Med en nyindkøbt og struttende Prins Nikolaj i Schollert vasen så er det altså bare for alvor forår.
Jeg har lyst til at fylde nye pelargonier i karmene herinde, lukke lys og sommerløfter ind, måske skulle jeg bare gøre det?!
Kunne måske også væbne mig med tålmod og puste lidt mere liv i de prinser, der har overvintret oppe i de kølige sovegemakker. De trænger til lidt nyt jord og et skud gødning og så lidt tålmodighed.
Men kan jeg mon det?
Er foråret ikke lige præcis indbegrebet af utålmodighed fordi vi har længtes sådan efter friskt, sprødt og grønt?
Jeg gider vist ikke længes længere.
Jeg snupper en prins eller to mere med hjem…
