Der plejer at være godt gang i bageriet her hjemme, engang var det nærmest daglige, at et eller andet stod derinde i den store ovn og blev gyldent.
Store brød, små brød, sprøde kager, søde kager, nye tiltag og gamle travere, lidt af det sunde og noget til de runde.
Men det er gået ned ad bakke med det bageri –
der har ikke været så meget tid og nok heller ikke så meget behov eller lov.
Nogen af os er blevet lidt velpolstrede og i et forsøg på at trimme, ja så har det været let at skære i kagerne.
Men der skal være plads til undtagelser –
også selv om det bare er onsdag…
Jeg får besøg af en dejlig veninde, sønderjyde lige som jeg og også meget glad for sødt.
Vi snupper en svesketorte til eftermiddagsteen, sprød og blød og sød, sorte svesker, gul creme og hvid hvid fløde.
Jeg har snuppet den total lette udgave i dag.
Færdigkøbt butterdej.
Sveskegrød i pose.
Creme i pulverform og så en kvart piske.
Øko hvor det kunne lade sig gøre og ellers bare god kvalitet.
Butterdejen er stukket ud med glas og de skiver, der skal bruges til top har fået mønster og æggestrygelse.
12 minutter i ovnen ved god varme og nu venter vi bare på, at den værste hede fortager sig, så der kan komme fyld på.
Jeg har nærmest tapløbende mundvand og svømmende øje.
Uhmmmmm svesketærter –
mere end én til hver…