Rugbrødsmadder, pitabrød, middagsrester, salater, tærte, sandwich, tortillas –
madpakkemad.
I dag har jeg bagt nye brød til madkassen med en øko fiberbageblanding, som jeg ikke har mødt før, med chia- og hampfrø i. Sundt og godt.
Melet blev en gang blandet godt fra hylden i viktualierummet og selvom jeg kun ha’ prøvesmagt et lillebitte hjørne af et brød, så tøver jeg ikke med at dele opskriften her, for den bid smagte ganske godt og jeg glæder mig allerede til at sætte tænderne i en god klapsammen med masser af grønt og en god tør spege i morgen.
Der blev 20 pænt store madpakkestykker af denne portion…
2.5 dl vand
2.5 dl A38 eller andet surmælksprodukt
1/2 pk gær
2 spsk olie
1/2 spsk salt
100 g fiberbageblanding
150 g revet gulerod
100 g græskarkerner
100 g grahamsspeltmel
100 g durummel
450-550 g hvedemel
Fremgangsmåden som ved næsten alt andet gærdej, altså gæren opløses i væsken og resten af ingredienserne tilsætte. Hold igen med hvedemelet, ælt lidt i af gangen til dejen har en tilpas fjedrende og let klistret konsistens.
Lad dejen hæve en times tid og del den så i fire.
Hver del rulles med kagerulles ud til en lang flad rektangel, der lægges til efterhævning på bageplade.
Efter en gang efterhævning på ca 45 min bruges et pizzahjul til at skære de lange flade stykker igennem på tværs. Ca 5 stk af hver rektangel.
Pensl med sammenpisket æg og drys evt med lidt flagesalt på toppen, dette er selvfølgelig bedst, hvis de skal bruges til kødpålæg og ikke marmelade.
Madpakkestykkerne bages i ca 20 min ved 210 gr og lægges så til afkøling på rist. Når de er afkølede, brækkes de der, hvor pizzahjulet har skåret for.
God bagelyst…