sammen i en gryde og afkølet let. Mel, æg og krydderier røres i og til sidst tilsættes den i vand opløste natron. Sæt dejen i køleskabet nogle timer, evt til næste dag. Rul dejen ud til en lang pølse og skær nogle valnøddestore stykker deraf. Tril stykkerne til runde kugler, der presses let flade mellem hænderne. Sæt de små toppe på en smurt eller bagepapirbeklædt plade og bag dem i 8-10 min ved ca 185 grader.

 

Når toppene er kommet af ovnen, afkøles de på bagerist og sprøjtes derefter med en tyk glasur af æggehvide og flormelis. Ca en æggehvide pr 125 g. flormelis, det skal være en ret fast glasur, da den ellers løber ned over kagerne, og det er meningen at den skal ligge på toppen og gøre kagerne lidt bløde lige der under.

 

Kagerne bliver rigtigt rigtigt gode af at stå nogle dage, inden de fortæres, men det kan være svært at lade være med at guffe dem, når først deres herlig duft har fyldt rummet.

Ha’ en dejlig lørdag  –

med eller uden honning…