Her hvor vi bor til leje er der den fineste lille byhave.
Ikke fin på den måde at den er sirlig og velholdt og fuld af gamle smukke staudebede, flot beskårede frugttræer eller trimmet plæne.
Men sådan hyggelig fin med lidt krogede træer, tilfælde men skønne vækster og et par gode hjørner at nyde solen i.
Og super super fin overhovedet at ha’ som uderum for os, der har været vant til at ha’ meget mere udeplads at boltre os på med sø, skov og eng lige for enden af haven, der er det rigtigt rigtigt fint at vi overhovedet har have her midt i byen.
Have og også en lille gård med bord og stole og læ, så der kan spises, soles, placeres blomstrende sommerblomster og leves lige neden for vores køkken.
Vi klager ikke, vi nyder bare også selv om lysten til mere æstetik og form lever i os, især mig.
At kunne komme ud og stå på græsset i bare tæer må vist være noget, som jeg vil kalde en nødvendighed for mig som menneske.
Så jeg står, med varmt hjerte og smil i øjnene, midt på den bulede, mosfyldte og meget hyggelige græsplæne og kigger på det krogede blommetræ, den uregerlige mynte og noget pindet buskværk, som ingen kender navnet på.
Men det er der og det er grønt…
Jeg må gøre, hvad jeg vil derude, det passer mig godt, men det er et slid, for ingen har gjort andet end at meje græsset et par gange eller tre i løbet af sommeren i de sidste måske 10 år.
Kan i forestille jer, hvordan der ser ud på skvalderkålsfronten derude?!
Wauw siger jeg bare, der er meget!
Og også en hel masse andet, som ikke behøvede at være der, mælkebøtter f.eks, i hundredevis.
Men der er også et par gamle akelejer og et smukt æbletræ. Der er syrener og på siden af huset kærmindesøster og nogle andre blomstrende vækster.
Og nu også fine roser, som jeg satte sidste sommer, en klatrerose, der gerne skal dække for lidt af det kedelige udtryk, som et forsømt haveskur ellers bidrager med, og så tre fine hvide Louise Bugnet, som jeg købte for en slik sidste forår i Netto, de er blevet store og kraftige og knopperne maser sig allerede frem.
I forhaven har jeg sat en kæmpe slyngrose, som denne sommer vil nå et godt stykke op mod karnappen i stuen, jeg glæder mig til at sidde inde og kigge ud og dufte igennem de åbne vinduer.
Og nedenfor den rose har jeg plantet en fin hæk af lavendler langs hele fortovet ved huset, nysseligt er det og duften er indbegrebet af varm god sommer for mig.
Jeg har en have, som ikke er min, men som jeg behandler som min og det begynder at kunne ses, sådan lidt annesk ser der efterhånden ud derude. I små spredte klatter…
I de par år, som jeg om bare nogle måneder har boet her, har jeg været meget meget træt af et gammelt grønt hegn i haven. Sådan et hegn af metalpæle med plastikcoated metalhegn imellem. Det har boet længe i haven, tror jeg, ikke kønt – ikke friskt – ikke nyttigt.
Ikke mere i alle tilfælde, for naboen har bygget et smukt og meget enkelt sort hegn inden på sin grund og det kan både holde hunden ind og blikke ude og oven i købet danne en fin fin baggrund for farvestrående sommerblomster.
Jeg har plaget lidt for at få det fjernet, tilbudt at gøre det selv, nærmest tilbudt at betale for at få lov, og jeg har ikke mødt modstand som sådan men min udlejer er lige så sindig som sød og derfor at det endelige ja ladet vente på sig.
Men pludselig for nogle uger siden var det væk, eller i alle tilfælde på vej væk, da jeg kom fra job og efter en times tid var alt det rustne halvdøde grønne hegn væk og udsigten til det sorte stod skarp.
Det vil sige udsigten stod skarpt bag den meterhøje mur af 10 års manglende lugning bag det grønne hegn. Skvalderkål i metervis, vild og voldsom mynte, græs, senegræs, mælkebøtter og meget for mig ukendt selvsået grønt.
Så jeg har luget og luget og luget. Gravet og rodet og hevet. Bandet og svovlet og næsten tudet.
Damn det er fast arbejde at rydde op efter 10 års forsømmelse…
Men jeg er et stædigt æsel og lige om så er jeg i mål.
Alt det uønskede er væk og i den ende, hvor jeg startede med at luge, der spirer allerede morgenfruer og tallerkensmækkere, som skal fylde denne sommer langs hegnet.
Jeg har sat nogle kæmpeverbena ved siden af de akelejer, der i år pludselig har fået luft til at vokse og blomstre og jeg kan se, at en staudelathyrus også er ved at komme sig efter mange år i skyggen af skvalder.
Det bliver så godt så godt og denne sommer vil jeg lave en kæmpe flok lavendelstiklinge, der kan komme til at lave en fin lilla hæk oven på det gamle og porøse cement, som stadig står. Det bliver enkelt og let at holde og meget meget skønnere at se på end grønt metal.
Dahliaknolde er kastet i jorden og er så småt på vej, på verandaen står fine små frøkenhatte klar til at blive plantet på friland og snart kommer en kollega med gode tomater, der klarer sig uden drivhus. Et andet sted har jeg lovning på en kasse lodden løvefod og i mit nærmest bankerotagtige budget skal der findes penge til at købe et par flotte klematis, der skal få lov at sno sig i et halvdødt blommetræ.
Min lille fine have som ikke er min.
Min lille fine have – nu uden skvalderkål på bare nogle af siderne…
